Public enemy koncerten på Train d. 16/4 ’07 var en oplevelse jeg sent skal glemme. Jeg ankom ti minutter i 20 og hookede op med fotografen Bo, og da vi havde fået sagt pænt go’dag gik vi ind på Train, som skulle danne rammen om denne koncert med en af de mest legendariske grupper i hiphoppens historie på denne fantastiske solskinsmandag i april.

Det krævede ikke mere end et halvt øjekast at se, at crowden ikke var the usual suspects, men en lidt ældre skare end man ser til de fleste hiphop koncerter; faktisk forekom det mig umiddelbart at jeg hørte til i den yngste gruppe tilskuere, de purunge på et kvart århundrede eller deromkring. Der var dog få der skilte sig ud, bl.a. et par unge knægte i Public Enemy t-shirts, og den ene med matchende cap og Jesse James bandana, i bedste Dead Prez stil.

Efter opvarmning af DJ Static blev scenen for en kort bemærkning kapret af Gade X, maskerede med elefanthuer og bevæbnede med en stil der mest af alt mindede mig om en militant udgave af Humleridderne. De passede således ganske godt ind i denne aften, som vi skulle tilbringe i selskab med nogen af genrens absolutte old boys i det hele taget, men da især hvad angår rap med militante overtoner.

Efter Gade X’s korte besøg entrerede Public Enemy scenen. Og det var i særdeles stærk opstilling. Ikke alene troppede Chuck D, Flavor Flav og Professor Griff op, men også P.E.’s legendariske vagtkorps, S1W (Security of the 1st World) var med på scenen.
Desværre melder koncertens største problem sig allerede her helt i koncertens spæde begyndelse – lydniveauet! Man kan diskutere om det er hønen eller ægget, dvs. om det generelle lydniveau er for højt eller om det bare er lyden på mikrofonerne der er for lav, men i hvert fald overdøver musikken, som i øvrigt er live, hvilket man jo ikke kan være utilfreds med, desværre i store dele af koncerten lyden fra mikrofonerne. Dette resulterer faktisk i at man ikke kan høre Flavor Flav komme ind på scenen.
Vi bliver efter ganske få øjeblikke udsat for en længere fuck George W. Bush smøre, og selvom de fleste af os nok er enige i at en fuckfinger er på sin plads, så må jeg sige at jeg synes vi er ved at have hørt det nok gange. Ryst posen tak!

Der går heller ikke længe før et andet problem dukker op. Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har bemærket, at jeg hører til den yngre del af crowden, for pigen ved min side begynder snart at nive mig i kinden og fingerere mit fjæs som om jeg var en lille bamse, og resten af koncerten står hun hele tiden og prøver at se hvad det er jeg skriver på min blok, når altså ikke lige hun står og råber et eller andet til mig som jeg ikke kan høre. Forholdsvis frustrerende og ikke mindst meget forstyrrende. Da fanboy nummer 1 under koncerten finder sine P.E.-vinyler frem i håb om at Chuck og Flavor vil signere dem, står hun og hendes veninde også og peger på mig og griner som om jeg var et pudsigt lille plysdyr… Jeg må se at gro mig et skæg!

Men den der ler sidst ler bedst; Chuck (og senere Flav) signerer godvilligt mine vinyler, så det er all good. Og gruppen udviser igennem hele koncerten en høflighed og respekt overfor deres fans som mange oppustede primadonna-rappere kunne lære meget af. Så da jeg åbenlyst står og dagdrømmer midt på første række giver Chuck mig bare et diskret prik på skulderen, som for at sige ”kom nu ind i kampen”, vel at mærke med et fornøjet glimt i øjet.
Jeg stod imidlertid ikke og drømte mig hjem i seng, jeg filosoferede tværtimod over hvordan det må være at være én af gruppens dansende bodyguards. Jeg havde i længere tid stået og betragtet dem, og det var altså ærligt talt lidt af et komisk skue. Ikke alene så de to fyre gamle og trætte ud, men uzierne var siden ´88 også blevet skiftet ud med små ninjasværd straight outta Fætter BR, hvilket ikke gjorde det nemmere at tage dem alvorligt. De virkede som et levn fra fortiden og fik mig til at tænke på Xi’ans terracotta krigere, men ikke desto mindre var det…hyggeligt?… at de var med.

