05.07.2007

Roskilde 2k7: Rusgildet ifølge Mat – We in There! Festivalen gennem 15 år

Det er i år femten år siden jeg for første gang plantede støvlerne i Roskildes muld, og jeg har haft et par skifte-Timbos stående der lige siden. Oplevelserne har været mange og stærkt varierede, men i langt overvejende grad positive. Jeg har haft nogle af de vildeste koncertoplevelser på festivalen – blandt andet Maceo Parker & Fred Wesley i 1994, Roots i 1995, Bob Dylan i 1998, Neil Young i 2001 og Erykah Badu i 2002. En håndfuld storslåede musikoplevelser, jeg meget nødigt ville have været foruden.

Også et par af de wackeste hip hop-koncerter nogensinde på dansk grund er det blevet til: Gravediggaz i 1995 og The Game forrige år. Der var i begge tilfælde tale om ny bundrekord i undertegnede scrapbog. Chokerende, men derfor også mindeværdigt på sin egen fucked up måde.

Dertil kommer naturligvis alle øjeblikkene – Kurt Cobain der ganske uforstående, men alligevel pligtskyldigt fremstammede et ”congratulations on the sports contest” lige efter EM-sejren i 1992 og generelt levede op til sit posthume ry som ærkeslackeren over dem alle. At være ‘(Knot) Just Knee Deep’ til George Clinton and the P-Funk All Stars i 1994, total blackout til både Wu-Tang The Roots The Droogs (vist nok, jeg husker det ikke) og Isaac Hayes i 1997, og en million andre ting. Roskilde er en totaloplevelse er og med tiden blevet tradition snarere end begivenhed. Et sted med sin helt egen oneness.

Det opleve man i særlig grad lørdag aften 2000 – festivalens tragiske lavpunkt. Synet af Eddie Vedders grædende ansigt på storskærmen, og hans bønner til publikum om at trække sig tilbage fra scene står indprentet i hjernebarken hos denne festivalgænger, og festivalleder Leif Skovs rystede meddelelse fra Orange scene om tragediens omfang en times tid senere, og den grådkvalte tavshed der med ét lagde sig over festivalpladsen – folk rørt i een bevægelse – er selvsagt oplevelser for livet, selvom verden havde været et klart bedre sted uden.

Tragedien ligger der og minder om, at det hele ikke bare er sjov og ballade, men det gør ikke festivalen til en mindre bekræftende oplevelse. Selvom det ikke altid er lige fysisk opbyggende, er det godt for sjælen at være på Roskilde. En flot fest.

Årets festival, og forventningerne til den? Hip hop-programmet er ikke det vildeste, men der er efter flere års tørke blevet gjort noget ved reggaen og en række afrikanske navne af forskellig art lover rigtig godt. Og det er som de fleste festivalgængere ved i de nye opdagelser, at meget af festivalens tiltrækningskraft ligger, så jeg er fortrøstningsfuld.

Det er imidlertid lidt underordnet. Festivalen er som sagt blevet tradition, og det skal sgu nok blive fedt – come smell or high water. Det ligner faktisk en tanke, at det netop var i videoen til ”We in There”, at KRS-One brugte materiale fra sin fuldstændigt forrygende koncert på Roskilde 92. Ind i mellem skuddene af Kris, Ill Will og Kenny Parker, der fyrer den af, synes jeg fra tid til anden jeg fanger et glimt at mig selv, femten år yngre, helt oppe ved barrieren, i ekstase.

YEAH WE IN THERE, YEAH YEAH!

Foto af undertegnede til Maceo Parker og Fred Wesley i 1994.

Skrevet af Mat 05.07.2007 arkiveret under Artikler |