’Selvstændighedsfremkaldende’ hedder den nye skive fra Sveriges 3. bedst sælgende artist, Timbuktu. En position der genopretter noget af troværdigheden hos det udskældte ”flertal” som normalt forgylder hæsligheder som ’Boten Anna’, men måske har den brede masse alligevel smag?
I hvert fald manifesteres det i den rappende skåning, at man ikke behøver sælge ud for at sælge meget.

Det er allerede lidt siden at den pang-kulørte plade med heavymetal-fonten og den vrængende neonpink ramte butikkerne, så der er god chance for at du allerede har fået fingre i vidunderet der har kapret anmelder-hjerter på begge sider af Sundet. Men hvis ikke, bør du læse videre for du er blevet snydt på det aller groveste. Af dig selv. Det vil jeg gerne inspirere dig til at lave om på, ved hjælp af 6 grunde som taler for at storme ned i pladebiksen, eller dens cyberversion, og få fingrene i pladen. Timbuktu er en fremragende lyriker og for at fremhæve de indholdsmæssige kvaliteter af hans rap har jeg i denne artikel valgt at oversætte de fleste citerede linjer, til dansk.

Den første grund til at anskaffe dig pladen kommer allerede i titlen. Du mangler nemlig en pladetitel der er hele 27 bogstaver lang i ét eneste ord som samtidig udvider både dit ordforråd og din begrebsverden. Og når du har lært at stave til det på svensk er der mange øl at vinde rundt omkring på landets barer.

Den næste grund er ’Låt Nr 92’ som er i besiddelse af den mest sorgløse produktion man kan forestille sig. Tracket møder én som det første på albummet og udvider straks din definition af hiphop med et folkloristisk slægtskab der hverken er fætter til Mobb Deep eller Rakim. Det her er bimlende svensk med alle charmeknapperne skruet helt op og samtidig så damn dybt og underfundigt at både Emil Fra Lønneberg og Krs One ville kunne boppe hoveder til de her tekster, sammen.

Timbuktu har ikke et eneste braggadocio-track på hele pladen, ikke ét eneste track om biler, guns eller gummisko. Og bortset fra ’Vibb Aktuellt’ er der heller intet in-da-club-track. Faktisk trillede jeg også ned ad stolen da han rappede at man skulle ”ryste røven til skinken var mør”, men klatrede op igen, forvisset om at det var sagt med humor og ikke med den der liv & død seriøsitet Generation Bling går i byen.

Lyden på ’Oberoendeframkallande’ er eklektisk, legende tilsat en god sjat salsarytme. Det lette og luftige balanceres af dybdevirkningerne i lyrikken sammen med Timbuktus smidige flow der fx på ’Lika Barn Avvika Bäst Del 2’ skifter ubesværet frem og tilbage over 10 gange på en enkel, tromme-domineret produktion der rummer både dobbelttempo, slow-rap og alle variationer ind imellem.

Nå, men tilbage til det der sker i ’Låt Nr 92’. Det der sker er, at claps, sammen med et sing-a-long omkvæd, stråler op omkring en simpel computermodul-melodi der breder en lys bund ud under en samtale mellem Timbuktu og hans bror Måns:

”Så jeg sad og snakkede med min bror og det var sent i oktober
Vi kom frem til at lidelse var ideernes moder
Og at skabelsens motor brænder bedst med skæve metoder
Og ordene vi sagde blandede sig med stereoets toner”

Og hvad der siden sker, er at Timbuktu taler med sin ven Arne og dernæst atter Måns, og hvor hverken ”Arne” eller ”Måns” er synderligt gangsta navne at lade figurere i en rap-tekst, så indfanges der til gengæld en række meget poetisk formulerede bud på livets mening, mellem de tre aktører der fylder lyrikken med ægthed og en smuk sårbarhed der forløses i lytternes lettelse over at hiphop stadig besidder håb, fornyelse, visdom og evnen til at fremkalde gåsehud.

Den 3. grund til at anskaffe sig pladen er, at Timbuktu er så forbandet cool. Han er så cool, at hvis du køber pladen, og sætter den ind på din pladehylde, vil ikke bare reolen og rummet straks blive 10 gange så cool – DU vil også blive mere cool. Dit hår vil skinne mere, du vil svede mindre, dine orgasmer bliver længere og du vil score mindst 30 % bedre.

Grunden til at Timbuktu er så cool, er bl.a. at han på trods af at være i hiphop, har selverkendelse og selvironi. Han har så meget overskud at han godt tør indrømme og udlevere sine egne svagheder, men ikke på en klodset eller vulgær måde. Han gør det opfindsomt, humoristisk og raffineret, som på ’Karmakontot’ og ’Bra Bra’ hvor han også beviser sin evne til at sige så himle meget på så lidt plads, at det svulmer op som en airbag i eftertanken, når man rammer teksten rigtigt. Eksempelvis løber han på ’Bra Bra’ fra al ansvar med netop den mest skampulede undskyldning blandt kunstnere:

” Jeg mener, hvem er jeg til at stå imod markeds-monsteret/ det er vel magthavernes job – jeg gør alt for kunsten”

