03.08.2006

Roskilde 2K6: Forrest i konvojen – Natasja i hængekøjen (interview)

natasjaforside.jpgDet er en ombejlet dancehall-dronning, man møder i Pavillions backstage-område søndag eftermiddag. Natasja er omgivet af kameraer og nysgerrige personer, der stiller spørgsmål. Hun snakker i et væk, og lader til at være ved at boble over af glæde. Det lykkes til sidst at få lokket hende ud i en hængekøje under den blå, blå Roskildehimmel, hvorefter interviewet kan begynde.

“Hååårh, hvor har jeg det godt…”, udbryder Natasja og griner. Hun er stadig meget optaget af sin koncert, og kommenterer på de lydproblemer, hun oplevede på scenen. “Jeg har to korpiger og et helt band, og de skal allesammen være tilfredse! Hvordan lød det? Jeg har jetlag og jeg er så træt, jeg var en zombie deroppe. Jeg gav den 90% men jeg ville rigtig gerne ha’ givet 110%! Folk var for fede at høre på, de var vilde og glade. Ja, næste gang bliver det vildere.”

Natasja_onstage.jpg
Har du fået hørt noget musik her på Roskilde Festivalen?
“Jeg har ikke hørt en skid, jeg skal bare ned og høre Damon Jr. Gong Marley, men jeg har hørt han har aflyst?” (og det rygte viste sig at være sandt, red.)

Jeg vil starte med at sige tillykke med konkurrencen (Natasja har vundet musikkonkurrencen Irie FM Big Break Contest på Jamaica – læs evt. mere her) , men det har du vel hørt før?
“Det har jeg hørt SÅ meget på Jamaica, det har været så fantastisk at høre det dernede. Fra kioskmanden, den hjemløse på gaden, ham der sælger mig benzin og i lufthavnen: “Yo Natasja, you are de winna, congratulations!”

Hvad betyder Jamaica for dig? Er det ligesom at komme hjem?
natasja_håndklæde1.jpg“For mig er Jamaica min forbindelse til musikken, men det begynder at føles som et hjem, jeg forstår mere og mere, hvorfor jeg var så vild med det, da jeg var yngre. Den sang jeg vandt med i konkurrencen i år, ’45 questions’, skrev jeg om mine oplevelser, da jeg var på Jamaica sammen med Karen (Mukupa, red.) i ’96, hvor vi rejste rundt og lavede nogle for sindssyge ting! Det er en sang med vibes i, og den har Jamaica-potentiale. Ham der skulle vælge sange til konkurrencen skulle vælge 4 sange fra mit album, og han valgte bl.a. Summercute og Weedtune , men de kunne ikke bruges i konkurrencen, fordi de indeholder bandeord. Så han indleverede altså ’45 questions’, som er produceret af Mad Professor. Jeg syntes mange af mine andre numre rykkede mere end ’45 questions’. Jeg kunne ikke forstå, hvor alle var så vilde med den. Jeg synes den er lidt kedelig, og den går for langsomt live, og det fik jeg så bekræftet i dag på Roskilde…”

– Her indfinder sig et større drama med væltet vand i hængekøjen, og druknende sandwiches samt en diktafon i havsnød. Natasjas entourage er ved at udvandre, og hvad er en dancehall-dronning uden sit hof? “Neeeeej, I må ikke gå fra mig”, beder hun, “jeg kan ikke følge med!” Hun bliver dog beroliget af sine buddies, som sætter sig og venter ved et bord.

Har du nogle yndlingsnumre på pladen?
“Jeg har et par stykker: ‘Bonfire’ – fordi det er anderledes, og har et specielt strejf. Det er én, der hedder Emo, der har lavet det. Så kan jeg godt li’ ‘Restless’, det fungerer fedt!

Natasja_hængekøje4.jpgSynes du din genre får nok opmærksomhed?
“Jeg vil sige at da Bikstok-bølgen kom, var det mere end nok. Det var dejligt at se at der kom så meget opmærksomhed. Pressen opdagede Dancehall-bølgen efter publikum, og medierne kan dræbe, og de kan bygge op. De kan ødelægge alt, og de kan skabe alt.”

Det lader til at det betyder meget for dig at få skabt opmærksomhed omkring nogle bestemte budskader, her tænker jeg bl.a. på din medvirken på ‘Underlyd’-opsamlingen og din involvering i Christiania-sagen.

“Jamen, det betyder da meget for mig. Det med Christiania, det kommer fra hjertet. Jeg er kommet derude, siden jeg var 10 år gammel, hvor jeg ikke rigtig vidste, hvad Christiania var for noget. Jeg boede på Bryggen, og der var ikke så langt til Christiania, hvor man kunne ride på heste og købe berlinere henne hos bageren. Christiania udvikler sig også på en negativ måde, ligesom resten af verden. Alligevel er Christiania positivt anderledes. Det respekterer jeg rigtig meget, og jeg tager virkelig hatten af for dem, der skabte det og som bevarer det for at have en oase i byen. Christiania er en del af det at være Københavnerbarn, gå i skole inde i byen, fyre den af om sommeren og lave reggae. Så selvfølgelig kommer sådan en Christiania-sang fra hjertet.”