Se, nu kan det godt være jeg bevæger mig ud i en overfortolkning af bagateller, men jeg synes man kunne ane et mindre drama der udspillede sig på scenen, indbyrdes i bandet. Det er jo ingen hemmelighed at der har været en del stridigheder indbyrdes i Public Enemy, bl.a. blev Griff jo i sin tid smidt ud af gruppen pga. anti-semitiske udtalelser, men blev sidenhen taget til nåde igen. Og i aften synes jeg altså at man kunne fornemme at der foregik nogen ting indbyrdes imellem Flav og Chuck. Figuren Flavor Flav skal jo være et billede på hvordan det hvide USA opfatter den sorte del af befolkningen, og har som sådan altid været et yin til Chuck D’s yang og en slags hofnar i gruppen. Men også i virkeligheden må de to personer siges at være store modsætninger. Chuck D har altid taget klar afstand fra alkohol og stoffer, mens Flavor Flav jo igennem årene har haft store problemer med afhængighed af forskellige substanser. På et tidspunkt under dagens koncert sagde Flavor imens han drak en fadøl på scenen så noget i retning af at det måtte han godt, fordi det var hans fødselsdag, hvilket jeg vidste var løgn da han og jeg (og i øvrigt også Murs) deler fødselsdag. Senere indrømmede Flav da også at det ikke var hans fødselsdag, men at han drak en øl fordi han var en ”grown motherfucking man”, og jeg synes det virkede som en noget bitter bemærkning. Lidt senere præsenterede Chuck D så de forskellige folk på scenen (var det bare mig eller hed de to S1Ws James Bob og Pop Diesel, haha?) og Flavor blev betegnet som den største hypeman nogensinde. Og det er netop sådan de fleste nok opfatter ham, som en hypeman, men hvad færre ved er at han faktisk er en yderst kapabel musiker, og det var som om han virkelig brændte for at kommunikere det budskab ud til crowden da han på et tidspunkt hen mod slutningen af koncerten satte sig ved trommesættet og gav den gas i en fem minutters tid, og jeg tror da heller ikke der var nogen der var i tvivl da han var færdig. Der skete i det hele taget en hel forvandling med ham i løbet af settet, hvor han i begyndelsen virkede noget klatøjet, ja faktisk var hans øjne helt lukkede, og jeg skal da ikke lægge skjul på at jeg tænkte, ”manden er på stoffer”, men som aftenen skred frem fik han åbnet øjnene og kom i den grad op i omdrejninger.

Det samme gjorde sig faktisk gældende for Griff, som også var overordentlig interessant at iagttage. Hvor både Chuck og Flav var tydeligt mærkede af alderen (henholdsvis 48 og 47!), slog det mig at Griff slet ikke så gammel ud (han er vist også “kun” 40); faktisk mindede han mig lidt om en ung Canibus i sin udstråling. Ikke desto mindre var hans rolle i den første halvdel af koncerten ganske marginal, ja nærmest overflødig, men derefter var det som om også han langsomt kom ind i kampen. Især da der opstod et (iscenesat?) problem med bassen trådte han i karakter og udførte sammen med guitarist og trommeslager et lille medley, ”some sittin’ on the dock of the bay shit” kaldte han det selv, hvorunder Chuck D brød ind og bad ham om at fyre op for noget spoken word. Og det kunne have været rigtig spændende at høre hvad det var han sagde, men jeg kunne desværre ikke høre det, igen pga. alt for lavt lydniveau på mikrofonen.

I den sidste del af den monsterlange koncert (2½ time!!!) er det som om styrkeforholdet imellem instrumenter og mikrofoner bliver udlignet en lille smule, og vi får bl.a. ‘Give It Up’ fra ‘Muse Sick-N-Hour Mess Age’ hvor man næsten kan høre hvad der bliver rappet. Det er også her man virkelig får en fornemmelse af hvor dygtigt et liveband det er de har med sig, da de bl.a. spiller en lille snas fra Jimi Hendrix’ klassiker ‘Purple Haze’ og forskellige andre rocknumre i den absolut tunge ende af skalaen. Vi får også både et Flavor Flav medley, en imponerende om ikke vellydende opvisning fra DJ Lord, som har været gruppens faste DJ siden ´99, og som i øvrigt stillede op i Ungeren t-shirt, og endnu en opsang til George W. med på vejen inden Public Enemy forlader scenen, hvilket de i øvrigt endnu ikke har gjort da vi forlader Train, fordi de har travlt med at skrive autografer.

Der var i det hele taget tale om en koncert som ikke lod meget tilbage at ønske, og man må sgu tage hatten af for at sådan nogen gamle rotter kan klare at give den max gas i 2½ time. Det ville ikke være upassende at kalde Public Enemy for hiphoppens Rolling Stones. Vi fik bl.a. ‘Can’t Hold Us Back’, ‘He Got Game’, ‘Shut ’Em Down’, ‘Black Steel in the Hour of Chaos’, ‘Can’t Truss It’ (med Professor Griff som co-trommeslager), ‘Miuzi Weighs A Ton’, ‘Don’t Believe The Hype’, ‘Bring The Noise’, Sugar Hill Gangs ‘Rapper’s Delight’ fremført af to publikummer, herunder førnævnte bankrøverbandanabærende unge bawler(!), og meget meget mere… og som kronen på værket, prikken over i’et osv., fik vi til sidst mine to yndlings P.E. klassikere of all time, ‘By The Time I Get To Arizona’ og ‘Fight The Power’ til sidst. Eneste minus var altså den uheldige lyd (vel at mærke også et stort minus) og så at de smed vores fotograf ud af fotograven efter 10-15 minutter. Ikke desto mindre sniger folkets fjende sig op på fem flotte spots fordi det var en fantastisk indsats de leverede, og da de spurgte om folk havde fået smæk for skillingen, lød svaret fra crowden da også som et enstemmigt ”hell yeah!” i mine ører.

Foto: Bo Ranum Borre Larsen

Skrevet af Mic 23.04.2007 arkiveret under LiveSpot |