Fra Chicagos gader, er rapperen Rhymefest parat til at erobre alverdens højtalere, med hans debutalbum ’Blue Collar’. Med en introduktion direkte fra en gospelkirke, med selveste Q-Tip som preacher, skydes én times festlig hiphop i gang.

Han rimer, og han fester samtidig. Men navnet Rhymefest er egentlig oprindet, da rapperen eftersigende skulle være ”en festival af rim”. Dette er dog ikke helt tilfældet. ’Blue Collar’ er nærmere en mellemting af hjernedød partyrap og ganske almindelig hiphop.

Lunten er tændt, og musikken eksploderer på den pumpende Just Blaze banger ’Dynomite’, hvor Rhymefest bliver vist fra sin bedste side. I og med hornproduktionen brager derudaf, er Rhymefest nemlig bedst i stand til at udnytte hans største styrke; slagkraftig rap. Det er nemlig med de slammende, og ofte hårde linjer han formår, at få hans til tider ”ligegyldige” strofer til at fremstå mere ”vigtige” og vice versa. Lyrikken bringer meget af tiden, end ikke skyggen af eftertænksomhed frem, men alligevel ligger der en vis intelligens, snedighed og humor bag mange af rimene, som ofte er velkonstruerede og bliver leveret på hårdt rammende punchlines.

”… Like a killer or a man or a giant when I stand
Open my palm bitch, I got the world in my hand
Got a gun and a plan, I got the Bible and the Qu’ran
I got a bomb like I live in Iran”

Rhymefest er altså langtfra ligeså tomhovedet som fx Ying Yang Twins, men alligevel er der mere gang i de lyriske festlamper, end på det meste hiphop.

Den mest stupide del af ’Blue Collar’ kan, ikke overraskende, findes på singlen.
’Brand New’ som den hedder, er både gæstet og produceret af Kanye West, og handler kort og godt om de to rappere, der hverken vil røre eller eje noget, der ikke er splinternyt, om det så er biler eller kvinder.
Beatet består først og fremmest af en hurtigspillende bas, en trommerytme der nærmest slæber sig af sted med fart på, samt en kvinde samplet til, konstant at sige ”Brand New” – på en irriterende måde.
Ligeledes er det næppe heller studenterhuen der strammer på den uudholdelige partystarter/spoiler ’Stick’ hvor en linje som ”I just wanna sit-sit and drink with you, and then get you tip-tip, tipsy too” skulle være grundlag nok for min påstand. Endda er produktionen derudover baseret på Run DMCs gamle ’Peter Piper’ ko-klokker, som (desværre) i dag er synonym med nådesløs, fladpandet party hiphop.

Middelmådige numre pryder det meste af ’Blue Collar’. Eksempelvis blivet et ellers godt nummer som ’Chicago-Rillas’, trukket noget ned af en halvcorny ”la-la-la-la-la”-sangerinde og et par ligegyldige gæstevers fra de ukendte Chicago rappere, Mikkey og Bump J.
Numre som den Cool & Dre producerede ’More’ – igen med Kanye, ’All Girls Cheat’ med RnB sangeren Mario, og ’Devils Pie’ virker også halvkedelige og noget tamme. Dermed ikke sagt at det er dårlig hiphop, det er bare ikke noget særligt, og der mangler lige det sidste lag, før numrene kan løftes op til noget rigtig godt.

Blandt skivens bedste skæringer findes nummeret ’Fever’, hvor produceren No-ID har klippet op i den gode gamle Peggy Lee klassiker af samme navn. Rhymefest rimer her med et tight flow samt en hård og hurtig levering, konstante hentydninger til forkølelse, sygdom, piller og feber, hvilket går ganske godt i spænd med tubatonerne og det gamle ”FE-VER” sample. Sygt track.

En super lækker produktion, bestående af et friskt trommebeat og simple klavertoner lægger ryg til pladens mest indholdsfyldte nummer ‘Bullet’, hvor tre forskellige triste situationer beskrives. Alle tre har fællesnævneren at være placeret mellem ”a bullet and a target” som det i omkvædet synges af Citizen Cope. Vi hører om fyren der efter at have færdiggjort skolen, meldte sig ind i hæren, og på den måde endte op i Irak krigen, bare for at ønske sig hjem til hans familie. Derefter følger en (almindelig) ”life’s tough in the ghetto” historie, men også historien om en mand, der efter at have haft held med en lang stribe kvinder, ender i en ulykkelig situation:

”Got head from five dopefiends smoking a dime
And did it all raw dog, and dog I ain’t lying
Till he woke up one season with legions
He went to the doctor asked him, what was the reason
The test read positive, he couldn’t believe it
He tried to blame God asking why did he leave him
Pleading please let the disease leave him
From women that he conquered, he caught the monster”

Mit favoritnummer på pladen er det friske pust, som Rhymefest leverer sammen med den afdøde og savnede ODB, som på pladens sidste nummer ’Build Me Up’ supplerer med et hysterisk morsomt og samtidig fængende sangomkvæd. Med lyse klavertoner, klappende trommer og akustisk guitar skabes en feelgood vibe, hvorpå Rhymefest og Dirt McGirt giver et råd til alle fyre der leder efter den perfekte pige.
Rhymefest ender nummeret med budskabet:
“Don’t let her build you up and break you down man… Make sure she like to fuck though”

På trods af flere gode numre, er der lidt for langt imellem perlerne, og hullerne fyldes én gang for meget med fillers og få gange også med malplacerede clubbangers. Albummet når derfor ikke helt op på fire spots, men får tildelt tre store.

3 ud af 6 spots

Skrevet af Falco Lamb 03.11.2006 arkiveret under Anmeldelser |