”They say I drink too much
The only problem that I have is that I think too much”
…med disse bevingede ord lukker Vinnie Paz tracket ‘Put ’Em in the Grave’, som for alvor sparker det nye album fra Phidelphia-duoen Jedi Mind Tricks i gang. Undertegnede tvivler dog på, at det er Paz’ største problem, for der bliver bestemt ikke opfundet dybe tallerkener, og manden tidligere kendt som Ikon the Verbal Hologram er omtrent lige så dyb som en underkop.

Det er med andre ord ikke meget nyt, Jedi Mind Tricks med deres femte LP bringer til bordet. De holder sig nærmest slavisk til den opskrift, som de efterhånden må have godt inde på rygradden. Men parrer man en bøssehadende, brideagtig, bøvet brøleabe med en af de bedste beatsmede i branchen, får man et match made in heaven. Buddhisten Stoupes melodiske, melankolske og stemningsmættede beats, spækket med strygere, spansk guitar og obskure film-samples, står i stærk kontrast til den selvhævdede islamiske ekstremist Paz’ rå, upolerede stemme, og resultatet er til tider som yin og yang i smuk harmoni.

Paz holder sig i reglen til de samme emner som han plejer; der bliver således smadret pansere, svanser og vantro på stribe, og man skal stadig ikke fucke med JMT, medmindre man er mere end moderat masochistisk anlagt…

”My rap equivalent to a militant bomb
My syllabus formed the Pazienza, killer from ‘Nam
With steel in my palm
Guerrillas was born, your village is gone
It’s either that you die or give your will to Islam
(…)
I build with imams in holy places filled with Qur’ans
My killers is strong ‘cause every Sicilian is strong
You still into thongs, I’m sharper than a million dons
I’m buildin’ a bomb and when I see a milli I’m gone”
–‘A Blood Red Path’

Der er dog nogen få afstikkere, og det er faktisk her det bliver rigtig interessant. På skæring nummer fire, ‘Uncommon Valor: A Vietnam Story’, får vi besøg af RA The Rugged Man, som leverer et vers der gav mig kuldegysninger, de første mange gange jeg hørte det. Det er historien om hans egen fars deltagelse i Vietnam-krigen og albummets bedste vers, hands down. Udover at RA har den sygeste stemme i gamet, så fortæller han på dette track også en gribende historie, leveret med et flow, der ligger på omgangshøjde med det han præsterede på det geniale ‘Chains’ fra hans debutalbum, Die, Rugged Man, Die…. Et flow, som jeg kun har hørt overgået af Pharoahe Monch på Rawkus-klassikeren ‘Oh No’. Og ligesom Mos Def på ‘Oh No’ kom til at fremstå som en anden årsunge, blegner Paz på trods af en ihærdig indsats totalt ved siden af RA. Det ville være formålsløst at citere dette vers, det skal simpelthen høres!

Et andet højdepunkt er nummeret ‘Shadow Business’, hvor Paz forklædt som voksen forholder sig til andet end sin egen navle. Det overordnede emne er slavearbejde, og første halvdel af sangen fokuserer på forholdene i de sweatshops, hvor blandt andre Nik & Jays hvideste sneaks sikkert er fabrikeret. En løftet pegefinger om at tænke en ekstra gang, når vi kører Dankort i pendulfart, for der er sgu nok et lille barn, der arbejder endnu hurtigere:

”It’s a contemporary form of slavery, they call it slave labor
But they don’t prosecute them, ‘cause it’s how they make paper
When you rockin’ that fly shit that’s made in China
By an eight-year-old child tryin’ ta feed his mama
He exposed to contamination and disease
And only fifty-five percent of them will get degrees
And the women have to try to placate the boss
Because there’s sex discrimination in the labor force
The slave master only let them speak in sign language
And they sufferin’ from lung disease and eye damage
14 hour shifts seven days a week
Two shitty meals a day, very little sleep
Human life only worth three cents an hour
All human rights lost, no sense of power…”

