13.06.2007

Producer-slåskamp igen!

bongbombthumb.jpgNu er de i totterne på hinanden igen, de producere. Hihats og stortrommer flyver gennem højttalerne mens 4 danske producere kæmper om Klub Gongongs gyldne pokal som RapSpots høvding tog hjem sidst. K-V vandt den første runde af ’Battle Of The Beats’, men runde 2 er nu i fuld gang, og med helt nye modstandere.

Standarden er meget høj, men pladerne indeholder også betydeligt federe samplemateriale i denne omgang” udtaler K-V ”Hver af de beats der er med her kunne have slået det beat jeg vandt med sidst”. De rosende ord går ud til hans nye modstandere; Steen Rock, Twelve og Terry Tester. Alle 4 har fået udleveret et ordentligt skud disko i kraft af følgende Lp’er: Det originale soundtrack fra musicalen ‘Hair‘, opsamlingen ‘Thank God It’s Friday’ samt ‘Saturday Night Fever’ soundtracket.

For at genopfriske konceptet, går det ud på at 4 producere får udleveret de samme 3 LPér og en deadline. Inden fristens udløb skal de hver levere et beat baseret på hvad de kan sample fra de samme plader. Herefter lægges deres bud anonymt op på konkurrencens hjemmeside, og en brugerafstemning kårer vinderen der offentliggøres til en fest d. 22. juni i København, på Zum Biergarten, hvor sejrherren får udleveret en vandrepokal, en flaske champagne og går videre til næste runde.

Konceptet er fedt, men desværre også plaget af en række (begynder)vanskeligheder.
Brugen af flere plader og det store udbud af numre, gør det vanskeligt at identificere hvad der er blevet brugt af produceren og også OM der overhovedet er blevet brugt noget fra pladerne, sådan som reglerne dikterer. Det ville være hensigtsmæssigt at lægge det brugte snippet op i original version, sammen med det nye beat, så man kunne høre hvad  – og hvordan – lydene var blevet brugt. Det kunne være en idé, hvis alle fik ét og samme nummer de skulle sample, så man kunne høre hvordan de hver især havde flippet det.
Det er heller ikke så fair at 3 beats i denne omgang blev lagt op MENS den sidste producer stadig arbejdede på sit (fordi deadlinen ikke blev overholdt), og endelig bliver det ikke oplyst på hjemmesiden hvornår afstemningen lukkes ned.
Heldigvis har der også været plads til forbedring. Den første brugerafstemning var helt anonym, så man kunne i princippet stemme et ubegrænset antal gange på sin egen homie, eller yndlingsbeatet, bare ved at klikke løs på stem-knappen. Denne gang skal man indtaste sin email for at stemme, så det gør det lidt mere besværligt at fuske.

RapSpot opfordrer til at du tjekker de gode bud ud på Klub Gongongs hjemmeside, og stemmer på din favorit. Følg linket til konkurrencens website, gå ind under ”Discipliner” og vælg ’Battle Of The Beats’, men skynd dig for vinderfesten afholdes allerede fredag d. 22. juni.

Må bedste mand vinde!

.
Link: http://www.klubgongong.dk/

.
Hvad: Battle-koncept Klub GonGong (‘Battle Of The Beats’, ‘Tema-clash musik’, ‘Tema-clash visuals’ og ‘grafisk design’)
Hvornår: Lige nu på http://www.klubgongong.dk/, og d. 22.06.07 fra kl. 22:00
Hvor: Finale på Zum Biergarten, Axeltorv 12, København.
Pris: 60 kr. d. 22.06.07

.

Klubgongong2.gif

Skrevet af Ann Noyd 13.06.2007 arkiveret under Nyhedsarkiv |