Ingen som os falder ind i under den fagre nye cross-over genre hvor man ikke kan tale om decideret pop eller decideret hiphop. Men noget tyder på at at Ufo Yepha styrer begge genrer uden problemer. Det er lidt ligesom at være god til at lave lasagne og god til at lave svensk pølseret – så skal man fandme være dygtig for at kunne blande dem sammen! Er det lykkedes for de to? Læs den korte anmeldelse øverst, eller scroll ned og få den lange.

.
.

Den korte anmeldelse:
Ingen som os albummet adskiller sig fra duoens forrige plade U vs. Y, primært ved at være mere poppet. Ufo Yepha har en stor radiosult og skal nok få fyldt mavesækken godt med denne plade der allerede har fået håret op på de fleste. Væk er de bidragende producere for drengene kan selv; det giver mere helstøbthed og det går igen helt ud i bookletten med de fede billeder der også understreger rappernes lyriske humor.

Ufo Yepha er nogle af de mest kommenterende rappere på den danske scene, og evnen til at se tingene i det store perspektiv er både deres force og akilleshæl. Det lykkedes med imponerende overlegenhed på forrige albums Vi 2 Amigo, men bliver i denne omgang for prædikende og bedrevidende med Fluen på væggen. Så er der meget mere indholdsmæssig nerve i selvudleverende tracks som Det´sgu da lige meget og Jeg gad at…

At skrue soundtracket til en fest sammen kan man roligt overlade til Ufo Yepha. Der er pumpende godt gang i numre som Tjek, Stop Skuden og Ung, dum og tendy. Særligt sidstnævnte kombinerer eminent det dansable med det tankevækkende, noget som ikke mange danske rappere formår, men det som kan afholde pladen fra at gå rent ind i et hiphophjerte er at albummet i helhed flirter så meget med pop sang og chartplacering at det kan virke mere som en godt gennemtænkt forretningsplan end kunst.
Der skal nok ryge et par idealister, romantikere, hardcore hiphopheads og hippier i svinget, men man kan sgu ikke lave en omelet uden at slå nogle æg i stykker.

.
.
.
.
.
.

Den lange anmeldelse:
3 år efter albummet U vs. Y er duoen mere klar end nogensinde til at betvinge mainstream og dets radiokanaler med deres melodiske tracks.
Man skal være en særdeles støvet backpacker, der lige er vågnet op af en koma der satte ind i 96, for at chokeres over konceptet hvor pop og hiphop danser tæt omslynget på dansegulvet af alverdens natklubber.
Allerede fra albummets første toner slår keyboardets syntetiske brummen tonen an og nu må hofteflæsket godt begynde at vibrere. Man skal ikke kigge længe for at fange at Ufo Yepha har aet løs på detaljerne af ”the package” siden sidst. Bookletten åbner et skatkammer af lirrede billeder der komplementerer det fuldkomne koncept som makkerparret er, ikke bare musikalsk (no homo). Allerede visuelt bliver humoren introduceret. Væk er alle teksterne fra den mere rygsækkede U vs. Y (duoens forrige plade fra 2003) der havde sit fokus på hhv. tekster og beats fremfor helhed, og selv om der var koncept, var det kun med som et komponent. Det var dengang.

Pladens store hit Op med håret flexer humor såvel tekstmæssigt som musikalsk, det etniske hook lyder unægtelig som nogen der messer ”op med håret” og giver flashback til de mesterligt oversatte Hatten er din og Hjælp mig Pia.
Tracket er en opsang til tøser der ikke gør nok ud af deres udseende og hører, set med feministiske øjne, til den aller farligste slags. Det ville have været komplet uskadeligt hvis Ufo Yepha var talentløse, men deres åbenlyse evner bringer budskaber som dette i heavyrotation overalt. Selv min niece på 6 og hele hendes miniput klasse ryster røv til Op med håret, add faktum at det samme budskab spyer ud af MTV, Voice, reklamer m.m. som sperm fra en sædkalv så har man en generation af spejlblanke piger der bruger 4 timer om dagen på deres spejl.

Der kommer for alvor ild i bukserne på Det er løgn. Distracket til alle Pinnochioer har et grineren intro-skit, tung basgang, rockspade på hooket og vred distortion på omkvædet. Nummeret er energisk og ikke bange for at mixe forskellige typer af instrumenter og genrelyde med rap. Netop denne friske og eksperimenterende tilgang til hiphop er Ufo Yepha når de er bedst.
Det er når tingene er udenfor opskrifterne og kogebogen at duoen er skarpest. Det gælder derfor ikke Hængekøjen som er budet på sommertracket 06. Det er gået trend i at alle plader har et reggaeinspireret track i repertoiret og det er desværre for mekanisk moneythinking til at jeg kan slappe helt af og rocke fra sid´ til sid´ – og er det bare mig eller rapper Ufo og Yepha ikke kun lidt langsommere end de plejer over nogle standard, olietøndemarinerede jamaica trommer? Oh well, det kan meget vel blowe op alligevel, eller måske netop derfor.

