Er Ghostface kommet? var alt hvad vi ville vide på vej til Århus. I år var der kun et hovednavn og generelt mange flere ukendte og up-and-coming acts end på de forrige års plakater. Ikke desto mindre blev der tætpakket med folk og gode vibes ved aftenens event, og der var kø ved indgangen for at komme til fadet.

På vanlig hyggelig manér fik værterne Jøden & Jeppe Bisgaard budt folk velkomne til Train og introducerede en god stemning fra start.

Første levende lydbillede på scenen var det internet-hypede nye rock/rap ensemble Revoltage bestående af KontraSquad medlemmerne: Es, Opiden og Profile. Der var intet flashy sceneshow, blot en god portion hård mc’ing og tilfældig frem og tilbagegang på scenen som vi kender det fra mangt et amerikansk rap act. Publikumskaren var stadig lille og småkold, men energien i de medbragte beats og den rå attitude var ikke til at tage fejl af.

Det Myspace tilgængelige nummer Pas På med det letgenkendelige omkvæd skal du ik’ ha’ en livsforsikring? bangede solidt i Trains højttalere. Et slagkraftigt beat og interessant lyrisk tema gav en anderledes vinkel på hiphop omend en smule råbeagtigt, hvilket skulle gå igen for flere acts denne aften. Check nummeret på myspace.com/revoltagedk

Efter et kort og noget uøvet sæt, var folk klar til endnu en Kontra abe, men der var ingen monkey see monkey do her for Kasper Spez havde medbragt sin helt egen stil i form af materiale fra den kommende ep Love Junkie.

Spez der pudsigt nok blev signet til Run For Cover for præcist et år siden netop til Took It, fremstod på scenen som lidt af en gårdsanger type, akkompagnieret af en kompetent gut på el-guitar og dj Profile. Fokuserede, introspektive tekster og et solidt flow, sådan kender vi Spez. Dog var det noget steneren at de første 3-4 numre alle var downtempo poetiske tracks, hvor man istedet for at gå amok skulle spidse ører og nærlytte teksterne. Et nummer blev af Spez (ironisk?) fremlagt som en club banger, nope det var mere af den samme stener skuffe. Tilbagelænet poesi, der lød godt, men ikke lige just var opvarmningsmusik, nærmere chill down muzak. Vi var kort ved at falde i søvn over tempoet, og en af mine homies har frækt nok skrevet Lis Sørensen og Lars Lilholdt på min blok? Det var en smule gymnasierock agtigt, selvom man utvivlsomt får mere ud af numrene hjemme på anlægget under roligere forhold. Langt om længe sparkede den kompetente rapper tempoet i vejret og publikum fik endelig hænderne op, og der var ved at være fyldt godt op på gulvet. Det her nummer ROCKEDE med sine simple hårde trommer, det kunne vi li’ at varme os på. Nice!

Alles homeboy DJ Nelson (tidl. Baryske og foreløbig pladeselskabet Playground) fyrede op for en masse gyldne joints i pausen mellem acts, og i øvrigt massive props til arrangør Henning Winther for at holde programmet stramt hele aftenen! They said it couldn’t be done…

Lige ud af Fyns gader os stræder kom det nye 6 mand høje rap kollektiv Fler’ Farver, der med en videopræsentation af dem selv viste, at de havde brugt såvel tid, energi og penge på deres show. Legetøjsgyngerne fra cd coveret var medbragt på scenen, og gruppen var klædt som en moderne version af Village People. Der var sørøveren, ham med jægerhatten, ham med baseball cap’en, ham uden, ham med tour-trøjen og klovnen/kunstnertypen. De udviste en kanon god energi på scenen, men råbte dog noget højt i processen. Det var afvekslende med et par reggae tracks, her var en gruppe, der for alvor forsøgte at gå uden for boksen inspireret af Malk De Koijn og tøjmæssigt af Camping Crew. En spøjs selvironisk stil med ret fede thumpin’ beats, vi fik også en god beatbox interlude i hurtigt tempo, og mens der blev performet kom en pige rundt i salen og solgte deres cd. SÅDAN grinder man folkens!

Der var i længden lidt for mange farver til vi kunne undgå at blive trætte af lyden især efter tracket med De vilde kaniner omkvæddet som virkede noget fjollet. Men helt klart en gruppe man bør holde øje med, hvis man har smag for alternativ god stemning og performance.

