Manden som er døbt Michael Jackson, men som får sin løn af pladeselskabet Stones Throw, modtog med hans 2004-debut ‘The Disrupt’ blandet, men overvejende positiv kritik. Nu er produceren og rapperen, som på den musikalske scene kalder sig Oh No, tilbage for at smide anden omgang på gaden – denne gang et konceptalbum med titlen ‘Exodus Into Unheard Rhythms’.

Vi har at gøre med et konceptalbum, da samtlige numre bygger på samples fra musikken skabt af den nu 78-årige pianist Galt Macdermot.
Som aktiv musiker siden 1960’erne og med en stor diskografi på samvittigheden, har den aldrende mand, ikke mindst på grund af soundtracket til gigant-musicalen ‘Hair’, skabt sig legendestatus i musikkens verden. Det er da også langt fra første gang at Galt’s musik lægger fundament til hip-hop musik. Eksempelvis har Oh No’s egen storebror Madlib, lånt et par samples til hans værre side; Quasimoto. Desuden har kunstnere som Gangstarr, The Beatnuts, Masta Ace og ikke mindst Busta Rhymes (på ‘Woo-Hah!!’) haft glæde af Macdermot-samples – just to name a few.

På ‘The Disrupt’ rappede Oh No på de fleste numre, og Madlib stod for dele af produktionen. Men på ‘Exodus…’, har Oh No været beatsmed på samtlige numre og optræder kun enkelte gange som rapper. Dette er dog ikke ensbetydende med at vi bliver spist af med et halvt instrumentalt album, for der er gæsterappere på – ja, alle numrene!

Selvom albummet ikke lavet efter en skabelon som så mange andre nutidige udgivelser, kan man mere eller mindre dele pladen op i de tre typiske stilarter: braggin’-rap, temanumre og storytelling.

Numre hvor en rapper blot har den dagsorden, at fortælle lytteren hvor sej og cool vedkommende er, er at finde på praktisk talt alle nutidige rapudgivelser – men denne plades blærerøvs-tracks er af absolut bedste skuffe.
Tag bare singlen ‘Gets Mine’ hvor Oh No med Boot Camp-rapperen Buckshot, formår at lave et gennemført nummer, der ikke handler om meget andet end hvordan de får hverdagen til at hænge sammen ved hustlin’. Eller ‘Beware’ med Cali Agents, hvor Oh No forsyner med blæseinstrumenter samt en dame samplet til konstant at råbe ”Bewaaare”, mens vestkyst-agenterne forsikrer lytteren om hvor dårligt en idé det ville være at lægge sig ud med dem. ‘Smile A Lil Bit’ er over Oh No’s feel-good-vibe, en opfordring fra De La Souls formand Posdnuos, til at smile mere, læse flere bøger og tænke sig lidt mere om.
Murs udnytter et beat tilført et Big L-sample til at folde sig mere end nogensinde ud på ‘In This’:

“/I make music unbelievable inconceivable
To the average MC, those who don’t understand how
savage I be M-U-R-S
But so far from PC, 80 gear car drive
512 MB, rip your audiofiles
To shreds of the head when amped to the point, I want every rapper dead”

Tracks der kan kaldes tema-numre er fx ‘Black’, gæstet af Wise Intelligent, der handler om hvordan livet som sort i USA kan være hårdt og uretfærdigt. Det lyder som en ekstrem genbrugt kliché, men ved hjælp af hans frustrerede røst til gennemgående at argumentere for sine påstande, lykkes det Wise nærmest bedre end nogen anden at oplyse lytteren om problemerne i de amerikanske parallelsamfund som raceskellet skaber.

Ligeledes er nummeret ‘To Be An MC’ en beskrivelse af en sur tilværelse. Rapperen K Jay fortæller her med et syngende omkvæd, samt et par ganske udmærkede rapvers, om hans liv som rapmusiker på godt og ondt. Hvis man ikke lige fanger pointen i hans tekst, er det godt at han på næste track, en interlude, skærer ud i pap, at det nærmest uanset talent, ikke kan betale sig at begynde en rapkarriere: ”Go get a fuckin’ job, shit’s like a drug – I’m addicted to this shit”.

Hverken ‘Black’ eller ‘To Be An MC’ fremstår som brok eller virker som ynkelig selvmedlidenhed, men tværtimod som fakta fra en verden mange af os ikke er ordentligt bekendt med. Produktionerne er som man kender dem fra ‘The Disrupt’, alternativt og uforudsigeligt skruet sammen, dog ikke i helt så høj grad, og med langt mere harmoni og lyse toner. Der er mindre fysiklokale over produktionen, da den er mindre eksperimenterende, men det er stadig ekstremt opsigtsvækkende beats vi har med at gøre, og det skaber en klarere kemi mellem vokal og beat, at hvert enkelt nummer forfrisker pladen med nye gæster.

Storytelling fremkommer først i form af sangeren Aloe Black, der fortæller en personlig beretning om en bilulykke der nær tog livet af ham, men som han endte med at overleve – måske fordi han bad gud om en ‘Second Chance’. Produktionen bestående af yderst vellydende, men samtidig lettere stressende, strygere, tvinger lytteren til at følge intenst med i Aloes følelsesladede historie.
Langt mere kompliceret bliver historiefortællingen på ‘Hank’ med LMNO. Rapperen hvis navn tydeligvis er nappet midt ud af alfabetet, er ikke blandt verdens mest talentfulde, rent flow- eller rim-mæssigt. Men alligevel formår han at fortælle historien om en fyr ved navn Hank, som forsøger at tømme et pengeskab i en bank bl.a. ved at danne venskab med personalet for senere at infiltrere banken:

/Years ago, he put a microcamera in the hall/
Got the securitycode, keys and all
He hit the spot, didn’t get caught
Tip-toed his way, over to the vault
Cracking the safe he was extra nice
Respected Gene Hackmans role on ‘The Heist’
He cracked the safedoor fairly wide
He was already white, but now he’s whiter than rice
It was an empty vault to his surprise
There was no kind of money in front of his eyes

LMNO er som nævnt ikke verdens bedste rapper, men med denne meget detaljerede, lange og usædvanlige historie, tilført et af pladens bedste produktioner, drukner dette faktum totalt og skaber et fantastisk nummer.

‘Exodus…’ har kort fortalt det hele: Top professionelle rappere med fantastiske vers, sangere med en masse at byde på, og sidst men ikke mindst varierende suveræne beats, med en uovertruffen lyd aldrig før hørt.

Eneste minus, er numre som ‘Know Better’ med Wordsworth, ‘Lights Out’ med Frank N Dank og ‘No Aire’ med Vast Aire fra Def-Jux-duoen Cannibal Ox. Selvom disse numre kunne være blandt de bedste på andre post-2000 udgivelser, lever de ikke helt op til den standard, albummet ellers hele vejen igennem bærer med lethed. Virkelig ærgeligt, for Oh No er meget tæt på at ramme pletskud med hans nye album.
‘Exodus into Unheard Rhythms’ er trods alt det bedste jeg hidtil har hørt i 2006, og fortjener ud over 5 store spots, en fornem plads blandt de bedste Stones Throw-udgivelser.

5 ud af 6 spots

Skrevet af Falco Lamb 28.08.2006 arkiveret under Anmeldelser |