31.01.2007

2. round KO til Hip Hop Delight

hiphopdelightflyer.jpgNormalt er de eneste kampe man hører om på Copenhagen Jazzhouse dem med diverse Se & Hør kendisser, men torsdag den 1. februar er der dømt 2. Round Knock Out til Hip Hop Delight. De har taget boksehandskerne på og byder på en hip hop basker med et sværvægter lineup af jysk hiphop og ingen ringere end Danmarks originale boksekommentator Kurt Thyboe som vært.

Kurt Thyboe er ikke fremmed for hiphop, det var nemlig ham der med boksejargonen i femte gear introducerede MC’s Fight Night i cirkusbygningen i 2004. Der er næppe nogen tvivl om det bliver en underholdende oplevelse, når Thyboe guider publikum gennem programmet, der tæller følgende optrædende:

I rappernes ringhjørne står den snart album aktuelle Jøden med Jonny Hefty, 4Fod der også brygger nyt materiale sammen for tiden samt Per Vers, der tager en aften ud af barselsorloven for at rocke Jazzhouse med sit band. DJ-ringhjørnet er besat af mentor Tue Track og Stormester Møller, og med gæster fra Nord- Øst- og Sønderjylland kan aftenen minde om et jysk mesterskab i hiphop.

hiphopflyershirt.jpgDet går ned fra kl. 20.00, billetpris er 150,- men så får man også en velkomstdrinks og tager man 120,- ekstra med kan man glæde sig selv med en vaskeægte Hip Hop Delight limited edition t-shirt. Mere info om arrangementet (samt billeder af Michael Jordan og Eminem ’iført’ Hip Hop Delight shirts) findes på myspace.com/hiphopdelightclub.

Skrevet af ptas 31.01.2007 arkiveret under Nyhedsarkiv |