The Infamous Mobb Deep’s syvende fulde studiealbum er i butikkerne, bærende titlen ’Blood Money’. Det er gruppens første, siden de besluttede at slå pjalterne sammen med superstjernen 50 Cent, og hans G-Unit – en beslutning der for mange af de mangeårige trofaste fans var svær at sluge.

Den ellers meget loyale fanskare, dannet gennem 90’erne, blev allerede voldsomt formindsket, da den hidtil hardcore gruppe for små to år siden signede med Jive Records (samme label som Britney Spears, Justin Timberlake osv.) og udgav en plade, der var et kæmpe spring mod mainstream-genren. Gruppens faste producer og rapper Havoc havde på ’Americaz Nightmare’, som pladen hed, kogt en masse beats sammen, som mange gamle fans mente højst var den poppede rapper Nelly værdig.
Endnu flere fans søgte andre veje, da gruppen sidste år gjorde det officielt, at de nu var blevet 50 Cents rap-lakajer.
Der er ingen tvivl om, at Mobb Deep har signet med G-Unit for at skrabe alle de penge ind, de aldrig fik tjent, da de i sin tid var artister på det konkurs gåede Loud Records.

Men om de gamle trofaste fans virkelig har noget at ærgre sig over i denne omgang, er nu ikke så sikkert.
For rent faktisk oplever man – overraskende nok – slet ikke corny, plastikagtige clubproduktioner i samme grad som man gjorde det på ’Americaz Nightmare’.
Mon ikke Jive Records krævede poppede produktioner i langt højere grad, end G-Unit gør nu? Med andre ord tillader Havoc & Prodigys nye hjem tilsyneladende langt mere hardcore, råt og dystert materiale. Altså vil G-Unit en anden vej end Jive, og da den rå stil indiskutabelt er den rigtige vej for gruppen, giver dette først og fremmest pladen et langt mere repræsentativt produktionskatalog end forgængeren.

’Smoke It’ er pladens første nummer, hvor Havoc har sammensat en ganske udmærket hornbaseret produktion, krydret med et velfremført vers:

”…Blood Money album drop – Hell broke loose/
All the drama ain’t no tellin who I’m gon’ shoot/
Check my motherfuckin’ resumé/
Catch Hav where the motherfuckin’ cheddar be/
Slide through with your own risk/
Chain gat on the train with your lil’ bitch/
Tears drop ‘cause death is a tear jerker/
Whether shot or strapped up to a steel gurder/
It’s foul how they took out Tookie/
All this foul shit I did, they should have took me..”

Enhver med et nogenlunde kendskab til Mobb Deep vil hurtigt se, at der her ikke er de helt store forandringer lyrisk. Pistoler, mord, praleri, penge og trusler er alt hvad Mobb Deep nogensinde har rappet om, og hvorfor lave om på noget som har virket i over 10 år?

Forudsigeligt nok får vi dog slet ikke ligeså spændende historier, som vi har set det på gamle Mobb-udgivelser, som fx ’Nighttime Vultures’ fra gruppens 3. album ’Hell On Earth’, eller ’Veteran’s Memorial’ fra Prodigy’s millenium soloalbum ’H.N.I.C.’, for at nævne et par stykker – men okay, det er også længe siden, og de fleste af os har med en tåre i øjet for længst indset, at Mobb-stilen fra 90’erne ikke kommer tilbage.

So, what’s new? Generelt er det nu Havoc, der har den lyriske førertrøje på, og gode gamle ”Bandana Pee” må, efter 3 albums i træk med ret svage rap-præstationer, siges at være trådt voldsomt tilbage på dette punkt. Om det der trækker niveauet ned er Prodigys sicklecell-sygdom, som tilsyneladende ikke var så alvorlig, som først antaget, eller om det er ”dovenhed-ovenpå-rigdom” syndromet er ikke til at sige.

Den gode nyhed er, at de fleste produktioner på ’Blood Money’ ikke bare fejer ’Americaz Nightmare’, men også 2001 albummet ’Infamy’ direkte af banen. Det eneste der rigtig savnes her, er de fabelagtige beats som fan-favoritten Alchemist tidligere har leveret. Overraskende nok har han kun fået lov til at levere et enkelt track, som bærer den i forhold til gruppen ualmindeligt uoriginale titel ’The Infamous’, og som beatwise er en total gengivelse af nummeret ’Gangbusters’ af DJ Grand Wizard Theodore fra soundtracket til graffitiklassikeren ’Wildstyle’. Måske den mest alternative ALC produktion nogensinde hørt.

