29.06.2006

Roskilde 2k6: Max Peezay @ Pavillion Jr.

peezay3.jpg“Grime på svensk” står der i programmet – spøjst lyder det, men klart værd at undersøge nærmere. Det er hvad der sker, når Tom Piha fra svenske Fjärde Världen tager Londonattituden på og bliver til Max Peezay, der tager Pavillion Jr. med storm, og får hele teltet til at hoppe i bedste drum’n’bass-stil.

peezay1.jpgSelvom der er langt hjem til Stockholm fra Roskildes mudrede vidder, er der en hjemmebanefordel at høste for Max, idet Pavillion Jr. er propstoppet med svenskere. Vore kære blågule naboer er kendt for at være særligt patriotiske på Roskilde, og i aften er ingen undtagelse. Men man forstår dem godt. De hårdtpumpende beats og energien fra scenen lokker omkringstående ind i teltet. Der skal ikke herske tvivl om at Max og hans kumpaner er kommet for at feste!

peezay5.jpgForsinket af mudder og armbåndsrestriktioner (curse you, jävla turkisfarvede armbånd!) ankommer undertegnede lidt inde i sættet. Max Peezay har iklædt sig en grå T-shirt med teksten “Max Peezay”, så man ligesom ved, hvem der er hovedperson. Med sig på scenen har han Nimo og Mackan fra Fattaru samt DJ Juuso. Rimene spyttes på Stockholmsk i et tempo, der med rette kan kaldes britisk. Selvom ens svenskkundskaber lægger sig fladt ned på maven og vifter med et hvidt flag i denne sammenhæng, kan man sagtens nyde flowet i teksterne der ligger næsten perfekt on-beat og komplimenterer de lækre, uorganiske produktioner. De første numre lyder ret drum’n’bass-agtige, anno ’94. Cool og dansabelt, meeen grime er det altså ikke. De polerede produktioner har ikke den dér karakteristiske, skarptslebne kant. Og den dystre stemning? Hvor er den, om man må spørge?

peezay4.jpgNetop som man er ved at afskrive svensken som en jävla dumskalle, der ikke kender forskel på drum’n’bass og grime, ændrer musikken karakter. En ildevarslende undertone sniger sig ind og gennemsyrer Max Peezays lyd. Mon ikke Max Peezay godt ved hvad grime er, og han mestrer genren til nær det perfekte. De høje knæhop er muligvis jungle, men de snerrende beats efterlader ingen tvivl om hvilken genre, vi befinder os i.

peezay6.jpg“Kender I en gut, der hedder Fattaru?” spørger scenens hovedperson skælmsk. Jo, publikum kender godt Fattaru, så godt endda at da spørgsmålet lyder “kender I deres nyeste single?”, som kommer der rent faktisk et rungende – og tilsyneladende oprigtigt – svar. Jamen, så spiller drengene da bare et nummer fra singlen også. Godt lyder det! Nu snakker vi jo grime, selvom det foregår på jävla svenska, og i den sammenhæng skal det slås fast at showet ikke er på niveau med Dizzee Rascal i ’04. Der er et godt stykke vej til Dizzies uforlignelige flow og bidende beats. Men hey, det er også jävla uretfærdigt at sammenligne med grime-scenens wunderkind no. 1.

peezay2.jpgMax Peezay og hans to supportere leverer et rigtig vellykket show,og de virker meget mere scenevante end Dizzee gjorde: Der er ingen slinger i valsen, og drengene er on fiyaaaah, professionelle og topunderholdende hele vejen igennem. Hvem skulle have troet det, men grime på svensk viste sig altså at være en virkelig/jävla god idé!

Mere om Max Peezay her!

5 ud af 6 spots
5 RapSpot Spots
fotos: The multi-talented mismarie

Skrevet af Mismarie 29.06.2006 arkiveret under LiveSpot |