Det står dog knivskarpt at ironiske Timbuktu er en af de ganske få der ikke løber. Og han får hjælp til at stå imod fra en anden glødende talentfuld svensk rapper, Chords, der i samme track står for de memorable linjer om FCKs forhenværende træner med den græske fyreseddel:

”Tag en uge i Grækenland, som Hasse Backe/ Flyd i vandet som skummet på en kaffe latte, shit”

En anden ting der gør Timbuktu så cool er måden han har grebet hele præsentationen af sin plade an, så glem alt om at downloade den! På den ene side af fold-ud bookletten står samtlige tekster printet, hvad der unægtelig er en uvurderlig hjælp for alle der ikke har grills af skrå. Big up for det! På den anden side er der en plakat af Timbuktus venner og bekendte som erstatning for den røvsyge, drønanonyme takkeliste der normalt figurerer sådan et sted. Tiltaget demonstrerer i ét eneste foto præcis HVOR cool Timbuktu er. (Allesammens PTA mener det er en art tribute til ‘A Great Day In Harlem’ jazzbilledet og jeg kendte det flovt nok ikke, men det er et berømt s/h foto af 57 jazzmusikere fotograferet i 1958). Der sidder Timbuktu, flækket i et stolt grin, omgivet af alle mulige typer af ægte mennesker; småbørnsmødre med bæreseler, laksko-dudes i jakkesæt, pædagog-typer, kids, hippie-chicks og medbragte fotos af dem der ikke kunne være med.
Jeg stirrede, dybt imponeret på den brogede masse. Ingen opstillede modelbilleder med fotoretoucherede bimbos, ingen motioncenter-guldkæderockende badboys med attitude poseringer og dræberhunde, ingen unaturlig opstyltet koncentration af alt hvad der er kakao-brunt for at virke så etnisk som mulig på trods af at man kommer fra en blegfiset forstad. Det her var real, og stoltheden og glæden lyste ud af hovedpersonen – og det samme gjorde den fra alle andre på billedet.

Den 4. grund til at anskaffe dig Timbuktus nye plade er, at det er sundt for dig at høre musik med holdninger. Også politiske. Ikke overraskende er Timbuktu til venstre for midten, ikke kun på sit foto, men hans kritik af regering og højrefløj har mere charme og effekt fordi de ikke bliver prædiket med en fanatisme der ikke lader Ruth Evers noget tilbage, sådan som man ofte støder på i politisk hiphop. Ved at nå ud til folk som ikke allerede er glødende venstrefløj, opnår rapperen rent faktisk at rykke mennesker og måske stemmer. Dermed er han langt mere effektiv i sit korstog, end mange af sine med-missionærer. ’Kejsaren E Naken’ er 2 årtier set gennem Timbuktus øjne, fra barndommen i 80’erne til den tidlige ungdom i 90’erne. De af os der kender ruten kan fint mindes at ”Man heppede på cowboyerne, aldrig på indianerne/ bange for kommunisterne, elskede amerikanerne” Og reminiscer videre på denne enklere og mere naive tid:
”Vi hade 2 tv kanaler hade ingen reklam/ ofter klockan åtta såg man fan ingen på stan”

Den 5. grund til at anskaffe dig Timbuktus nye plade er til stede hvis du kan se det fede i uptempobeats der pumper godt med synth. Dette, skal det lige siges, er samtidigt hovedårsagen til hvorfor mange IKKE anskaffer sig pladen. Især titelnummeret, eller ’Känn Pepp’ er hvad jeg vil betegne som retro-futuristisk, med elementer af Kraftwerk keyboard og lidt Afrikaa Bambaataa, blandet op med skånske dansetrin og enderim fra røven af alfabetet: ”En skev nivå nås av så få/ jag går på rå åtrå o står så”.

Timbuktu er en fantastisk, original, skarp og inspirerende kunstner der ræssonerer i ens tanker og univers længe efter at musikken stilner. Han bringer nye dimensioner til hiphop og ingen bør snydes for det han bringer til bordet. Nogen bliver det alligevel pga. af den sproglige barriere, men lad ikke anstrengelserne slå dig ud. Det er det hele værd.

Og dermed er vi tilbage til ’Låt Nr 92’ og hin samtale, oktober aften, mellem Timbuktu og hans bror:

”Evige diskussioner fortsætter bare, findes der noget vi ikke løser, så bare læg det væk/
Uanset hvad munder analysen ud i de tusinde millioner stjerner der lyser i nat. Hvis der findes SÅ mange lyspunkter har mørket en værdi, måske findes der stor lærdom i de største vanskeligheder, måske er den pris ikke værd at prutte om?”

Ja der findes stor lærdom på den anden side af de vanskeligheder skånsk rap skaber for danskere, men den pris er altså ikke værd at prutte om, hvilket bringer mig til den 6. og sidste gode grund til at anskaffe dig Timbuktus nye album:
Du kan være så heldig at blive inspireret af rapperens egen tilgang til livet:

”Jeg vil ikke ha’ noget man kan leve med, jeg vil ha’ noget man ikke kan leve uden/
Jeg vil bare deltage og dele med, vil ikke se livet gennem ruden”

Kort sagt, bliver dit liv federe af det.

Skrevet af Ann Noyd 29.03.2007 arkiveret under Artikler |