15.11.2006
LiveSpot: Die Dumme Dänen @ Pumpehuset, 10. november 2006
Der blev kastet bandetegn og satansymboler i én stor pærevælling da Pumpen i fredags bød på Rap’n’Roll, med dansk raps egen Clemens Telling og resten af de dumme danskere.
Et happy-Hanz-fredstråds-orkester af et rockband stod denne kolde novemberaften for opvarmning af Pumpehuset. Alle var meget belejligt klædt i PINK og bandet ved navn A kid herafter var desuden så venlige at ramme RapSpots udsendte i hovedet med et pink rytmeæg, som indtil da havde sørget for harmoniske riz-raz-lyde i huset – TAK for lort!
Efter glad og underholdende rockmusik, samt introduktion ved Clemens’ fætter Ruus, gik de dumme drenge på – alle iført pæne SORTE jakkesæt – ligesom på deres pladecover. Der var fyldt rimeligt godt op i salen og folk stod godt spredt, så der var mennesker alle vegne. Man kunne fornemme at både hiphopperen og heavyrockeren havde fundet vej til Pumpehuset. For både headbangerne gav den op foran scenen, mens de mere tilbagelænede rapfans stod i baggrunden og nikkede, med en kold fad i hånden.
Den meget støjende metallyd gjorde det en kende svært at høre hvad Clemens rappede i teksterne. Dog var dette tilsyneladende ligegyldigt, for folk gav den godt op både foran og bagi salen – der var en god energi i huset. Clemens var god og underholdende og gav den fuld spade på scenen – han udbrød i en af pauserne. “Hvis de lukker Ungdomshuset, så besætter vi Pumpen!” – hvilket til stor glæde for min ven Søren Autonom, gav gnist til at gå amok og rive crowden rundt til Boogie-TV-hittet ‘Kanal nul’.
Efter at have spillet en god del numre, gik Clemens af scenen for at give plads til trommesolo af bandets Tromme-Troels, som kyndigt returnerede scenen til rapperen som fortsatte med en sjæler om hjemløse i Danmark. De samfundskritiske sange fungerede godt i fusionen af tung rock og rapmusik – den energiudladning der finder sted er helt vild i forhold til hvad man er vant til ved andre gennemsnitlige hiphop -og rock koncerter.
Jeg selv, blev lidt i baggrunden til sidst i koncerten, da jeg ikke ønskede at spilde min drink og få ødelagt mit kamera, kranium, mv. Men da Clemens pludselig begyndte at råbe: “BANG YOUR HEAD, BANG YOUR MOTHERFUCKING HEAD” i bedste Gravediggaz-stil, måtte jeg lige op og kaste en arm i luften – tak for den!
Som gammel Clemens-kid kunne jeg ikke andet end savne et beskidt beat, en psykopat på fri fod, en strandvasker osv. Men dette havde, hvis jeg tænker mig om, måske været for malplaceret i mængden af langt hår og baseball-kasketter denne aften.
Bandet rundede koncerten flot af med at spille deres næste single ‘Kors og flag’ og folket fik deres obligatoriske ekstranumre, hvor albumtitelnummeret ‘Spænd hjelmen’ lagde pænt låg på denne ret anderledes rap-koncert.
Die dumme Dänen får 4 ud af 6 spots for en anderledes, hyggelig og energifyldt optræden, hvor især frontfigur Clemens viste rutineret showmanship. Det bliver spændende at se hvad næste kort i ærmet bliver fra Mista Don Clemenza.

Skrevet af Peter Colada 15.11.2006 arkiveret under LiveSpot |


