Det er kun få år siden Jay-Z og Nas havde en beef, som gav anledning til nogen af de mest mindeværdige disses i mands minde. Det var titlen som konge af New York (i hvert fald i hiphop regi) der var på spil, og der blev i den grad gået efter struben og slået under bæltestedet. Der er imidlertid løbet meget vand i åen siden ‘The Takeover’ og ‘Ether’. Striden er blevet bilagt og Jay har signet Nas til Def Jam, hvor han har overtaget præsidentembedet fra hiphop-mogulen Russell Simmons.

Og netop i forbindelse med sin indsværgelse i jobbet havde Jiggaman jo som bekendt påstået, at han ville gå på pension som rapper – et efterhånden slemt udslidt gimmick. I modsætning til det nasalt rappende spædbarn, Pastor Mason aka Ma$e, og den trofaste vuffer, DMX, byder denne anmelder imidlertid Hova velkommen tilbage i gamet.
For Jay er næppe den første, der har udnævnt sig selv til verdens bedste rapper, men han er én af de meget få, der kan gøre det uden at det er det rene pral. Og at Pres-o-dent Carter stadig har det, de unge vil ha’, beviser han allerede på sit præludium over et ultra mellow beat produceret af den for denne anmelder ukendte B-Money:

“Guess Who’s Back
Since this is a new era, got a fresh new hat
Ten year veteran
I’ve been said I’ve been through with this bullshit game, but I never can
I used to think rappin’ at 38 was ill
But last year alone I grossed 38 mil’
I know I ain’t quite 38, but still
The flow’s so special, got a .38 feel
The real is back…”

Og netop hvad flow angår, har Jay stadig det sygeste i gamet – det intuitive, freestyle-agtige feel, som sikkert skyldes, at manden aldrig skriver sine tekster ned på papir, er i min bog hans største force.

Men Nas sætter heller ikke sit lys under en skæppe (som man ville have sagt i middelalderen) og kommer ud guns blazing på ‘Money Over Bullshit’, produceret af hans mere eller mindre faste samarbejdspartner L.E.S., som her leverer et dystert og faretruende beat, som passer perfekt til Nas. Tunge trommer, bas og piano, med en melankolsk fløjten, som bryder monotonien på denne stemningsmættede banger. To sekunder af dette beat skulle der til for at give undertegnede kuldegysninger, og to linjer skulle der spyttes for at plante tanken i mit hoved, “Oh my god, han er tilbage.”

Netop ‘Oh My God’ er titlen på tracket, der indleder Just Blazes tre-på-stribe på ‘Kingdom Come’. Der må her være tale om det hårdeste beat, Jiggamanden nogensinde har rappet over – en pikkehamrende potent produktion med knaldhårde trommer og skrigende elguitarer, men som desværre bare ville have passet bedre ind på et M.O.P.-album.
På titelnummeret begår Blaze imidlertid en regulær genistreg, idet han freaker den samme bassline, som MC Hammer i 1700-og-hvidkål brugte på monsterhittet ‘Can’t Touch This’ (hvor man i videoen kunne se en dansende rapper i sørøvertøj – now that’s gangsta!).
Det er ikke selvtilliden det kniber mest med på dette nummer, hvor Jay sammenligner sig selv med både Super– og Spiderman, for slet ikke at tale om Vor Fader-ham-selv.

“Now everywhere I go, they like, “Hov, come back
Up out the corner office, out the cul-de-sac
Where’s Iceberg Slim? He was the coldest cat
Get your swag back daddy, where your focus at?”
Got to admit a little bit I was sick of rap
But despite that the boy is back
And I’m so evolved, I’m so involved
I’m showin’ growth, I’m so in charge
I’m CEO and, yeah, goin’ God
I’m so indebted I shoulda been deaded
Sellin’ blow in the park, this I know in my heart
Now I’m so enlightened I might glow in the dark
I’ve been up in the office, you might know him as Clark
But just when you thought the whole world fell apart
I take off the blazer, loosen up the tie
Step inside the booth, Superman is alive”

Nuvel, hvis det er sådan det lyder, så lad da Hans rige komme.
Den tredje Just Blaze produktion byder på en i denne anmelders ører lige lovlig lummer Kenny G‘sk sax på et nummer, som i øvrigt virker ret kaotisk og larmende. Det havde muligvis virket med en anden kunstner, men undertegnede oplever, at det bliver svært at nyde Jays flow og lyrik, som for mit vedkommende er hovedattraktionen. Tre-på-stribe, men intet hattrick fra Just(in) Blaze.

Nærmere et hattrick kommer Will.I.Am med sine tre produktioner på Nas-albummet – produceren fra Black Eyed Peas, som blev et stærkt, levende argument for at hiphppen rent faktisk er død, idet de præsterede musikhistoriens vel nok største kovending siden Tom Waits droppede ‘Swordfishtrombones‘ og (formentlig i verdenshistoriens vildeste brandert siden Tom Waits indspillede ‘The Piano Has Been Drinking’) tilføjede det tyktsminkede, talentløse crackvrag Fergie til gruppen, og gik fra organisk trueschool hiphop til hitlistepop af værste skuffe (yeps, denne anmelder er skuffet eks-fan med stort EKS).
Her leverer han først på titelnummeretet et remake af ‘Thief’s Theme’-beatet fra Nas’ sidste album, på ‘Who Killed It?’ jackes trommerne fra Eric B. & Rakims klassiker ‘I Ain’t No Joke’, og senere bygger han ‘Can’t Forget About You’ op omkring Nat King Coles ‘Unforgettable’. Well, det er ikke originalitet der driver værket, men bundlinjen er, at der er tale om vellydende produktioner, og en Nasir i topform på alle tre tracks. Især på ‘Who Killed It?’ brillerer han, og beviser, som han gjorde det på fx ‘I Gave You Power*, ‘Rewind’, ‘Money Is My Bitch’ og ‘Fetus’, at han er én af de bedste historiefortællere og skuespillere i gamet. Her forvrænger han stemmen, så han kommer til at lyde som en oldtimer der har set det hele og lidt til, idet han lader sin fabel om hiphoppen, legemliggjort som femme fatale, udfolde sig. Det er et nummer, der kan gennemlyttes mange gange uden at mystikken fortager sig. Nas fyrer bl.a. op for en gang rapklassiker-namedropping:

