Efter en lang dag, som blev tilbragt i luftrummet over London, og derefter på Manchesters togskinner, lykkedes det min kammerat og jeg at få scannet vores Jay-Z (!!!) billetter, og træde ind i Manchesters gigantiske M.E.N. Arena. Jeg vidste hjemmefra det var et stort spillested, men det her – var vanvid.
Det lignede Store Vega x 1000, og aldrig i mit liv har jeg set så mange mennesker i samme bygning. Der var dog en forholdsvis afslappet stemning i den enorme mørke sal, hvor publikum, os selv inkluderet, ledte efter sine pladser og sippede fadøl.

Efter godt et kvarters ihærdig søgen, fandt vi vores pladser, som lå ca. 50 meter oppe og til højre for scenen. Vi var imidlertid så imponerede og overvældede over bygningen og antallet af gæsterne, at det endnu ikke var gået op for os, at vores pladser var elendige. Det gik til gengæld op for os, da lyset klokken 21 slukkede, og Jay-Z iført hættetrøje samt tonerne til ’What More Can I Say’ trådte ud på scenen til de mange tusinde ROC-formede hænder og skrigende stemmer. Der var en rigtig god stemning og armene tilhørende de publikummer som var placeret stående foran scenen, bevægede sig synkront i takt til beatet og skabte fra vores udsyn, et nærmest surrealistisk billede af et menneskehav, der nærmest forgudede den lille tændstikmand på scenen. Lyden hvor vi stod, var desværre virkelig, virkelig dårlig, da ingen højtalere var i nærheden, og ingen af dem var vendt mod os. Vi valgte derfor at søge nye veje lige efter Jay-Hova, der nu var akkompagneret af aftenens backup; Memphis Bleek, havde leveret den suveræne ”Allow me to reintroduce myself – My name is Hov” interlude fra ’The Black Album’.

Hvis det ikke havde været for en af sikkerhedsvagterne som blev ved med at smide mig og de mange andre plads-eskapister væk, ville vores nye pladser være lysår bedre. Det var desværre først da vagten efter ca. tredive minutter, opgav kampen med de hungrende fans, at vi rigtig kunne nyde koncerten med godt udsyn og rimelig lyd.

Jigga spillede numre fra de fleste af hans albums, hovedsageligt klassikerne fra ’Black Album’ og ’Blueprint’ men desværre ikke nogen fra hans debut ’Reasonable Doubt’.
Timbaland bangeren ’Dirt of Your Shoulder’, de Kanye West producerede numre ’Izzo (H.O.V.A.)’, og ’Heart of The City’, samt Beyonce duetten ’Me & My Girlfriend’ og selvfølgelig den slangetæmmerfløjtende partygarant ’Big Pimpin’ var fremført bedst og formåede at tvinge flest fans op fra sæderne. På sidstnævnte nummer blev meget af rappen overladt til publikum, som ihærdigt rappede til beatet, så langt de kunne følge med. Alle numre fungerede i det hele taget upåklageligt, og lød en hel del som de oprindelige indspilninger mange af os har liggende hjemme i samlingen.

Som tonerne til ’Song Cry’ dukkede op, slukkede lyset, og forvandlede dermed arenaen til noget der kunne ligne en asiatisk stjernehimmel, bestående af lyset fra utallige lightere og mobiltelefoner, tilført tonsvis af kvindelig skrigen og skrålen.
Jay-Z tog sig herefter lidt tid til at kigge sig omkring på scenen og kvitterede de mange fans verbale begejstring, ved nærmest at lyde forbavset: ”Wow, there’s a lot of people in here”. Så var der da i hvert fald ingen, der var i tvivl om det.

Hvert et øjeblik var en overvældende uforglemmelig oplevelse, ikke mindst på grund af showets størrelse samt faktummet at verdens måske største rapper var så nær.

Udover et fast sted at stå og ‘Reasonable Doubt’ numre, var der dog noget stort jeg manglede; The Roots Liveband. Det er klart at det ikke giver den samme oplevelse når det er DJ Green Lantern der med hans pladespiller, skal leve op til ?uestlove og Co.
På den måde kunne aftenen godt have været noget bedre, men der er ingen tvivl om at det var en kæmpe oplevelse og jeg vil bestemt opfordre danske Jay-Z fans, til at gribe chancen og forsøge at skaffe billetter til denne Europa turné.

Holla!

4 ud af 6 spots

Skrevet af Falco Lamb 26.09.2006 arkiveret under LiveSpot |