20.06.2007
Myspace-grindin’: Interview med Donny Goines
Den amerikanske rapper Donny ‘Goines’ Scott er ude med freedownload-albummet ‘About the Author’. Hans unge karriere har allerede budt på samarbejde med nogle af de bedste up and coming-producere i rapverdenen og beef med et stort hiphop-magasin. RapSpot hookede op for et interview.
I starten af januar 2006 var oprettelsen af en Myspace-profil startskuddet til Donny Goines satsning på en karriere som rapper. For omkring et år siden smed han så mixtapet ‘The Prologue’ på gaden, og siden er det gået stærkt. Han mødte platin-produceren Disco D (r.i.p.) og sin mentor Bishop Lamont (signet til Aftermath Records). Ud over Disco D (50 Cent‘s ‘Ski Mask Way’), har Donny arbejdet med folk som J.R. Rotem (The Game‘s ‘Doctor’s Advocate’) og Ron Browz (Nas‘ ‘Ether’). Hans arbejde har været oppe på sider som AHH og SOHH, han har vundet 5000,- i kolde, klingende dollar ved en G-Unit fest og en freestyle-konkurrence på Source Community, der sikrede ham en Unsigned Hype-artikel (som han senere blev snydt for). Han har været optrædende til legendariske Amateur Night på Apollo Theater, og medvirket i dokumentarfilmen om Disco D, ‘Hustle Harder XXL’ (se trailer).
Rygklapperne har nærmest stået i kø siden ‘About the Author’ blev smidt på nettet, det har dog ikke fået Donny til at hvile på sine laurbær. Han er stadig sulten, søger stadig efter anerkendelse blandt sine kolleger, og mest af alt, respekten hos sine fans. RapSpots gæsteskribent T-Rade har fulgt ham siden Myspace-opstarten og hookede et lille interview op:
Først og fremmest, hvor er du født og opvokset?
New York City, hele mit liv. Voksede op i Harlem og Bronx.
Hvornår startede du med at rappe, og hvorfor?
I starten var det på grund af min ven Duck fra Bronx. Jeg havde set ham freestyle nede på gaden engang, jeg var helt ung, og den måde han fangede crowden på var helt fantastisk og var virkelig en øjenåbner. Fra det øjeblik begyndte jeg at rappe, men jeg tog det ikke særlig seriøst i mange år!
Hvad er din største inspiration, når du skriver?
Min familie og dem, der lytter til mig. Jeg lever for andre, mere end for mig selv.
Udover Donny Goines, hvilke navne har du så brugt?
Jeg har haft nogle forskellige navne her og der. Det eneste, der sådan står frem, er Flow, som var det navn, jeg brugte i hæren sammen med min homie Rip.
Hvilke rappere er dine største indflydelser?
Ingen. Ingen musiker har indflydelse på mig eller min musik! Det hele kommer indefra. Mange forskellige musikere har dog givet mig lyst til at arbejde med musik på forskellige tidspunkter i mit liv.
Der er en trend i hiphop-verdenen med at tage en college uddannelse, hvilken uddannelse har du?
Jeg er som en collegeuddannet, men uden nogen grad; jeg tog “Kanye-ruten”. Jeg var også en del af den amerikanske flåde. Hvis jeg havde haft et valg, så havde jeg valgt at tage på college og prøve at skabe en karriere inden for forretningsverdenen. Men i stedet fandt jeg min lidenskab, og jeg fulgte hjertet – uden fortrydelse.
Du havde et crew, som hed 3rd Roc, hvordan går det med dem? Nogle kommende projekter med dem? Hvad med ham, som sad i fængsel??
3rd Roc var gruppen, som virkelig fik mig ind i det her. Det var min boy Bigga Threats idé, og det var en god ting for mig. Det lærte mig at strukturere linjer og sange. Bigga (som var ham, der sad inde) er lige blevet sat fri og arbejder med Dame Grease på hans Vacant Lot Records. Oxxx laver hans musik og klarer sig godt. Det er de to andre hovedmedlemmer. Selvom der ikke er nogle planer om at komme i studiet med dem i den nærmeste fremtid, så er det familie, så det kommer nok på et tidspunkt.
Hvilke rappere vil du sammenligne dig selv med; både med hensyn til stil og som person?
