“This shit is a fuckin’ emergency, evacuate the fuckin’ premises bitch, it’s a fuckin’ fire goin on in here – J Dilla”. Sådan brydes stilheden af ingen ringere end Busta Rhymes, på intronummeret til ‘The Shining’ – Albummet som er begyndelsen på slutningen af karrieren til den afdøde producer/rapper J Dilla.

J Dilla eller Jay-Dee døde i starten af 2006, som følge af sygdommen Lupus, men efterlod en masse musik til et par albums, hvorpå sidste hånd er lagt af producerkammeraten Karriem Riggins.
Som sagt starter ‘The Shining’ med et intronummer, der egentligt hedder ‘Geek Down’, og er en af de særeste og mest specielle måder jeg nogensinde har oplevet et album begynde. Efter Busta’s aggressive erklæring, spiller Dilla’s beat instrumentalt – en komplet forskruet og forvrænget udgave af bl.a. Beethovens femte symfoni, med så mange melodier og tilførselsinstrumenter at Beethoven formentlig allerede har vendt sig et par gange i graven. Om det lyder rædselsfuldt eller fantastisk må være op til den enkelte lytter at vurdere. Ingen vil i hvert fald gå ubemærket forbi denne intro. Busta Rhymes spytter dog kun en enkelt linje, før han giver ordet videre til sidste års yndling; Common, på nummeret ‘E=MC2’.

Dilla får livet til at virke skønt, ved at have produceret et nummer der viser hans bedste side. En unik stil med alternative bas tilførsler, tonsvis af små originale samples, hamrende trommer og i denne omgang også et filterbedækket, nedpitchet sample der nøgternt staver den matematiske formel, som altså er nummerets titel. Common virker frisk og er godt valgt ud som vokalist. Lyden er sød men hård, pæn men beskidt. Alt dette, smeltet sammen til en højere enhed. Ligesom mange af de fabelagtige beats på Jaylib (Jay-Dee & Madlib) pladen som kunne gøre en hver hiphopkender rastløs i S-toget. J Dilla når det er bedst!
Omtrendt ligeså godt er det på ‘Love’ med Pharoahe Monch. Her er brugt samme formel af magi, men alligevel er en komplet anden lyd skabt. Flydende strygere og tilpas forfriskende horn baner vejen frem for det fængende omkvæd ”We must be in loooove”, skiftevis med Pharoahes altid lækre preacherman rap. Det er rigtig godt. – Nej, det er fantastisk.
Allerede her er lytteren overbevist om at dette album er noget rigtig vigtigt. Desværre er det ikke tilfældet. Porten til paradis lukkes her.

Gnarls Barkley udgav tidligere på året et super godt album der kun varede 38 minutter, så det skulle umiddelbart ikke være en forhindring for ‘The Shining’, at dets spilletid kun er 36 minutter. Men på nummeret ‘Baby’, erfarer man at de bedste kort er lagt og albummet får hurtigt noget at hente ind. Her deltager den middelmådige rapper Guilty Simpson og en meget usynlig Madlib, hvor sidstnævnte rapper sig komplet ubemærket gennem nummeret, der er præget af et egentlig lækkert beat han selv har hjulpet til på, men som uheldigvis kvæles mere eller mindre af et ret forstyrrende ”BABY”-sample der spiller en alt for væsentlig rolle i det ellers udmærkede nummer.

Lyden er som sådan fed nok, på den stille og ret flotte ‘So Far To Go’ med den sjælede D’Angelo, og Common atter engang:

Let go, and let me live inside you
What your mouth don’t say, baby your thighs do
I want us to arrive to-gether
I love it when the weather
Is wet and sticky, some do pick me
As being conscious, Yeah I use my head
It was you that fed, my appetite for seduction
Biting and cussing, makin’ love and ..‘ahh’”

Det er udmærket, ligesom det er ganske fint på fx ‘Dime Piece Remix’ med Dwele. Problemet er bare, at på trods af kvaliteten i både produktion og vokal, er det temmelig kedelige numre, som ikke er helt smukke og rørende nok, til at være noget stort.
Blandt numre som skiller sig ud fra mængden med en særlig originalitet, finder vi fx ‘Jungle Love’ gæstet af Guilty Simpson og Medaphoar, hvor det meget forenklede beat, næsten kun bestående af langsomme trommer, samt et elektronisk sample, huser de to rappere. Meget interessant at høre de første par gange, men nok ikke et nummer mange vil sætte på som det første om morgenen. Også på nummeret ‘Love Movin’’ med Roots rapperen Black Thought, præger originaliteten. Her med et beat der nærmest lyder som om en klapperslange, der fyrer den af med de vildeste dansetrin foran mikrofonen. Meget originalt, ret fedt, men igen – intet stort og nok ikke noget der vil holde særlig længe nogen steder.

Det er muligt, at ‘The Shining’ i Jay-Dee fanatikeres optik, betyder levebrød til resten af årtiet. Men jeg har valgt kun at tildele en middelkarakter. Albummet er med andre ord, for kort og ikke spændende nok til mere. Kun få numre begejstrer for alvor lytteren til at juble over superproducerens efterladenskaber.

Da Big Pun døde blev den udmærkede ‘Yeeeah Baby’ kort tid efter smidt på gaden, og året efter kom den meget bedre ‘Endangered Species’. Hvis vi er heldige gentager historien sig med den næste planlagte Dilla release – ‘Jay Loves Japan’.

Indtil da – R.I.P!

3 ud af 6 spots

Skrevet af Falco Lamb 04.09.2006 arkiveret under Anmeldelser |