RapSpot bragte kort før nytår en dobbelt pladeanmeldelse fra to af eastcoast scenens største rappere; Nas og Jay-Z. Dette kan naturligvis ikke gøres uden at der også tages et kig på to af hiphop genrens tungeste westcoast drenge, der kort før juletid har smidt hver deres soloalbum på gaden. Vi snakker Snoop Doggs ottende album og The Games debutopfølger.

Snoop Dogg har på hans seneste udgivelser bevæget sig længere mod mainstream genren. Ikke mindst grundet den store hjælp fra The Neptunes og andre prominente urban-pop navne som Justin Timberlake og Nelly. Men på ’Tha Blue Carpet Treatment’ træder Snoop to kvalitetsskridt frem, og et mainstreamskridt tilbage og bevæger sig på den måde nærmere hans gamle velkendte stil som gangsta rapper. Selvom der på skiven stadig kan findes flere bløde numre som din kæreste vil elske, har Snoop Dogg steppet sit rapgame en tand op og er lyrisk i den grad tilbage på det rigtige spor.

Dette vises allerede på pladens andet nummer, hvor Snoop i totalt topform nærmest udviser mere teknisk talent end hvad han nogensinde har præsteret. Over en mindre markant men lækker produktion der både rummer guitar og keyboardspil, samt et uhøjtideligt Curtis Mayfield sample i baggrunden kører Snoop derudaf:

”Incredible, forgettable, better blast past to move the mind
Many men were eradicated by music minds
Open your eyes and take your time to visualize
And once you decide to move your mind in due time
It’s so erotic if ain’t exotic, it’s getting naughty
Freeze and groove, get rowdy, rowdy girl move ya body
It’s melodic, I’m bein honest and modest
You done fucked up my whole rapflow – Think about it”

The Neptunes har på den nye Snoop skive kun fået lov til at rode med to numre. Heriblandt er den glimrende gangsta single ‘Vato’, med ærke-esé B-Real fra Cypress Hill som rygtespreder på omkvæd. Det er netop numre som dette der bringer Snoop tilbage i hans gamle klæder, som da egentlig også passer ham bedst. Iklædt en tung basgang og spændstige orgel keys, forsikrer Snoop om at han stadig er den samme gamle køter: ”I wouldn’t be the nigga that I am, if I didn’t pop niggas in they’re mouth – GOD DAMN!” Nummeret lyder delvist som et klassisk westcoast nummer men besidder samtidig et futuristisk input der bringer det i en moderne tilstand.

Apropos gangstatracks er der rigeligt med dem på The Games sidste skud på stammen.
Efter en massiv succes med Aftermath debuten ’The Documentary’ stjal The Game og 50 Cent i flere måneder hiphopverdenens mediebillede, da de to.. skal vi sige, stolte herrer? blev uvenner, og kastede grimme ord i lange baner efter hinanden.
Da The Game ikke ville tone ned for dette, fik Aftermath chefen Dr. Dre nok, og fyrede Game fra sit prestigefyldte pladeselskab. Den gamle doktor har derfor, i modsætning til sidst ikke bidraget med nogen af sine eftertragtede beats.
At The Game er mere ked af dette end noget andet menneske i verden, vil enhver der lytter til ’Doctors Advocate’, lynhurtigt kunne skrive under på. Ligesom Anne Wilkins fra filmen ’Misery’ er besat af forfatteren Paul Shefford, er The Game besat af Dr. Dre, som bliver nævnt på alle pladens numre – en million gange. Når man tænker på de beats Dre producerede på ’The Documentary’, kan det diskuteres hvad The Game overhovedet er gået glip af – måske han tager tingene for tungt?

Pladens titel ’Doctors Advocate’ kommer af, at The Game vil forsøge at formidle og ”forsvare” alle de tanker, Dr. Dre aldrig er kommet ud med på et rapalbum, da han på trods af mange års aktivitet i gamet kun har udgivet to af slagsen. Det er tydeligt at Game ønsker at bære arven videre og overtage Dre’s rolle som den mest markante westcoast personlighed. En opgave han faktisk formår at udføre på bedst tænkelige vis. Når man hører ham rappe skræmmende meget som Dr. Dre, både i tonefald, stemme, flow og tekst, mærkes det virkelig at det er en bedrift der er lagt kræfter i, og som Game gerne præger et nummer med i op til tre gennemførte vers. Ved hele vejen igennem at besidde sig af benhårde beats der emmer af kvalitet, får rapperen samtidig banket sit ’urørlig-badguy’ image solidt på plads.

