06.12.2006
Kid Koala – ‘Your Mom’s Favorite DJ’ (album)
Det nyeste album fra din mors yndlings DJ, den kinesisk-canadiske drejebords-ekvilibrist Kid Koala, kan bedst beskrives som en kort fornøjelse. Der er nemlig tale om en LP(?), som inklusiv skjult nummer sniger sig op på en halv time.
Albummet, som altså har fået navnet Your Mom’s Favorite DJ, er delt op i en ‘left side’ og en ‘right side’, hver med en række underordnede titler til de forskellige lydbidder. Men der er altså i princippet ikke tale om klart adskilte numre, da de ligesom glider ind i hinanden og ellers kædes sammen vha. diverse små segmenter fra alt fra Gremlins (som lydbog?) til tv-succesen CSI (om det er New York, Miami eller Holme-Olstrup versionen, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er corny as hell, og det er sgu nok også derfor det er brugt hér). Man kan med andre ord sige at der mere er tale om et mixtape end et album i traditionel forstand.
At Koala-kiddet har sine skills i orden beviste han allerede på debuten Carpal Tunnel Syndrome, som var en mindre milepæl for turntablism. Dengang handlede det måske mest af alt om at bevise, at en pladespiller i denne fagre nye verden kan være et instrument i sin egen ret. Men når selv verdens selvfedeste mand, Michael Carøe, har 1210ere med på scenen når han laver sit Dean Martin rip off show, så er den debat vist ved at være udtømt.
På tidligere albums har det tydeligt fremgået at Koala er en sucker for jazz og blues, og det er også på Your Mom’s Favorite DJ herfra han får hovedparten af sin inspiration; imidlertid er der blevet plads til en del mere rock i denne omgang, og det er faktisk her pladen når sine højdepunkter. Koalas præcise cuts gør sig rigtig godt over en tung elspade.
Uanset at Your Mom’s Favorite DJ er et fornøjsomt genhør med Kid Koala, så er det nu svært at se bort fra, at det er en meget kort LP, og det virker altså mere som en appetitvækker end som et helt måltid. Ikke desto mindre er der tale om en underholdende og anderledes plade, som klart er et lyt værd.
Skrevet af Mic 06.12.2006 arkiveret under Anmeldelser |