Det nye album fra Pharoahe Monch har været rigtig længe undervejs. 7½ år har det taget at få en opfølger til ’Internal Affairs’ på gaden. Det er imidlertid ikke fordi manden med det måske mærkeligste og helt sikkert oftest fejlstavede navn i gamet har ligget på den lade side. Når man en gang imellem har fået et glimt af Monch, har der ikke hersket nogen tvivl om at han ikke var faldet af på den.

Den mest mindeværdige præstation manden med det borgerlige navn Troy Jamerson har leveret siden hans debut som soloartist er i min personlige bog helt afgjort hans vers på ’Oh No’ fra det andet album i ‘Lyricist Lounge’ serien, hvor han totalt outshinede Mos Def – et vers, som 100% sikkert ville være i min alltime vers top 10 hvis jeg havde sådan én. Men også på ‘Soundbombing III’, der ligesom ‘Lyricist Lounge’ blev udgivet på det nu hedengangne (og genopstandne) Rawkus Records, gjorde han indtryk, selv om han kun lagde omkvæd til Styles P’s ’The Life’. Siden stjal han showet fra både Talib Kweli og Black Thought på ’Guerilla Monsoon Rap’ fra Kwelis debutalbum ’Quality’, ligeledes udgivet på Rawkus.

Men efter Rawkus’ kollaps blev Pharoahe fanget i pladeindustriens juridiske tovtrækkerier, hvilket førte til at han adskillige gange skiftede pladeselskab. Da han for en lille håndfuld år siden landede på Eminems Shady Records var der mange (tilsyneladende Pharoahe inklusiv) der troede, at nu ville albummet snart droppe, men med fare for at lyde bagklog må jeg sige, at jeg også dengang var noget skeptisk. Havde Em lært bare lidt af sin mentor, den gode doktor, skulle Pharoahe nok komme til at lide samme skæbne som Last Emp, Rakim og King Tee, tænkte jeg. Hvordan det hele hænger sammen, kan jeg jo ikke vide, men det blev i hvert fald ikke Shady, men derimod Universal der i den sidste ende kom til at udgive Pharoahes andet soloalbum.

Men nok om fortiden. Året hedder 2007 og albummet hedder ’Desire’. Og her er ingen ’Simon Says’. Ingen ’Oh No’. Ingen gæsteskud fra andre store rappere. Ingen potentielle radiohits. Ingen bullshit.
Jeg får svært ved at skjule min begejstring, så jeg kan lige så godt sige det med det samme: det her er et virkelig godt album!

Ligesom på debutalbummet håndteres meget af produktionen af Monch selv, men lidt hjælp har han dog fået, og det har han bl.a. fået af Alchemist, der (ligesom på debutalbummet) leverer et enkelt track, i dette tilfælde titelnummeret, som i mine ører egentlig ikke lyder synderlig meget som Alchemist, men som passer rigtig godt ind i helheden; der er på hele pladen brugt en ret organisk lyd der udover trommer og bas primært består af en masse blæsere, lidt strygere og en knivspids elspade. Der er ingen elektroniske/syntetiske lyde og der er ingen cuts på albummet.

“Comprehend the guidelines
my chest out, chinchilla on, relaxed on the sidelines
I’m so famous
understand, New York City respect my game like Joe Namath
and I protect my name like yo anus
in prison
ya’ll don’t hear me, ya’ll don’t listen
ya’ll just wanna shine, ya’ll just wanna glisten
floss, knowing that the soul is still missin’
WHO — AM — I? I’m the poetical pastor
slave to a label, but I own my masters
still get it poppin’ without artist and repertoire
‘cause Monch is a monarch only minus the A&R”

…lyder det på titelnummeret. Og dette vers er meget repræsentativt for albummet som helhed. Det er tætpakket med lyriske finurligheder (genialiteter er måske et mere passende ord), og det er et tveægget sværd i den forstand, at de fleste på den ene side nok ikke fanger den i første omgang, men at de, som tager sig tid til at nærlytte teksterne på den anden side får et album der bare vokser og vokser på én. Det er et meget voksent album, og man kan virkelig mærke at der er tale om en grown ass man hér. Vi får mange sider af Pharoahe at se; der er både blærerøven, battlerapperen, den frustrerede kunstner, samfundskritikeren, og til dem der (som undertegnede) digger ’The Ass’ fra ’Internal Affairs’, er der også lidt x-rated shit at finde herpå.