Hvad er din opfattelse af hiphop-miljøet i forhold til reggae-miljøet? Ser du dig som en del af begge miljøer?

“Ikke så meget af hiphop-miljøet. På en eller anden sjov måde, så er hiphoppen mere blinget og smart. Karen og jeg startede jo med No Name Requested dengang ude i klub 47 sammen med Dope Solution, Rockers by Choice, MC Einar og alle de andre. Ikke for at nævne nogle navne, men der er nogle unge hoveder, som ikke var med dengang, da Karen og jeg startede, som lavede en dansk hiphop-opsamling, hvor mig og Karen ikke er taget med. Men vi var der jo dengang, og vi var en rimelig stor del af det! Ja, jeg føler mig som en del af hiphop-miljøet, men hiphop-miljøet rykker hurtigere. Ja, undskyld jeg siger det, Niarn, ingen disrespect, jeg synes du er en fed knægt og du rapper sikkert rigtig fedt på scenen, jeg har ikke engang set dig live, men hele det dér AA-trip, og alt det dér kommercielle med hiphoppen, der kan jeg ikke være med. Der synes jeg reggae er mere real. Det er nok fordi jeg er en gammel krage at jeg relaterer mere til de gamle folk i hiphoppen: MC Cale, Phase 5 og Al. Det er noget Niarn måske ikke ved noget om, for dengang var han ikke født endnu. Fuck that shit. Niarn, du rykker, selvom jeg synes du stinker!”

Natasja_sunburst.jpgVi er jo nok nogle stykker, der har set billeder af dig fra Tidens mand, hvor du er ret sparsomt påklædt. Hvad er dine bevæggrunde for at lave den slags billeder?
“Der er alle mulige drenge, der har smilet til mig, som om de har set mig et eller andet sted før. Så tænker jeg: Hahaha, ham dér, han har læst det blad! Så ved jeg bare det er nogle grisebasser, der læser Tidens mand! …. Men har du været på Bellevue Strand? Så behøver jeg ikke sige mere. Dér har du svaret…

Den skal jeg lige ha´ udspecificeret. Vil det sige at du mener nøgenhed er en naturlig ting?
“Nej, det er ikke naturligt, men jeg tror der er en skabsstripper gemt i os alle, jeg kan godt li’ at stå foran spejlet og trække maven ind. Så ved jeg ikke om andre også har det sådan… – Og jeg fik 10 millioner for det, såeh… hahaha! Men jeg er sur over at de har brugt det i Ekstra Bladet i forbindelse med at jeg har vundet konkurrencen, det synes jeg er noget pis. Bare fordi de har nogen sleazy billeder af mig! De er lavet til Tidens Mand, og ikke til Ekstra Bladet.”

Tror du de mænd, der har købt Tidens Mand også vil købe dit album?

“Det håber jeg! Fordi så kan det være jeg laver nogle flere billeder! Køb pladen, hele coveret er en stor kalender! Hahahaha!”

Hvad betyder Karen for dig som veninde og professionelt?
(Her bliver Natasjas stemme helt blød.) “Hallo, jeg har virkelig savnet hende på Jamaica. Karen, hun er sjov, for hun er så pissefed på reggae! Hun ved det ikke selv, så viser det sig at hun er supergod på reggaerytmer. Hun gør det rigtig godt, selvom hun tror hun kun kan lave hiphop og r’n’b.”

Nu er du så blevet en rigtig celebrity på Jamaica. Hvad tror du det kommer til at betyde for dig mht. fremtidige samarbejder f.eks?
Faktisk havde jeg tænkt mig at tage til Jamaica uafhængigt af konkurrencen for at arbejde med nogle mennesker, som jeg gerne ville arbejde med og komme på nogen af de nye jamaicanske rytmer. Men så kom jeg med i konkurrencen i sidste øjeblik, jeg gik igennem og jeg fucking vandt! Derfor er der nogle døre, der har åbnet sig for mig. Selvom jeg har været der i to måneder, og har lavet en masse benarbejde, er jeg nu endelig kommet ind i de rigtige studier, og har fået kontakt med de helt rigtige mennesker. Men det har også været pissedyrt for mig at være der, at rejse frem ig tilbage. Pissesvært, hårdt og dyrt!

Der falder de 10 millioner fra Tidens Mand på et tørt sted…

Ja, det er jo det, de gør!

Kan vi få nogle navne på folk, du beundrer og gerne vil samarbejde med?
Don Corleone, Jr. Gong og Buju.

Når det nu er slået fast i diverse medier at du er Danmarks dancehall-dronning; hvem er så kongen af dansk dancehall?
“På det internationale plan og i forhold til engagement, bedrifter og præstationer bliver jeg nødt til at sige Mr. Chin. Han deler tronen med Bikstok.”

Her takker jeg for interviewet, og lader Natasja kæmpe sig op af hængekøjen og finde sine venner, som er på vej ud på festivalpladsen for at nyde solen og Roskildes sidste krampetrækninger.

Skrevet af Mismarie 03.08.2006 arkiveret under Interviews |