The Game rapper om hans hjemby på en usædvanlig hardcore Will.I.Am produktion, der med et monotont piano og hårdføre trommer kombineret med et udklip af Schooly D’s gamle ”Gangster Boogie – Gangster Boogie” frase baner vejen frem for Game til at fortælle skrøner fra hans hjemby. Og hvad er så mere passende end at have samplet Eazy E til at skrige nummerets titel: ”COMPTON”

Scott Storch holder pladestandarden højt med to fængende strygerbeats, ligesom Just Blaze der på ’The Remedy’ har flippet klaveret fra et gammelt Issac Hayes nummer til en nådesløs nakkenikkende westcoast banger, hvor Dr. Dres gamle Compton sjæl kan tydes i teksten:

”I’m known for makin bitches take they clothes off
Long as I’m from Compton, California I could never go soft
I’m hard as a motherfuckin ounce of raw
Dribble rock like Kobe Bryant bounce the ball
Fuck the law, feedin my son is a must
Whip it soft, whip it hard, in crack we trust”

Lyrikken er bestemt ikke venstrehåndsarbejde men mangler dog til tider innovation. For man får faktisk indtrykket af, at The Game vågner op om morgenen, og tænker på Dr. Dre som det første og ikke tænker på andet resten af dagen. Teksterne handler (ud over Dr. Dre) om våben, chronic, bander og om hvor sej The Game selv er. Det lykkes dog Kanye West at pacificere den vrede rapper en smule på ’Wouldn’t Get Far’, hvor de begge rapper om hiphop chicks, der gentagne gange dukker op til musikvideooptagelser og andre lejligheder for at score rapstjerner. Kanyes bløde produktion med et kvindeligt sample som konstant grundlag er blandt de få produktioner, der skiller sig voldsomt ud fra albummets samlede musikalske atmosfære.

Tilbage på ’Tha Blue Carpet Treatment’ holder Snoop Dogg sig bestemt heller ikke tilbage med at gå i frække detaljer på den cluborienterede ’A Bitch I Knew’, hvor han over et funky beat beretter om hans seksuelle karriere. Damer er også temaet på den R. Kelly gæstede single ’That’s That Shit’, hvor produceren Nottz har skabt et ret poppet men catchy beat fyldt med forskellige ”runde” instrumenter, som grundet dets massive airplay må have sikret produceren og hans børn både efterløn og pension.

Andre af albummets højdepunkter findes på ’Get A Light’, hvor Timbaland bidrager med jungletrommer og den populære raggaesanger Damian Marley med et (uforståeligt) omkvæd. På ’Round Here’ har Snoops gamle partner in crime Dr. Dre, ligesom på Eminem hittet ’Stan’ bygget et beat op på Dido’s ’Thank You’. Rent faktisk er det bare starttemaet fra Dido nummeret der er loopet og tilført enkelte lyde og instrumenter. Resultatet er rigtig fedt men det er måske liiige lovlig billigt sluppet? Snoop fuldender nummeret med teksten om sit dystre Longbeach neighborhood, hvor der ikke er sikkert at færdes for alle.

Desværre er der hele 21 numre på ’Tha Blue Carpet Treatment’, og deriblandt naturligvis en række dårlige. Det lange nummer ’Candy’ med E-40, Goldie Loc, MC Eiht og Dogg Pound lyder som et billigt forsøg på et clubhit. ’I Wanna Fuck You’ med Akon besidder et utilgiveligt klæbrigt og klamt omkvæd og ’Beat Up On Yo Pads’ der handler om den rige Snoop Doggs eget footballhold, ville jeg også meget gerne have været foruden.

Hvis man sætter ’Doctors Advocate’ op imod ’Tha Blue Carpet Treatment’, indeholder sidstnævnte samlet set mest pondus. Snoop fremviser nemlig den mest farverige rap samt flest positivt overraskende og nyskabende tiltag men hans plade indeholder samtidig også de dårligste numre. Imens bærer The Games album de mest holdbare numre men også den noget mere trivielle rap.

Westcoast verdenen, har den seneste tid budt på middelmådige eller dårlige plader fra bl.a. Ice Cube og Xzibit. Men Snoop Dogg og The Games plader er begge friske pust i den musikalsk overlevelsestruede verdensdel.
Derfor får de to artister – ligesom Nas og Jay-Z, en stor firer og en lille femmer.

The Game: ‘Doctor’s Advocate’

Snoop Dogg: ‘Tha Blue Carpet Treatment’

Skrevet af Falco Lamb 11.01.2007 arkiveret under Anmeldelser |