Fluen på væggen er mit hadetrack på pladen. Produktionen er cool og føres an af et marcherende pianobeat der understøtter det opremsende i teksten – igen er den konceptmæssige sammenhæng så perfekt at man bliver imponeret over håndværket, og teksten har kvalitet i såvel idé som eksekvering; duoen remser skæbner op fra det brede, anonyme samfund, men hooket er alt for poppet og omkvædet for vulgært efter min smag. Med vulgært mener jeg at det bliver en unødvendig gentagelse af det som siges i versene og overkill i forhold til at nedtone det åbenlyse så det spiller mere på nuancer, antydninger og subtil lyrik. Det ville hæve teksten – især hvis de også havde bortskåret noget af bedrevidenheden og var hoppet ned fra den piedestal der bygges op af rim som: ”Jeg selv er fluen på væggen, hævet over massen”. Man kan ikke – for alvor – forstå og beskrive det man er hævet over og måske er det derfor det bliver kunstigt intellektuelt i stedet for bevægende og nærværende.

Århus W til C: det er blevet tid til et rowdy track og så er det altid en god idé at cruise over Århus V og evt. lige få westcoastwonderboy Johnson med i slæden til et I-dont-give-a-fuck ride. Tusind og én nat tager hihatten af for Timbaland og mavedanser med et kor af bodegabangers:

Volumeknappen får et godt twist op på Stop Skuden der glider over i Ung, Dum og Trendy; begge tracks sætter tempoet helt i vejret og udgør et eminent lag på lag af konceptmæssig fuldkommenhed. Masser af humor, teknisk overlegenhed, forbogstavsrim og andre ørehængende indslag veksler over i musical-agtige elementer og et samlet beat der ruller og udvikler sig helt fantastisk især hvis man ser de to numre som den helhed det lykkedes for dem at udgøre, alene fordi de klæder hinanden så godt. Det her er ikke bare Ufo Yepha på toppen af gamet – det er toppen af gamet. De to tracks er i sig selv grund nok til at anskaffe sig hele albummet. Stop skuden tracket virker desuden langt mere indsigtsfuldt og eftertænksomt end Fluen på væggen, men på en mere nedtonet og langt mere spændende måde – det cirkusagtige i beat og omkvæd tilføjer også en ekstra dimension.

Det der gør Ufo Yepha så popflirtende er al det sang der sniger sig ind i produktionerne, og ingen steder så tydeligt som på Hvis jeg sad oppe på månen (feat. Alex). Det er nu ikke det der er problemet for mig, tvært imod kan man næppe have ondt mellem ballerne over melodiske tracks, for så måtte man konsekvent smide halvdelen af sine westcoastplader ud (især alle Nate Dogg inficerede tracks). Så hiphop og sang kan altså sagtens fungere, men valget af Alex giver en meget poleret karakter som ikke bliver mindre af den renhed der skinner i Ufo Yephas produktion. Det hjælper at smide lidt grimeyness i teksten ved at lade Alex synge ”(Hvis jeg sad oppe på månen ville det være let at se) hvordan lortet det gik ned” – ordvalget skaber den kontrast mellem rent og beskidt som produktion vs. sang ikke besidder. Desværre afslører allerede titlen at nu sigter Ufo Yepha igen efter de højere luftlag, og vi får lige the lo-down på 9-11, verdens supermagter m.m. Dermed får man også et skvæt politik med på pladen, men det når ikke op på højde med Vi 2 Amigo fra U vs. Y og så kan jeg bedst lide drengene i mere ydmyge klæder hvor talentet taler for sig selv og de ikke skulderklapper egoet for evnen til at se det hele fra oven. At have Alex med på et track er efterhånden i sig selv en del af ”opskriften” og dermed kom der også flueben i dén boks.

Endnu et klubtrack flirter med radiohitlisterne og rammer godt plet med Tjek som mikser trompeter, party-kor, elektronisk uglekurren og lidt latinorythm, samt et svedigt breakdown der bygger godt op igen til mainstrømmen af hore-klare ord og flasker på bordene. Ufo Yepha har atter drejet et fedt track med masser af hitpotentiale af den mere gængse slags, men selvom det er gjort før (mange gange) er der alligevel ingen der gør det helt som dem for de er indiskutabelt hamrende dygtige.

Tæppet er ved at gå ned for pladen, og ud på de sene tracks kommer paraderne ned på det selvudleverende track Det´ sgu da lige meget. Fejl, mangler og tvivl blottes over et hakkende beat, der næsten stammer med samme usikkerhed som rapperne har nosser nok til selv at indrømme, og det klæder dem i dén grad, for de bliver aldrig klynkende eller krybende i en offerrolle, men de synger igennem og det kan godt afholde de mest hardcore hiphoplyttere fra at komme helt under huden på drengene, som ellers flasher nok mental skin – på især Det sgu´ da lige meget. Syngeriet gennemsyrer også skivens sidste track: det sørgmodige og stille Jeg gad at… der ekkoer den gennemsnitlige fattigrøvslytter og hans udlængsel. Rapperne sætter ord på kærligheden til friheden og krydsningen af grænser; den samme rejse som de foretager musikalsk og som de længes efter at kunne materialisere. En længsel alle kan genkende og relatere til og som er så atmosfærisk formidlet at den sender lytteren, med gåsehud og et drømmende udtryk i blikket, ud af det helstøbte album.

Jeg savner lidt nogle funky beats med den feel som fx PhaFalaion supplerede på U vs. Y med det CRAZY fede beat under Lever for det der, som skabte en kontrast til den meget elektroniske lyd der er WhyYous egen. Der hersker dog ingen tvivl om at duoen sagtens kan producere alt selv – men de mere hardcore hiphoppere vil foretrække U vs. Y, hvor i mod den voksende mainstreamorienterede fanbase helt sikkert værdsætter Ingen som os meget.

Lykkedes det for de to? Ja det synes jeg.

Karakter: 4 ud af 6

Skrevet af Ann Noyd 24.03.2006 arkiveret under Anmeldelser |