“Look here She, I know you got som’n, you tryin’ to hide it
How’d you kill a man out in Cypress?
One-eyed Charlie – he only hangs with the criminal minded
says you guys did it doggystyle, is he lying?
She says, “walk this way, I’ll tell you a children’s story…”

Både Dr. Dre og Kanye West giver deres besyv med på begge albums og leverer solide produktioner, som medvirker til at sikre et højt gennemsnitsniveau. Kanye udmærker sig dog med den mest helstøbte produktion på Jay-albummet med det super melodiske ‘Do U Wanna Ride’. Nummeret gæstes af John Legend – manden som må kunne få selv den pigemusik-hadende Twajs til at lytte til R&B. Legend leverer her et sprødt omkvæd og Jay dropper sit bedste vers på pladen:

“You know why they call the project a project? Because it’s a project
An experiment, and we’re in it only as objects
And the object for us: to explore our prospects
Sidestep cops on the way to the top, yes
As kids we would daydream sittin’ on our steps
Pointin’ at cars like, “yeah, that’s our six”
Hustlers, profits, made our eyes stretch
Was on some Dr. Spock shit, we started our trek
Some of us made it, most of us digressed
in the name of those who ain’t made it, my progress
Show success, please live through me
See, I’m the eyes for Emory, keep him alive
(“This is a collect call”) so everytime I press five
All he wanna hear is his boy talk fly
Up in the fed and still holdin his head
So when he hits the streets, he gon’ eat through this bread
Now let’s ride…”

Skulle man være i tvivl om, hvorvidt stridsøksen er helt begravet imellem de to superstjerner, får man på ‘Hip Hop Is Dead’ syn for sagn. Her finder de to supersværvægtere sammen på det L.E.S.-producerede ‘Black Republicans’. Det er som sådan ikke en absolut toppræstation fra hverken Jay eller Nas, men der er nu alligevel en nærmest episk fornemmelse forbundet med at høre to af de største rappere i genrens historie på det samme track.

Af øvrige højdepunkter kan nævnes Jays samarbejde med Coldplays Chris Martin på det fremragende ‘Beach Chair’ og de Scott Storch-producerede ‘Play On Playa’, hvor Nas får besøg af en veloplagt Snoop Dogg, og ‘Carry On Tradition’, hvor Nas filosoferer over, hvorfor det lige er, at hiphoppen er død:

“Hip Hop been dead, we the reason it died
Wasn’t serious fault or ’cause emcees’ skills are lost
It’s ’cause we can’t see ourselves as the boss
Deep-rooted through slavery, self-hatred
The Jewish stick together, friends in high places
We on some low level shit
We don’t want niggas to ever win
See, everybody got a lable
Everybody’s a rapper, but few flow fatal
It’s fucked up, it all started from two turntables”

Jeg har i det hele taget meget lidt negativt at sige om de to albums, som absolut er blandt de bedste hiphop-albums udgivet i år, men også blandt de bedste i kunstnernes imponerende bagkataloger. Men skal man alligevel sætte dem op imod hinanden og udpege the King of NY 2006, trækker Nas altså det længste strå og Jay må “nøjes” med at være præsident. Men der er på ingen måde tale om en knock out, snarere en snæver sejr på point. Rent teknisk når Jay, når han er bedst, et niveau, hvor Nas ikke kan være med, og det er svært ikke at give ham ret, når han kalder sig selv “the best rapper alive”, men det, der gør ‘Hip Hop Is Dead’ til et bedre album end ‘Kingdom Come’, er for det første, at det stort set hele vejen igennem holder en høj standard, mens man på ‘Kingdom…’ må lægge ører til, hvad der formentlig er det ringeste track Jay-Z nogensinde har lavet, nemlig det ulidelige, Neptunes-producerede ‘Anything’, hvor Usher og Pharrell kigger forbi, og det totalt ligegyldige ‘Hollywood’ med Jays (eks-?) kæreste Beyonce fra verdens mest overvurderede gruppe (og i sig selv grund nok for Twajs til at hade R&B) Destiny’s Child. Ja, kald mig bare en hater, men er der noget mere enerverende under solen end en R&B-sang, som er ét langt omkvæd sunget af tonedøve topmodeller? I think not.
Det tredje punkt hvorpå Nas’ album udmærker sig er, at der stort set hele vejen igennem er en rød tråd, som relaterer til pladens titel. Jeg er overbevist om, at det vil være med til at gøre ‘Hip Hop Is Dead’ til et langtidsholdbart bekendtskab. På bundlinjen står vi således med to solide albums og 4 store spots til Jay og 5 små til Nas.

Jay-Z: ‘Kingdom Come’

Nas: ‘Hip Hop is dead’

Skrevet af Mic 29.12.2006 arkiveret under Anmeldelser |