Førstesinglen ’Put ’Em In Their Place’ er en headnodder af 1.klasse. Med en super rå produktion skabt af både G-Unit produceren Sha Money XL, Ky Miller og Havoc, ligger nummeret en god standard for det nye album.
Andre højdepunkter er ’Capital P, Capital H’ der består af vaskeægte blærerøvsrap, over et lækkert og tilpas råt beat af producerne Product & Whitton (..Who?)
Endnu bedre bliver det på den Exile producerede ’Pearly Gates’, som med et fantastisk beat har den nye boss 50 Cent på både et vers og et omkvæd, som forklarer nummerets titel:

”Homey if I go to hell and you make it to heaven/
Just get me to the gate, and I’ll talk my way in/
Got a gift, I’m special with the flow I’m good/
Shit – I done talk my way up out the hood/”

Pladens bedste nummer. Og det bedste Mobb Deep nummer meget længe!

Jeg skal ganske ærligt indrømme, at jeg ikke er verdens største fan af Fiddy, men samtidig må jeg erkende, at han gør det godt på samtlige numre fra ’Blood Money’. Og heldigvis for det, for han er featured på hele 5 numre, plus de to bonus numre. ’Have A Party’ (produceret af festaben Fredwreck), samt den Dr. Dre producerede ’Outta Control Remix’ som man kender fra MTV.
Derimod er resten af gæsteversene ikke noget der vælter én af stolen, og på dette punkt vakler albummet klart, for disse er alle leveret af gamle G-Unit medlemmer. Det er en skam at være vidne til at Big Noyd for første gang siden debutskiven ’Juvenile Hell’ er fraværende. Desuden ville de gamle gangstervenner fra Infamous Mobb også passe ganske udmærket ind. Men rygterne siger, at Twin Gambino takkede nej til at signe med G-Unit, så det er ikke utænkeligt, at dette har en relation til gæstelisten

I stedet må vi i denne omgang nøjes med den evigt usynlige rapper Lloyd Banks, som heller ikke denne gang fremfører noget ud over det sædvanlige på det ret ligegyldige nummer ’Stole Something’. På ’Give It To Me’ ,som dog bærer et noget mere interessant Havoc beat end førnævnte, hopper Young Buck på tracket og råber og skriger som en anden Crunk-psykopat. Lidt bedre går det dog for ex-convict Tony Yayo, som rapper om penge, juveler og “Human Tacos” (hmm..) over det højrøstede, hardcore Havoc beat. Sidstnævnte leverer utvivlsomt det mest interessante vers af de tre G-Unit veteraner. Også både Hav & Pee fyrer den godt af, over det tilfredsstillende nummer.

På ’Daydreamin’ rapper først Prodigy over det lækre Chad Beat track, om hvordan det i de unge dage var, at være en broke dagdrømmer:

“Coming up, we ain’t had much, a lot of camp food/
Serial in a white box, and powder milk to/
My moms, couldn’t bye me the shoes I wanted/
We put lay away, on shit that only cost a few bucks/
In school they had “Shelltoes”, I had “Olympians”/
With the weak-ass Velcro, lookin’ ridiculous/
I knew, way back then, we had to step it up/
Cause waiting for the bus in the snow wasn’t us/…”

Og senere på ‘In Love With The Moula’ gør The Infamous et vellykket forsøg på at sætte ord på, hvorfor de er forelsket i de grønne $-sedler og deres værdi.
Det eneste direkte dårlige nummer er ’Backstage Pass’, som med sin uinspirerende rap, og ynkelige, halvelektroniske beat på patetisk vis forsøger at snige sig vej til et par trendy clubhøjtalere. Og hvor er det dog ubeskrivelig kedeligt at høre om, hvor mange groupies man kan lokke til sig med, ja, et backstage pas.
Albummet rundes af, med endnu et Havoc produceret nummer, hvorpå det samme sample som nummeret ’Tick Tock’ med Nas & Prodigy fra Alchemist’s ’1st Infantry’ album er brugt, til at skabe et næsten identisk beat – mærkeligt. I hvert fald leverer Mary J. Blige denne gang et lækkert hook til nummeret som hedder ’It’s Alright’, og afslutter albummet på ganske udmærket vis.

Hvis man har accepteret at The Mobb formentlig aldrig mere vil levere os numre som ’Survival of The Fittest’, ’Shook Ones Pt.2’, ’Drop A Gem On Em’ etc. etc., ja så er ’Blood Money’ et helt udmærket album, som på næsten alle måder markant overgår de to forrige. Mobb Deep har med deres nye album placeret sig selv meget højt på listen over kvalitetsmusik inden for rappens mainstreamgenre – og tjener samtidigt penge på skidtet! Vi er i øvrigt så godt som totalt fritaget fra de ellers obligatoriske “G-G-G-G-UNIT”-råb. Så måske var det ikke så slemt at de to QB drenge signede med Curtis ’Million-Dollar-Budget’ Jackson, som Prodigy kalder deres nye chef på førstesinglen.

Jeg er i hvert fald positivt overrasket, og tildeler 4 velfortjente spots.

Skrevet af Falco Lamb 17.05.2006 arkiveret under Anmeldelser |