Lidt over to år efter det anmelderroste stykke ‘Nøddeknækkeren’ væltede teatret Aveny-T på Frederiksberg Allé, har Steen Koerner og co. igen valgt at prøve kræfter med de fire elementer på de skrå brædder – denne gang i anledning af hiphoppens 30 års fødselsdag. Det er blevet til stykket med den noget akavede titel ‘Hip-Hip to the Hop’. Besætningen er stort set identisk med ‘Nøddeknækkeren’ og tæller blandt andre: Clemens, Yo Akim Hjejle og Josephine Raahague. Forudsætningerne for en god aften er i hus.

Efter en kold fad gør vi, sammen med familien Danmark, klar til at indtage salen. Et utal af børn med tilhørende forældre er mødt op og det lykkes kun hurtigt at skimte et par teenagere, blandt de delvist behårede isser på ældre mænd. Scenelyset tændes og scenen der er sat op som en togstation, med tilhørende graffiti, fyldes af en meget kraftig ballerina. Ballerinaen danser tungt og klodset, ja nærmest vælter henover scenen. Ved nærmere eftersyn viser ballerinaen sig at være Clemens og så er stilen lagt. Derefter får vi selskab af en mand i jakkesæt i stærke farver. Han prøver forgæves at rime, uden det store held. Publikums latter fylder salen. Derudover var det svært at se nogen pointe. Men sjov var det og publikums kontakten var etableret lynhurtigt.

Da latteren har lagt sig er det tid til breakdance-gruppen med det hestepige inspirerede navn: The Flying Horses. Steen Koerner introducer den multietniske gruppe på gebrokkent engelsk. Efter et par forsøg lykkes det at få publikum til at give The Flying Horses en overordentlig varm velkomst, og medlemmerne begynder at introducere sig selv. De i alt 11 medlemmer fra hele verden, iført mekaniker tøj, udfører hver især en række moves, hvoraf hoveddelen er meget imponerende og sjove. Der er alt fra 7-dobbelte headspins, til en stor afrikaner der meget overbevisende bevæger sig i slowmotion til scenekanten og scorer et kindkys fra en af publikummerne.
De bliver hurtigere vildere og vildere, og et af højdepunkterne må være da det lykkes at få en lille knægt på 8-10 år med på scenen og danse electric boogie.
The Flying horses slutter rimeligt brat, og med en blanding af fascination og ondt i lattermusklerne går vi til pause.

Efter pausen er det tid til anden del af showet som er døbt ‘re:start’. Det er den mere seriøse del af stykket og den skydes i gang med et smukt rim ”Der er intet som guld i hvidt sand, der kan afspejle et helt land. Der er intet som en togstation, der kan afspejle hele vor nation”. Nu fyldes scenen af travle forretningsmænd der går synkront, en bums med en medalje, en Securitas-vagt uden noget at lave, en politimand og en togkontrollør med 2 meter lange ben, sidstnævnte spillet af Clemens.
Clemens fungerer genialt som en rimende storyteller, samtidig med at historien fremføres af breakerne fra The Flying Horses. Historien starter med en maler, der er ude og male. Han maler over en anden malers piece, det finder den anden maler ud af og går amok. De skændes og det ender med, at den første maler bliver skudt af den anden maler. Tragedien rammer lynhurtigt avis forsiderne og blandt folk på togstationen stiger angsten for hiphoppere. Et meget rammende eksempel på den virkelighed mange hiphoppere møder, når den fordomsfulde dansker møder noget ukendt, som f.eks. indvandrere eller hiphoppere.

Det eskalerer dog også til en hurtig-rimende posedame, der slynger om sig med anklager mod USA, Kyoto-aftaler osv. Posedamen er velspillet og godt rimende, dog føles det unødvendigt at føre tingene op på så højt et niveau i denne forestilling. Samme forvirring føler jeg da et oversminket par kommer på scenen og dansende fortæller en historie om misforståelser i parforhold.
Jeg er efterladt med en smule forundring efter disse to fede, men underlige indslag. Men umiddelbart efter kører historien om fordomsfulde danskere videre.

En tilfældig hiphopper står på togstationen, fyldt med fordomme og onde blikke mistænker omkringstående personer ham for at have en bombe i hans sportstaske. Han omringes af en gruppe mænd. Det bliver for meget for ham og ved hjælp af et headspin, får han dem alle slået til jorden. Det resulterer i, at en politibetjent trækker sin pistol men i forvirringen får skudt bumsen i stedet.
De andre personer på stationen indser, at det er gået for vidt, og historien ender lykkeligt og en anelse for hollywoodsk med, at bumsen er blevet ramt på medaljen og overlever.
Clemens afslutter stykket med ”Du skal ikke græde over spildte milkshakes. Vi kan snakke om tingene over te og 10 steaks”.

Sten Koerner har lavet et rigtig fedt teaterstykke om hiphoppens verden. Det åbner folks øjne for de fordomme, der findes i det danske samfund overfor det ukendte. Stykket giver stof til eftertanke og er samme tid vældigt underholdene og til tider overordentlig morsomt. Clemens rimende fortælling hele anden del af showet fungerer perfekt, og han er som tidligere beskrevet et genialt valg som storyteller. Yo Akim Hjejle gør også et flot arbejde med musikken, styret fra en barnevogn bagerst på scenen.
Det eneste der trækker fra, er kronologien i historien. Det føles forvirrende, at historien om fordomme splittes af posedamer og problemfyldte parforhold. Det kunne have været gjort meget bedre, hvis de havde haft mere tid, så man kunne nå at forstå ideen med de to indslag. Men på trods af det lille sidespring er historien hurtigt på sporet igen og afsluttes godt.
Det er ikke ‘Nøddeknækkeren 2’, men derimod et lille flot stykke om hiphop på godt og ondt.

‘Hip-Hip to the Hop’ spilles kun 12 gange fra torsdag 17. Maj til 1. Juni på Aveny-T. Se www.aveny-t.dk for mere info.

Gæsteanmelder: Jhani

5 ud af 6 spots.

Skrevet af Gæsteskribent 19.05.2006 arkiveret under LiveSpot |