21.12.2006

Lupe Fiasco – ‘Food & Liquor’ (album)

lupefiascocover.jpgLupe Fiasco brød første gang for alvor igennem, da han gæstede med et vers på den kommercielt succesfulde single ’Touch The Sky’, fra superstjernen Kanye Wests andet album ’Late Registration’. Omtrent et år er siden da gået og Lupe’s debut album er på gaden.

Efter en masse rod med diverse store pladeselskaber, blev Lupe Fiasco utålmodig og startede sit eget label 1st & 15th, og selvom han rapmæssigt imponerede Jay-Z så meget, at han af ham blev tilbudt en deal, stod Lupe Fiasco fast på sit eget.
For at være ærlig fra starten var jeg ikke synderligt imponeret, og havde egentlig ikke lagt så meget mærke til Lupe’s optræden på ’Touch The Sky’. Så efter at have set det spacede og 80’er inspirerede frontcover til ’Food & Liquor’, kunne jeg kun betegne mig selv som skeptisk. Det var der dog ingen grund til. Lupe Fiasco har nemlig skabt et imponerende debutalbum.

På albummets intro kan man, udover et kvindeoplæst digt, høre Lupe forklare den filosofi han bestrider. Verden består af to ting; Det gode og det onde. Eller som metafor; food and liquor.
For at vende tilbage til førnævnte cover, kan man i bookletten finde eksempler på dette.
Filosofien er her illustreret ved at de to elementer er byttet ud, og således kan man på billeder både se skoleelever der i stedet for bøger, bliver undervist med uzi’er og guns, og gangstas der omvendt plaffer folk ned med bøger.

At Lupe har noget på hjerte, står allerede her klart for enhver, og det over én time lange album, er herfra spækket med dybdegående emner fra rapperens hjerne. At han derudover er en dygtig, selvsikker og ”vågen” rapper med en semi-lys karismatisk stemme, forbedrer selvfølgelig den lyriske part.

Tag bare singlen ’Kick, Push’, der med en virkelig fresh hornproduktion, af 1st & 15th-producer Soundtrakk, danner en optimistisk og samtidig solid lyd:

“First got it when he was six, didn’t know any tricks
Matter fact, the first time he got on it he slipped
Landed on his hip, and bust’ his lip
For a week he had to talk with a lisp – Like thisssss”

Historien om en ung knægt, der først forelsker sig i hans skateboard, og senere hans (også skatene) kæreste, fortælles dygtigt med smartudtænkte rim på en optimistisk og lettere romantisk måde. Fortællingen efterlader lytteren med et smil på læben og en god fornemmelse som i en film med happy ending. Men en fortsættelse følger.
På pladens reelt sidste nummer ’Kick Push 2’ fortsættes historien om den unge knægt og hans kæreste hvor den tidligere slap. Men denne gang er det et meget mørkt og nærmest sørgeligt beat, bestående af strygere og lyse klavertoner der skaber nummerets grundlæggende stemning. Desuden tager lyrikken en skarpsindig drejning, og i stedet for den føromtalte lykkelige historie, fortæller Lupe om de mange problemer det unge par har. Her hører vi at de to må døje med fattigdom, samt sygdom og narkoproblemer i familien, og at de af den grund knuger sig til deres skateboard, som lindrer smerten.

Historien er interessant, detaljeret og nøgternt fortalt og samtidig er musikken i topklasse. Teksten fremhæver det gode og det onde, i én og samme historie. Altså får vi først ’The Food’ og derefter ’The Liquor’.

Albummet er hovedsageligt produceret af 1st & 15th holdet, men både kammeraten Kanye West og The Neptunes har hjulpet til med musikken. Produktionerne er solide, og holder en høj standard hele vejen, og selvom enkelte produktioner er småkedelige, er ingen decideret dårlige.

Produceren I Monster udgav i 2004 den violin og elektronisk prægede glimrende instrumental single ’Daydream In Blue’, og det er denne der sammen med Lupe Fiascos rap om dagdrømmerier skaber nummeret ’Daydreaming’ hvor Jill Scott gæster omkvædet. Nummeret er produktionsmæssigt en af albummets perler, sammen med ’The Instrumental’ hvor Linkin Parks Mike Shinoda har stået for den halvrockede og elektronisk hårdtpumpende banger hvor Lupe imponerer med en indforstået lyrik, som vil få enhver lytter til at undre sig:

“He just sits, and listens to the people in the boxes
Everything he hears, he absorbs and adopts it
Anything not coming out the box he blocks it
See he loves to box, and hope they never stop it
Anything the box tell him to do, he does it
Anything it tell him to get, he shops and he cops it”

Lupe Fiasco radikaliserer sig fra mainstreamgenren ved at have betydeligt mere at fortælle end normen. Endda bliver hans lyrik af og til så kompleks at der virkelig skal læses mellem linjerne, hvis ordene skal give mening. ’Food & Liquor’, er fyldt med kvalitetstracks, der kommer iblandt en række middelmådige numre, der lige nøjagtig forhindrer albummet at score en højere karakter.
Der er intet galt med Lupe Fiasco, men produktionssiden holder ikke fanen helt ligeså højt. Potentialet er dog enormt, så check ’Food & Liquor’ ud, og hold udkig efter næste plade.

4 ud af 6 spots
4 RapSpot Spots

Skrevet af Falco Lamb 21.12.2006 arkiveret under Anmeldelser |