Ifølge psykoterapien skulle alle rende rundt med et latent ønske om at være til stede da man blev undfanget. Nu er jeg selv årgang ’79, og skulle jeg tage tilbage i tiden, ville jeg helt ærligt hellere være taget til New York, hvor hiphoppen trådte sine barnesko, og de første rappere begyndte at lave plader. En dem var Kurtis Blow, der med ’Rappin’ Blow’ og senere ’The Breaks’ gav rappen sit store mainstream gennembrud.

Kurtis Blow fra Harlem i New York var indiskutabelt rappens første solostjerne. Den første rapper der gik guld, den første der signede til et stort pladeselskab, og dominerede Kurtis Blow både hitlister og spillesteder indtil yngre kræfter som LL Cool J tog over. Siden har rappere som Snoop Dogg gentagne gange erklæret Blow deres kærlighed.

Man kan ikke tage tilbage i tiden (endnu), men somme tider kan fortiden manifestere sig så klart, at det næsten er som at være der selv. Sådan var det i torsdags da Kurtis Blow optrådte på Rust til Basketball 2007 Europe Tour. Årene har bestemt været gode ved Kurtis Blow, og bortset fra han havde erstattet sin jherri curl frisure med corn rows lignede den nu 48 (!) årige rapper sig selv i en grad få andre veteraner kan prale af. Stemmen fejlede heller ingen ting, og han begav sig straks ud i sit første hit ’Rappin’ Blow’ og fik publikum til at rocke med linier som: “Not a preacher or a teacher or an electrician / A fighter or a writer or a politician / The man with the key to your ignition / Kurtis Blow is competition.”

Crowden var en blanding af Rust’s sædvanlige festglade publikum samt old school hiphoppere, der havde støvet sig selv af for at tage med Blow tilbage i tiden. Som DEEPEE fra RBC sagde: ”Det er dejligt at se en rapper, der er ældre end en selv”. Salen var hurtigt oppe at ringe, skrålede med på de ældgamle (men formentlig selvopfundne) call-n-response rutiner, viftede hænderne i vejret og var i det hele taget med på legene i en grad man sjældent ser torsdag aften. Blows største hits som ’If I Ruled The World’ og ’AJ Scratch’ gik rent hjem, og selv de mindre kendte numre som ’I’m Chillin’’ var han god til at gøre relevante med indledninger som: ”Here’s a record to all the rappers that diss females”.

Kurtis Blows version af hiphop gælder om at have det sjovt, Han gjorde sin bedste for at leve op til idealet. Med sig havde han både en DJ og sin egen b-boy men også sin søn Kurtis Blow Jr. (og ikke Run fra Run-DMC, der startede sin karriere som ’the son of Kurtis Blow’). Junior fik især lov til at skinne på ’Basketball’, der som et af de få blev spillet i fuld længde mens far og søn tagteam-rimede sig gennem versene og publikum blev bedt om at luft-drible og dunk i takt med omkvædet. Sønnike rystede også en freestyle ud af ærmet i en mere nutidig ’106 & Park’-stil, og selvom flowet var okay, har han ikke helt sin fars karisma. Efter forholdsvis kort tid gik Kurtis Blow af scenen, for at vende tilbage med en gedigen gang hiphop karaoke, ’Rappers’ Delight’, ’The Message’, ’Friends’, ’Sucker MC’s’, ’Children’s Story’, ’Criminal Minded’ og ’Jump Around’ blev hevet frem fra gemmerne. Selvom man kunne ønske sig Kurtis Blow havde brugt mere tid på sit eget materiale kan man heller ikke fortænke ham i at tage lidt tilbage fra de rappere, der har stået på hans skuldre gennem tiden.

Ironisk nok var kulminationen på koncerten, hvad der normalt er antiklimaks hos andre kunstnere, nemlig der hvor publikum kommer på scenen. Først til det halvobskure ’I Got To Dance’, hvor Kurtis Blow beder om at få Danmarks b-boys på scenen. To ungersvende og garvede Sune fra 2 the Beat stillede op, og Sune gør god reklame for sin breakdance forening med gedigen old school breaking. Derefter bliver helt crowden inviteret til at indtage scenen, og der er fest og glade dage for alle pengene. Specielt da Chief One, som gik på breakdancepension i midtfirserne bumrushede scenen i ren ekstase. Chefen var løs, han bustede et move og krammede Kurtis Blow, der næppe ved hvor historisk et øjeblik det var for dansk hiphop.

Med en mere fest- og disco-orienteret stil end sine samtidige, var Kurtis Blow et mainstream-hit, og rangerede ikke så højt internt i hiphop-miljøet som f.eks. Melle Mel, Grandmaster Caz og Kool Moe Dee. Hans tekster kan virke letkøbte, og hans syngende flow bliver aldrig overkompliceret. Men det betyder bestemt ikke han ikke kan rocke huset, og hans karisma gør vers, der burde være outdatede for år tilbage, stadig bringer smilet frem. I modsætning til hvad han påstod dengang på ’Rappin’ Blow’ er han faktisk blevet en vaskeægte preacher, men Basketball 2007 Europe Tour handlede heldigvis mest om at prædike hiphoppens positive budskab og det gjorde han eminent. Kurtis Blow gik på scenen og gjorde det han altid har gjort – han fik os til at klappe vores hænder alle sammen.

Selvom showets struktur og den heftige bug af andres sange måske kun var til 4/6 gjorde den velvillige inddragelse af publikum aftenen står tilbage som en 5’er!

5 ud af 6 spots

Skrevet af ptas 27.02.2007 arkiveret under LiveSpot |