Igen: ingen. Det relaterer også til svaret tidligere. Helt simpelt, da jeg besluttede mig for at forsøge på det her, stoppede jeg med at lytte til musik i 9 måneder. I den tid tog jeg bare tid til at grave i mig selv til jeg kom rigtig frem for mig selv.
Nogle du specielt godt vil arbejde sammen med?
Alle, der er talentfulde, som tager det her seriøst!
Du har haft alkohol ret tæt ind på livet, og det har spillet en stor rolle i dit liv. Disse problemer kommer du nærmere ind på i nummeret ‘First Love’ fra din debut, mixtapet ‘The Prologue’. Efter godt et år ude, hvordan har den så klaret sig efterhånden?
Det var hovedsageligt ment som en måde at få mit navn ud på. Den blev brugt til at fange den offentlige interesse, og det gjorde den godt. Jeg er helt tilfreds med resultatet af den.
Og hvordan er dit forhold til alkohol så nu?
Jeg har været ædru i over to år nu. Jeg vil komme endnu nærmere ind på det og andre emner på min labeldebut.
Du oplevede nogle problemer med et stort internationalt hiphop magasin, kan du fortælle, hvad det gik ud på, og hvorfor det kom til det punkt, som det kom til?
For alle dem, som ikke ved det, så kan de gøre deres research. Det er ikke så svært at finde. Med hensyn til at snakke om det, så er det ikke rigtig min tid værdig, og jeg har besluttet at komme videre og ikke at lave nogle kommentarer om dem eller om deres samarbejdspartnere. Men jeg vil under ingen omstændigheder arbejde med dem!
Jeg har fulgt din karriere fra første dag næsten, i al fald fra da du oprettede din myspace, hvad vil du sige har været det sværeste?
At holde fokus og fortsætte, ligegyldigt hvilke problemer der har været. Der har været mange offentlige og personlige ting, som har gjort, at jeg havde lyst til at lukke det hele sammen. Men det at overkomme alle de ting har helt klart været det sværeste.
Hvad har så været nogle af de bedste oplevelser indtil videre?
At møde en masse interessante mennesker i den her branche (Diddy, Steve Rifkind, G-Unit, Bishop Lamont). At arbejde sammen med nogle fantastiske mennesker, men mest af alt folks reaktion på min musik!
Til Urban Network mødte du en masse celebs, har det på nogen måde påvirket din karriere?
Ikke rigtig. Jeg møder celebs konstant. Nærmest på en ugelig basis. Medmindre de er direkte involverede, så har det overhovedet ingen indflydelse.
Var det der du mødte din manager, Jack Danz, eller hvor var det?
Vi mødtes en dag til noget, som hedder Sunday School. Han gav mig hans kort, og af en eller anden grund besluttede jeg mig for at ringe. Vi har været et team lige siden.
Var han ansvarlig for dit job hos Disco D? Hvis ikke, hvordan scorede du dig så det job?
Nej, jeg mødte D før Jack. For at gøre en lang historie kort, så mødte D mig via et forum board. Jeg skrev noget med, at jeg var interesseret i noget arbejde indenfor branchen, og jeg fik svar fra ham den næste dag. Ikke bare var han en god boss, han var også et af de bedste mennesker, jeg nogensinde har mødt!
Der er ikke nogen features på ‘About The Author’ bortset fra nogle omkvæd. Følte du, at det var vigtigt at vise, at du kunne klare et helt album selv?
Præcis. ‘About The Author’ er bare for at vise, hvad jeg kan rent professionelt (det første album er altid for folket). Det næste album, hvilket vil være det første “officielle” og “rigtige” album vil dække alle baser og vil virkelig vise omverdenen, hvad det er, jeg duer til.
Hvordan ser fremtidsplanerne ud, nogle deals?
Nyt musik, nyt album, ny begyndelse. Forvent at hør meget mere til Donny Goines
Nogle sidste ord?
Masser af love til alle mine supportere derude og min ven T-Rade. Sørg for at tjekke min myspace og download mit album ‘About the Author’. Helt gratis. Uno.
Ord: Mathias ‘T-rade’ Torp
Foto: Don Michaels
Skrevet af Gæsteskribent 20.06.2007 arkiveret under Interviews |