Mandag. Jeg havde svært ved at forestille mig, hvordan en koncert med et stort internationalt navn som Fat Joe ville se ud, på en sådan aften. Hvor mange ville komme? Hvem ville komme? Hvad ville han spille? Ville det være gamle street-numre eller hans nye poppede stil der skulle komme til at præge koncerten? Ville det overhovedet fungere?

Aftenens koncert skulle vise sig at være en pose blandede bolsjer.
Især spørgsmålet om hvilket slags publikum der ville dukke op, havde jeg tænkt over. Da jeg midt i Johnsons opvarmning mødte op i Store Vega, synes jeg umiddelbart ikke crowden virkede så anderledes end den plejer til hiphop-shows.
Selv om der på dette tidspunkt stod masser af folk i baren, var der temmelig proppet i hele salen.
Godt nok var der lukket af på balkonen, hvilket jeg plejer at synes er en fed ting, da det tvinger publikum ned til festen i stedet for at de står stille og glor oppe ved gelænderet. Anyway – der var som sagt en god portion mennesker og de gav den op til en velleveret ‘Kig Forbi’ samt andre Johnson numre, der blev spillet ca. en halv times tid.

Jeg overhørte tilfældigvis en Vega medarbejder nævne at aftenens andet opvarmningsnavn var Ron Artest, og i tankerne, bladrede jeg efter hvor det nu var, jeg havde hørt det navn før. Endelig huskede jeg den gang jeg, over nettet, bestilte Canibus’ sidste album og ufrivilligt fik smidt et ’Canibus & Ron Artest – Tru Warrior Allstars’ mixtape i nakken. Jeg mindedes også at jeg kun hørte det en enkelt gang, men tilgengæld kunne jeg ikke huske hvor jeg siden smed cd´en hen.

Da Ron Artest (som desuden viste sig at være en ret pumpet basketballspiller) gik på scenen, med tre af sine venner (Tru Warrior Crew?), satte de hurtigt godt gang i festen, ved at sprinte rundt på scenen, rappende over tykke, tunge beats, som senere udviklede sig til en form for ret hardcore crunk, eller i hvert fald noget i den stil.

Jeg bemærkede at flere af Ron Artests vers var playback, og skønt hans tre venner var hurtige til at backe up, blev dette flere gange afsløret. Man skulle da ellers tro at det ville være muligt at klare den med en almindelig instrumental, når man nu var fire rappere + en DJ på scenen. Jeg må indrømme at jeg synes det meste af hans/deres musik lød ligeså rædselsfuldt, som det mixtape jeg ejer/ejede. Men når det er sagt, så må man give drengene (som vist er fra QueensBridge) at de var super gode til at varme op. De satte voldsomt gang i publikum, delte ud af en buket røde roser til aftenens damer, og et glas X.O. til et par af herrerne forrest ved scenen.

Det eneste tidspunkt man rigtig kunne mærke det var mandag, var da Fat Joe ca. 20 minutter senere gik på scenen, og dermed overholdt tidsplanen. Det skulle hurtigt vise sig at han havde medbragt Terror Squad, samt et par andre venner, så der var hele otte mand på scenen. Det var til gengæld tydeligt at se hvem der var bossen, for TS-medlemmerne fik udover deres backup-rap, nærmest ikke et ord indført, mens det resterende line-up tilsyneladende kun var med for at se rå ud, og sørge for håndklæder og vand til den buttede rapper.

Fat Joey Crack lagde heftigt ud med et af de meget korte vers han har på nummeret ‘Twinz’ med Big Pun, og så var det ellers bare videre med bangers som den Just Blaze producerede ‘Safe 2 Say’ (The Incredible) og ‘My Lifestyle’ fra J.O.S.E. albummet. Stemningen var virkelig fed og samtlige numre (der dog ofte kun bestod af et enkelt vers + hook) høstede enorme bifald fra det mere end veloplagte publikum, som slet ikke var bange for at socialisere sig via håndkastning. Fat Joe var hurtig til at erklære sin kærlighed til København og var, ligesom jeg, interesseret i hvilke slags fans der var mødt op til hans show: ”How many of ya’ll have been down with Fat Joe since day one – If you only know me cause of ‘Lean Back’, don’t raise your hand” råbte Joe og blev tilsyneladende både overrasket og imponeret da ca. 85 % smed hånden i vejret hvorpå han bad DJ’en om en classic – og det var lige hvad vi fik!
Det var ubeskrivelig fedt da ’93-klassikeren ‘Flow Joe’ bragede ud af Vegas højttalere og tændte op under folk med det samme; det blev endda endnu bedre øjeblikket efter, da bangeren ‘Succes’ dannede aftenens klimaks.

Koncertens største problem opstod i den mærkeligt akavede situation Joe satte os i, da han vendte 180 grader, og begyndte sin poppede del af showet. Netop som det blev rigtig fedt, skulle han lige spille et par numre ”for the ladies” og han var, til min store ærgrelse, ikke bange for at servicere damerne i laaaang tid. Det kvindelige køn fik serveret lige fra ‘We Thuggin’ med R. Kelly til ‘Get it Poppin’ med Nelly. Selvom en stor del af de forreste tilskuere holdt humøret højt, var der også et par utilfredse koncertgængere, som fik gjort Joe sur (vist nok med et skilt jeg ikke kunne læse). Om det var de samme gutter der senere deltog i et slagsmål og fik Joe til at stoppe op midt i nummeret ‘New York’ skal jeg ikke kunne sige. Han vendte i hvert fald tilbage med en ret svag levering af ‘Lean Back’, efterfulgt af den obligatoriske R.I.P-bøn til de faldne krigere i rapgamet, dissede 50 Cent, forlangte vredt at en ryger slukkede sin cigaret og spillede et par Big Pun numre hvorefter han smuttede.

Fat Joe vendte selvfølgelig tilbage til scenen, med et par af sine nye tracks. Jeg husker det ene nummer for et omkvæd der bedst kan beskrives som en ned-pitched stemme som mumler noget om en revolver og det næste som et eller andet puertorican–partyboy-nummer der mindede mig om sidste udspil fra N.O.R.E.

Alt i alt endte mandag aften med et forholdsvis dårligt show, til en alt for høj billetpris. Retfærdigvis skal det understreges at der var enkelte øjeblikke som var fremragende, men der var ikke rigtig nogen, udover hovednavnet, der bidrog til kvaliteten af showet. DJ’en fyrede konstant op for gunshots, 6 mand fyrede op for håndklæder, vand og larm og den gode Joey Crack selv, væltede alt for meget rundt i hip-pop universet, så det samlede resultat lander desværre kun på 3 ud af 6 spots.

3 ud af 6 spots

Foto: Marie Zia.

Skrevet af Falco Lamb 10.08.2006 arkiveret under LiveSpot |