08.10.2006

TookIt06: Dag 2 (fredag)

zone.jpgKlokken 20.15 gjorde jeg min entré på et pinlig tomt Train, hvor omkring tredive mennesker havde sat sig spredt, på hvad der skulle forestille et spillested, men som mere mindede om luftkastellet. Hermed blev jeg bekræftet i, at der var andre end mig der fandt dagens program, det mindst attraktive i hele Aarhus Took Its historie.

THC.jpgAftenens første navn THC, havde en virkelig kedelig opgave i sigte, da han var manden der skulle spille for de ca. 15 mennesker, der havde været sympatiske nok til at adlyde, da Jøden og Jay-B forlangte flere folk foran scenen. Der var nok flere med Took It armbånd der havde valgt at blive andre steder i århus og inhalere THC, frem for at lytte til THC.
Med selveste Ezi-Cut bag pladeroret, samt to backup rappere, trådte THC ud til det minimale publikum, for at udføre den sure pligt, som hans show nu engang var blevet til. De fire mand på scenen, gennemførte dog deres ca. 20 minutter lange show med et smil på læben, på trods af THC’s numre, kun blev kvitteret med enkelte publikummers rungende klappen. Det kunne da også næsten kun gå galt. THC er blot en lille brik i det enorme danske rap-puslespil, hvilket virkelig lagde op til at hans show skulle inkassere aftenens skrald.

haven.jpgLangt bedre gik det dog for Fight Night kendingene Kejser A og Ham Den Lange, også kendt som Haven Morgan. De to selvsikre gutter bad det nu tidoblede publikum om at ”kaste H’et op”, og bød os ”velkommen i haven” hvor vi kunne ”få lidt sol på maven”. Alt imens de trippede frem og tilbage på scenen, til deres af og til westcoast inspirerede lyd. Det var en forfriskende oplevelse, som publikum nød særdeles godt af. Der blev både hoppet og danset, svinget med arme, kastet med hænder, nikket med nakker og mellem numrene blev der ivrigt klappet og skreget. Alle var en del af det, også dem på balkonen, som nu endelig var blevet åbnet.
Mange af Havens numre er spækket med energi og er i det hele taget mere end velegnet live materiale. Et af de fedeste numre var ’Idioterne Kommer’ hvor de to drenge blev gæstet af en lokal rapper, der hjalp til med at udføre det stemningsfulde og nærmest æstetiske nummer – Suuuper lækkert!
Jeg ser meget frem til deres album, som de lovede snart var på gaden.
Den succesfulde Haven Morgan koncert, stod i knivskarp kontrast til THC’s fiasko, og herfra blev det rapperen Morten Dahls tur til at vise det kogene publikum hvad han duede til.

jødenjayb.jpgInden da fik Took It gængerne dog en glædelig oplevelse. En storskærm kom ned, og Jøden og Jay-B kunne afsløre at det var den ene, af de to nye videoer fra Static & Nat-Ill som skulle vises. Den første fremvisning var videoen til supernummeret: ‘Raised On’. Ganske ligesom den tidligere video ‘GetupGetout’, var det en visuelt virkelig fed oplevelse. Meget imponerende af en dansk hip-hop musikvideo. Den anden video ’Put It Down’ blev vist senere på aftenen. Denne var dog ikke helt ligeså imponerende, men stadig cool. Begge videoer vil snart være tilgængelige på Stat & Nats hjemmeside www.1mc1dj.com
Hvorfor der er blevet lavet to nye videoer på en gang, samt mange andre spørgsmål og svar, kan du en af de kommende dage læse i et interview med Static & Nat-Ill her på RapSpot.

Klokken 21.15 gik Morten Dahl på scenen, med DJ og hypeman. Han udførte sit job udmærket, men hverken ham selv eller hans numre var noget nær så energiske som Haven Morgans show. Dette resulterede da også i et noget mere roligt publikum, der i øvrigt var tyndet ud, idet folk hellere ville snakke i krogene og købe alkohol, frem for at feste med den egentlig noget kedelige Morten Dahl. Produktionerne var mere interessante end rappen, der i øvrigt ofte haltede en del, og ikke altid var lige tight.
Morten Dahl er i forvejen kendt fra gruppen Jyder Mæ Attityder, og leverede da også bl.a. nummeret ’Til Gården og Til Gaden’ som klart blev hans meget gennemsnitlige og ret lange shows, højdepunkt.

nat.jpgAftenens danske hovednavn hed Static & Nat-Ill.
Stat & Nat som for tiden turnerer rundt i europa med den tyske rapper Dendemann, havde lagt vejen forbi Danmark, for at hilse på Aarhus Took Its publikum.
Som førnævnt har duoen netop lavet to musikvideoer, og nummeret ’Put It Down’ bliver udgivet som single i slutningen af denne måned.
DJ Static fyrede op i publikum bl.a. med Kool Keith bangeren ’Poppa Large’ indtil Nat-Ill, iført cowboyjakke og højt humør kom løbende ind på scenen. Der var virkelig knald på den hardcore rapper, der virkede oprigtig glad for at spille for et dansk publikum igen. Stemningen var nu tilbage. Endda en smule højere end da Haven Morgan gav den op.

Traditionen tro blev der spillet et ordentligt uddrag fra ’Teamwork’, mixet med diverse klassiske hip-hop beats, i stedet for de originale – intet var savnet. Fra publikum var der over en bred kam glæde, over gensynet med de to danske hip-hop stars.
Til slut løb Joe True endda ind på scenen og var med på et nyt nummer, der er til den næste Static & Nat-Ill plade. Herefter blev den sidste af de to nye videoer vist.
Et R.I.P. shout-out til den afdøde Fight Night konferencier Preacherman, satte punktum for Aarhus Took Its danske acts.

zone.jpgAftenens sidste, og eneste udenlandske navn, den karismatiske J-Zone, blev klokken 23.30, i bedste stil eskorteret ind på scenen af en flok kvinder. Selvfølgelig med hans store pimpede pels, $-guldkæde og pengesedler i pandebåndet. Allerede da var stilen lagt. Den hysterisk morsomme, og super talentfulde rapper/producer var sammen med DJ Equal tilbage i Danmark.
Publikum fyrede den godt af til numrene, der spændte bredt ud blandt gamle og nyere albums, og grinte højlydt af J-Zones utallige jokes der blev fyret af mellem numrene.
Publikum blev eksempelvis bedt om at råbe ”Rolling in my Fiat/Lookin’ for a Biatch”. Ikke ligefrem standardlinjen til en hip-hop koncert, men en stor succes.

Mange af numrene havde en kort intro. Fx blev Zone inden fremførelsen af ’No Consequenses’ ringet op af politimesteren, der fortalte ham der ingen konsekvenser ville være, uanset hvad han foretog sig.
J-Zone nåede sangens linje:

”Rolling through the ghetto pumping ‘Ice Ice Baby’/ Think I give a fuck, it’s better than the shit I heard lately”

og herefter blev en alternativ udgave af det gamle Vanilla Ice hit ‘Ice Ice Baby’ spillet – Troede aldrig jeg skulle opleve den live.

’A Friendly Game of Basketball’ blev der fremvist basketball-moves af rapperen selv – samtidig med der blev rappet. Zone og DJ Equal fik da også byttet tøj og roller for en kort stund. Kort fortalt var det en ekstrem underholdende og sjov afslutning på en aften, der havde enkelte mangler og kedelige stunder, men som også havde suveræne momenter der vil blive gode Took It minder.

Foto: Mush

Skrevet af Falco Lamb 08.10.2006 arkiveret under LiveSpot |