Som sædvanlig får Vinnie også luftet sit selvhad og sine selvmordstanker på flere tracks (navnlig ‘Serenity In Murder’ og ‘Black Winter Day’). Det foregående JMT-album, ‘Legacy Of Blood’ fra 2004, blev afsluttet med tracket ‘Before The Great Collapse’; et åbent brev til Paz’ mor, hvor hans dødsønske blev grundigt udpenslet. Nogen lalleglad sangviniker bliver Paz nok aldrig, men hans holdning til livet har tilsyneladende ændret sig en smule, hvis man ellers skal tro ham på fortsættelsen til førnævnte, et nummer med den ellers lidet optimistiske titel ‘Razorblade Salvation’:

”Mommy, I’m sorry if my first letter made you cry
To be honest with you I don’t think that I wanna die
Sometimes I feel like that I’m cancerous in others’ lives
That’s prob’ly why I drink at night and sleep till four or five”

Noget andet der adskiller ‘Servants…’ fra tidligere albums er, at der er skruet lidt ned for de religiøse referencer. Undertegnede er ingen ekspert, men det er mit indtryk at Paz nok ikke begår den største brøler ved at overlade den slags til Killah Priest, for jeg synes der blev leveret noget forvirrede, til tider direkte selvmodsigende budskaber på de tidligere plader.

Gæstelisten byder heller ikke på de store overraskelser. Udover RA The Rugged Man kigger Ill Bill forbi og (øde)lægger et vers på ‘Heavy Metal Kings’. Hvor han førhen bare var kedelig at høre på, bliver han her svært belastende, nærmest direkte irriterende… om han prøver på at følge med Paz’ brutale stemme eller bare har ondt i halsen skal jeg ikke gøre mig klog på, men han forcerer sin stemme til uigenkendelighed, og det er ikke smukt at høre på… om igen!
Ligesom på det foregående album er Boot Camp Clik også her repræsenteret i form af Sean Price, som leverer en anstændig, men langt fra enestående præstation på ‘Outlive The War’, hvor hooket leveres af en anden Brooklynite, Block McCloud fra Brooklyn Academy. Også Army of The Pharaohs-medlemmerne Reef The Lost Cause og Chief Kamachi, som begge har udgivet solo-albums indenfor det sidste års tid, kigger ind og får et ord med på vejen; og det giver altså et velkomment pusterum, for et helt album med Vinnie Paz er nok mere end de fleste kan overkomme på én gang – det bliver simpelthen for monotont og ensporet… ved første øjekast kunne man godt få det indtryk at Paz er begavet med et anseligt lyrisk talent, men mange af hans punchlines fremstår trætte, udslidte og ofte en tand for søgte, når det da ikke er direkte gengangere fra tidligere plader. Dilemmaet opstår så selvfølgelig når samtlige gæster tydeligt understreger værtens fejl og mangler – Paz kan ganske enkelt ikke stå distancen ved siden af folk som Reef, Sean Price og RA.

Stoupe leverer som sædvanlig lydtapet af en enormt høj standard – beatsene er smukt sammenskruet fra startskud til mållinje – og det er da også klart det der er gruppens største force. Der er ingen anden i branchen der lyder som Stoupe, og det kunne være overordentlig interessant at høre ham i samarbejde med en rapper med lidt mere på hjerte, for Paz er simpelthen for forudsigelig til at man kan bevare koncentrationen et helt album igennem.
Til trods for det har Paz og Stoupe endnu en gang skruet et fremragende album sammen, og skal man ha’ sin vred-teenager-der-hader-hele-verden på, er der intet der kan hamle op med JMT, i hvert fald ikke indenfor genren.
Selvom der er masser af gode numre på ‘Servants in Heaven, Kings in Hell’, når vi dog ingen steder helt op på niveau med klassikere som ‘I Against I’, ‘Retaliation’ og ‘Heavenly Divine’, alle fra gennembruds-albummet ‘Violent By Design’, og det er tvivlsomt, om der er tale om et rigtig langtidsholdbart album, men det vil tiden jo vise; lige nu og her er undertegnede i hvert fald underholdt og Jedi Minds sniger sig op på en solid firer.

Skrevet af Mic 21.10.2006 arkiveret under Anmeldelser |