I pausen gav vi den alle op for Preacherman (hvil i fred) og hans dedikation til hiphop med vores lightere og mobiltelefoner i luften samt nogle runder fællesråb: hell muthafuckin’ yeah!

Per V er en af den type hiphoppere, der altid har gang i et eller andet projekt! Derfor var det ikke overraskende at vi nu blev præsenteret for Gadens Historie, et teater/rap/beatbox/dj/break stykke med en myriade af sjove og underholdende indslag. Jesus Walks sparker det 4 elementers show igang. Vi fik for nylig til b-boy battlen Circle Sensation en omtrent 15 minutters smagsprøve på showet, men i aften skulle vi se det i sin fulde længde.

Per V gjorde en stærk entré i camouflage tøj over Lou Donaldsons klassiske Ode To Billie Joe trommer og der blev budt på rap over moderne instrumentaler samt reggae tracks som Bam Bam og Welcome To Jamrock linien Out in the streets they call it muuuuurder

Turkman Souljah beviste endnu en gang, hvor vild en turntablist han er, og hvor tight man KAN udføre en beatjuggle, selv i et galt hæsblæsende tempo som med hans Drop It Like It’s Hot rutine.

Vi tager til en klassisk familiefest med Ole D, der over Code of The Streets beatet diskuterer over maden med hele den pukkelryggede familie og alle de klassiske happenings der foregår ved sådan en sammenkomst. Virkelig sjovt og underholdende!

Nappi synger overraskende godt, har vi en ny crooner på vej?!? Han udviser også en fabelagtig evne indenfor sit hovedfag, beatboxing, da han fremfører Track’s Having A Baby, Papa Was A Rolling Stone og en fænomenal rendering af Dead Prez sangen Hip-Hop som del i sketchen om at score en prinsesse via hiphoppens 4 elementer. Det bliver dog breakeren, der med sine slick moves over Jackos Liberian Girl, løber afsted med den nougatbrune prinsesse, endnu et top underholdende indslag i showet.

Hele halløjet er bundet utroligt kompetent sammen med de 4 elementer som den røde tråd og Per får også demonstreret, at han bestemt ikke har mistet sin freestyle evner, det er stadig det han er bedst til, den gamle projektleder! :)

Generelt spilles der mange kendte instrumentaler, hvilket er en kløgtig måde at få publikum op at ringe på, samtidig med numrene genoplives med nye alternative tekster med sjove undertoner. Vi trængte også til at høre noget vi kendte efter alle de undergrundsnumre tidligere på aftenen. Super oplevelse!

Oh I’m sorry siger en rejsetræt Rasco, da jeg nær banker ind i ham på Cab-Inn hotelgangen. Han og gruppekammeraten Planet Asia står på aftenens plakat som hovedopvarmer før Ghostface går på, og med deres fælles bagkatalog i pistolkammeret, kan vi være sikre på, der er dømt rap shit i top klasse. De to left coast repræsentanter brager ind på scenen med en enorm energi og når lynhurtigt ud til alle i salen og viser, hvor meget rutine de har i at optræde live. To super mcs indenfor hvert deres område – Rasco med sine tydeligt forståelige, hårde punchlines og simple bundsolide flow. Asia med det svedige, eksperimenterende flow som sin største styrke, men begge med den dybe stemme til fælles! Lag på lag af b-boy rhymes, braggadocio shit og sange hovedsageligt løftet fra de tos fælles album How The West Was One, bedst af dem var The Good Life og Cali Nights. Vi fik også et par solo tracks fra begge mcs, mine egne favoritter var Rascos banger The U.N.A.S.S.I.S.T.E.D. og Planet Asias sublime vers over Madlibs remix af Peanut Butter Wolf nummeret The Definition Of Ill. Der var fest på scenen med kun 3 personer inkl. en DJ, der lignede en mindre udgave af Evil Dee fra Beatminerz :)

Vi blev dog lidt trætte af b-boy rapstilen omkring kl. 00:05, da der nu havde været mange acts på, og Ghost skulle på scenen kl. 00:30. Indtil videre en udmærket value for money…

00:30: mixtape dj/producer J-Love går igang med at varme op til aftenens hovednavn sammen med Ghostfaces crew, Theodore Unit. Lighters up, gunshots, flagermus-tegn er alle elementer i opvarmningen. Der diskes op med sange fra gruppens fælles album samt den noget oversete Ghost & Trife CD Put It On The Line, der udover cd’en også indeholder en DVD med en sublim Ghostface live koncert show fra New York spillestedet B.B. King sidste år.

