“I appreciate y’all coming out, I know I’ve played in Copenhagen a lot the last couple of years,” siger han oppe fra scenen i Amager Bio. Vi er også taknemmelige for han kommer og spiller – specielt eftersom det er over ti år siden han gjorde det sidst. Manglende hukommelse og geografievner til trods er han her ikke desto mindre. Og den evige teenager beviser nok engang, at han er i stand til at hive et flow fra en anden planet ud af sine røgfyldte lunger: Redman’s ready to rock!

Først spoler vi lige filmen tilbage til ankomsten i Amager Bio, koncertstedet der har lagt scene til en stribe udenlandske rapnavne de seneste år. At amerikanske rappere ikke partout trækker så meget publikum som back in the day-o har været tydeligt, og der har oftest været fyldt op af Tordenskjolds soldater – hiphoppere med usynlige skoletasker, der er kommet for at se de gamle idoler en (næst-) sidste gang. I aften er der dog godt proppet, dels af the usual suspects, men de lokale drenge og piger er også godt repræsenteret. Der oser af den særlige Amager biologi, hvor man godt ved man ikke skal vippe for meget med ørene, med mindre man ligefrem ønsker at få dem varmet. Det passer mig dog fint, for desto flere folk der er foran scenen, desto mere rowdy er stemningen, og så bliver lyden markant bedre når rummet er fyldt ud.

J-Spliff har scoret opvarmningstjansen, og han tager afgjort bolden og løber med den. Han bevæger sig energisk rundt på scenen flankeret af nogle af landets bedste, når det kommer til at spytte 16 troværdige takter: Verb Ink fra Royal Mudd, Nappion og Substance, samt DJ Diverze, der desværre ikke rekreerer den latterligt seje intro til Spliff’s kommende album live. De har imponerende godt fat i crowden af et opening act at være, og eneste anke må være, at den gennemførte group-effort, stjæler lidt velfortjent shine fra Spliffen i midten.

Tue Track overtager scenen, og skal spille et par plader før Redman gør sin entre. Han har en ordentlig stak kiks i mælkekassen, så han har åbenbart ikke valgt de tre-fire numre han skal spille hjemmefra. Eller også har han, for det trækker efterhånden ud med den entre. Mens EPMD, Slick Rick osv. bliver revet rundt på pladespillerne stiger nervøsiteten for om Funk Doc overhovedet dukker op. Nogle vælger at dulme nerverne med en lille joint, men de bliver hurtigt ekspederet ud af vagterne, bl.a. tuller Jøden ligeså stille ud af bioen med en temmelig vred bouncer bag sig. Han kommer heldigvis ind igen, men måske skal to’eren til ‘How To Roll A Blunt’ hedde ‘How To Smoke It Secretly In The Club.’

Endelig går DJ Dice på scenen. Han sætter først instrumentalen til De La Soul’s ‘Ooh’ på pladespillerne, og derefter Adam F’s ‘Smash Somthin’, og så ved de fleste hvad klokken er slået. Redman glider ind fra højre side, og herfra er det en ren flow-opvisning den næste times tid. Numrene flyder i en lind strøm, og lyden i Amager Bio, der ellers kan være en tung dame at danse med er knivskarp. Den umiskendelige lyd af Redman’s vrængende, grinende stemme fylder rummet, mens han med perfekt timing rapper sine tekster uden antydningen af forpustelse.

I et tætpakket show får vi serveret hits på stribe fra de tidlige ‘How To Roll A Blunt’, ‘Time 4 Sum Aksion’ og ‘Tonite’s Da Nite’, over ‘Da Rockwilder’, ‘I’ll Be Dat’, ‘Let’s Get Dirrty’ og op til den nyeste ‘Put It Down’. Der er også tid til et par af gæsteversene, bl.a. den showstjælende optræden på LL Cool J’s ‘4.3.2.1’. Leveringen er en kombination af hele numre, og så et enkelt vers + omkvæd brat afsluttet med den klassiske ’rude-der-smadrer’-lyd. Man kunne godt have ønsket sig et nummer som ‘Time 4 Sum Aksion’ havde fået en bedre placering i showet, da det nærmest er blevet Reds anthem, men omvendt bliver det en flot stilopvisning fra Red at hitnumrene nærmest flyver ud af ærmerne på ham.

At Redman stadig har sine ben solidt plantet i fortidens bedrifter, understreges af ‘Thee Album’ tilføjelsen til den nye album titel ‘Red Gone Wild’ ligesom det var tilfældet på debuten. Da han spiller en stribe numre fra ‘Muddy Waters’, bl.a. ‘Whateva Man’ annoncerer den røde dæmon intentionen om at lave et ‘Muddy Waters 2’ album næste gang, og sammen med Meth skulle ‘How High 2’ filmen og ‘Blackout 2’ albummet også være på tegnebrættet. Alle tiders, men en smule konservativt fra en ellers så opfindsom MC som Reggie.

I forhold til showet sidst i Århus mangler Icarus, DJ Kool, og der er heller ingen DJ opvisning fra Redman, der ellers startede karrieres på hjul af stål. Red har selvfølgelig et par homies med, Ready Rock og Blamm fra Gilla House, men de gør ikke meget væsen af sig på scenen og endnu mindre på mikrofonerne, og man føler sig en bette smule skuffet over Saukrates ikke engang er i huset. Selv da der bliver råbt om “freestyle” viser det sig bare at være nummeret ‘Freestyle, Freestyle’ fra ‘Red Gone Wild’ der er tale om.

De manglende show elementer kompenserer Redman dog temmelig effektivt for med impulsive improvisationer. Når han rapper på ‘How High Part 2’, at ”I’m a real block winner, the Doc inna / Bitch one of my balls bigger than the Epcot Center” er den anden kugle tydeligvis større end Tycho Brahe Planetariet, for sekundet efter stagediver den 36-årige rapper ned i et lamslået publikum, der ingenlunde har tænkt sig at gribe rapperen. Efter et stykke tid hører man en stemme fra gulvet, der skuffet råber ”Ah you motherfuckers, I thought you had me!” Og så er det ellers tilbage på hesten med et par mere vellykkede dyk fra scenen.

Det ellers tætpakkede show går herefter en smule i opløsning. Red proklamerer at vi ikke skal tage til takke med dårlige shows herovre, og det er jo nemt for ham at sige når han er så pissedygtig til at rappe. Han kan slippe af sted med stort set alt, og kravet om alle kunstnere bør stagedive mindst to gange, synes lidt ekstremt efterhånden som raplegenderne bliver ældre og ældre.

Da Redman forlader scenen har der været underholdning for alle – de mange – billetpenge. Han rappede efter min bedste overbevisning bedre end i Århus, og selvom showet ikke var sat ligeså godt sammen, er det vel til syvende og sidst det det drejer sig om. Man kunne godt have ønsket sig han var gået på kortere tid efter opvarmningen, men når han var på, og var i zonen, var det virkelig guld at lytte til. Det er meget passende det nye album hedder ‘Red Gone Wild’ for den vildskab han eksploderede på scenen med i starten af ’90’erne kan han stadig presse ud af mikrofonen når det passer ham.

Før han smutter, slår geografikongen lige til igen og inviterer os alle til afterparty ”right next door”. Det viser sig at være inde i byen fire kilometer væk. Hans mellemnavn må være ”Where we at?”, for hver gang han er i Danmark, spørger han ”Where we at?”

5 ud af 6 spots

foto: Bo Pee
skriv: PTA

Skrevet af ptas 02.05.2007 arkiveret under LiveSpot |