Noget af det, som Pharoahe har vundet mange fans på, er hans guddommelige flow. Et flow, der ikke bliver mindre imponerende med det faktum, at manden lider af svær astma, i mente. Men på den nye plade har han sat farten ned, og der er ingen tungetvistende energiudladninger, som det man kunne høre på f.eks. ‘Oh No’. På ‘Desire’ rappes der forholdsvis langsomt på hele pladen, og det står helt klart, at indholdet og helheden er blevet prioriteret meget højt, og resultatet er formfuldendt. På det foregående album fik Pharoahe samtidig besøg af højtråbende typer som M.O.P og Busta Rhymes, hvilket var med til at gøre det til et bombastisk og til tider larmende album. Her er der imidlertid ingen deciderede bangers at gå amok til – det nærmeste vi kommer er nok det Black Milk producerede ‘Let’s Go’ – men til gengæld er der tale om et album med virkelig meget kød på.

Jeg kunne snakke om det her album i én uendelighed, men jeg vil nøjes med til sidst at fremhæve et par af albummets andre højdepunkter. På ’You Gave Me Power’ fra Nas’ andet album ’It Was Written’ beskrev Nas verden som den må set ud med en pistols ”øjne”. På ’The Gun Draws’, som mange nok har hørt (og set som video på youtube), tager Pharoahe så konceptet et skridt videre, idet han sætter sig selv i en kugles sted:

“Good evening
my name’s mister bullet
I respond to the index when you pull it
the trigger
so make a note, take a vote
quick man, nickname’s Quaker Oats
‘cause whether domestic violence or coke deals
see I lust to change brain matter to oat meal
and when I kill kids they say shame on me
who the fuck told you to put they names on me?
white man made me venom to eliminate
‘specially when I’m in the hood I never discriminate
just get in ‘em then I renovate
flesh, bone, ain’t nuttin’ for me to penetrate
and it could happen so swiftly
one false move might shift me
if I’m enlodged and your soul’s not claimed
I will remind that ass when it’s about to rain like…”

Tracket er produceret af Mr. Porter, og det er også ham der har trykket knapper på det sidste nummer jeg vil fremhæve, nemlig det fantastiske, 9 minutter lange ’Trilogy’, et (som titlen svagt antyder) tredelt nummer, der (måske inspireret af Nas’ ’Rewind’ fra ’Stillmatic’) fortæller en historie bagfra. Jeg må indrømme at jeg endnu ikke helt har fundet hoved og hale i historien, men jeg kan afsløre at det er noget med utroskab, mord, korruption og all that good shit. Det minder en lille smule om ’State vs. Kirk Jones’ fra Sticky Fingaz’ kriminelt oversete debutalbum.

Værd at bemærke er også, at der på albummet er en coverversion af Public Enemy klassikeren ’Welcome to the Terrordome’. Det er ét af de allerbedste covernumre jeg har hørt indenfor genren, nok kun overgået eller tangeret af Snoops geniale cover af Slick Rick og Doug E. Fresh klassikeren ’La Di Da Di’.
Desuden skulle det fremragende nummer ’Agent Orange’, så vidt jeg husker det sidste Monch nåede at udgive på ”det gamle Rawkus” angiveligt være inkluderet som bonusnummer på UK udgaven.

Med eller uden denne ekstra godbid, må konklusionen være, at Pharoahe med ’Desire’ har præsteret et helstøbt, dybt imponerende album. Men det er som sagt at tveægget sværd. Det er på ingen måde et let tilgængeligt album, og er man mere til 50 Cent og Dre end til fordybelse, så er det nok ikke et album man får meget ud af at købe. Hvis du kun har tid til en Big Mac to go, så lad vær’ med at bestille en 6-retters middag. Men har man lyst til at investere lidt tid i at gå på opdagelse i Hr. Jamersons tekstunivers, så er det altså absolut værd at investere i denne perle. Jeg frygter, at et album som ’Desire’ i denne globaliserede internet-verden, hvor man uden problemer kan høre ny musik 24/7, vil blive overset, men det vil tiden jo vise. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil være i heavy rotation hos mig det næste lange stykke tid, og tvivler på vi får et bedre hiphop album at høre i år. Fem store spots.

Skrevet af Mic 01.07.2007 arkiveret under Anmeldelser |