…og ind kommer helten til tonerne af det sindssyge battle track, det Just Blaze producerede The Champ. Ghostface Killah bærer til manges skuffelse hverken pimprobe eller ørneornament på armen, blot en hvid hoodie og rød cap – hiphop style. Folk er ellevilde, dette er trods alt Wu-Tangs førende mc lige nu, og del af en yderst legendarisk gruppe vi ser på scenen… Vi bliver budt på Ice Cream, bedt om at Be Easy og senere Run med alle løbende frem og tilbage på scenen. Geniale højdepunkter på aftenen, hvor absolut ingen i publikum kunne stå stille! Bassen begynder at rykke hårdt i vores boller, så højt var lydniveauet. Og mikrofonerne var tilsyneladende ikke justeret ordentligt, hvilket desværre fremstod noget uprofessionelt og unødvendigt for Ghost at skulle bruge værdifuld on-stage tid på. Han kæmpede også en mindre kamp mod beatet, hvilket betød hans stemme lød noget skinger og high pitched.

Biscuits, Save Me Dear, Holla, Family Affair, Fish. MANGE super fede joints fra et bundsolidt bagkatalog var grunden til vi alle havde glædet os til at opleve the Sky Blue Bally Kid live, men hans crew havde fået for mange mikrofoner at lege med. Der blev råbt og ad-libbet alt for meget samtidig med hovedpersonen ikke kunne holde niveauet helt. Ghost virkede heller ikke super oplagt som på Put It On The Line DVD’en, der var fx. ingen smil eller rigtig glæde at se hos ham på noget tidspunkt i showet. Der blev skiftet mellem rødt og blåt lys på scenen efter eget ønske, da han ikke ville lade vore fotografer tage billeder up-close. Underlig filosofi, når man er en rap stjerne, der gerne skulle ses for at få eksponering? Vi fik den obligatoriske ODB tribute med lyset dæmpet og telefoner samt lightere op. Herefter en rendering af Shimmy Shimmy Y’all, der TOTALT overstyrede, men folk naturligvis alligevel gik amok til. Højdepunktet fra Wu-Tang Forever albummet Triumph blev fremført på en skandaløs måde, i og med ALLE tilstedeværende backups og Ghost selv rappede HELE nummeret inkl. alle de andre Wu medlemmers tekster. Samme ting gjorde Raekwon tidligere på året. HOLD JER TIL JERES EGNE VERS!

Vi fik et fantastisk genhør med Rainy Dayz fra Only Built 4 Cuban Linx albummet og så blev det tid til den ultimative rap kliché: I need 20 females on stage! Fuck nu af med det lort mand, det var så dårlig stil da rapperne praktisk talt måtte trække pigerne op på på scenen og narrede dem til at tro, de bare skulle repræsentere for deres land kun for at opleve Ghost og crew synge We want pussaaaaay for freeeee! bagefter… TYNDT! Det var næsten fortjent at højttaleren efterfølgende blev sat ud af spil efter at have knaset uhæmmet i flere minutter.

Klichéer som damerne og senere at dele salen op i 2 halvdele fungererede SLET ikke her. Jeg kan stadig se det for mig: Ghost holder om en tilfældig ung tøs, da han pludselig indser katastrofen. Lyden er fucked og mit show går ned!

Hvad gør en klog nu? Svaret: Sætter Supreme Clientelle bangeren Mighty Healthy på, så er folk klar igen! Men selv episke produktioner kan ikke shine optimalt med fucked up lyd, så tidligere Alkoholiks medlem J-Ro, der efter sigende har slået sig ned som gift mand i Sverige går på scenen for en kort bemærkning for at mane til fred og ro. Det virker en smule formålsløst nu, selvom Ghost påstår de tournerede sammen tilbage i dagene og andet blabla. Vi får et par gunshots fra J-Loves mpc og aftenen sluttes med et peace.

Den matte fornemmelse af træthed og at være gået sukkerkold er for længst kommet over os, hvilket ANTIKLIMAKS! Jeg var skuffet på trods af en rigtig god start på aftenen med mange underholdende indslag og lovende takter fra de danske acts. Forhåbentlig bliver de næste to dage med mindre forventninger til de relativt ukendte artister mere succesfulde. Det blev en noget sløj tur hjem til København.

Fotos af: Bo Ranum

Skrevet af K-V 07.10.2006 arkiveret under LiveSpot |