Torsdag aften klokken 20:30 på Arena scenen var et massivt live band kørt i stilling til hvad der tegnede til at blive festivalens soulmæssige højdepunkt. Genrebetegnelsen R&B med al sin bling og hulhed, nænner jeg ikke at bruge om et multitalent af John Legends format. Et live band bestående af: 3 sangerinder, 3 hornblæsere, bassist, trommeslager, 2 på keys og the cherry on top på klaveret, var alle klar at levere en koncert publikum sent vil glemme (klik på billederne for stor version!).

Vi blev internt i Rapspot teamet hurtigt enige om, det var en ufattelig ringe beslutning at placere denne koncert samtidig med Talib Kweli & Jean Grae på Cosmopol scenen. Rap og soul appellerer til stort set samme målgruppe, og med så lidt af begge genrer repræsenteret på årets program, kunne man godt have rykket den ene koncert. Vi var splittede, men jeg vidste godt hvem jeg helst ville se, da jeg havde oplevet Kweli på Took It forrige år og han ikke havde imponeret mig synderligt med sin anstrengte post-Reflection Eternal stemmeføring. Meget apropos talte vi på sidste redaktionsmøde om, hvor mange af os, der sad inde med et af Kwelis 2 sidste albums og kun en enkelt kunne række hånden i vejret! Food for thought.

Første gang vi kunne se John Legend figurere på en større udgivelse var i 1998, da han leverede det ørehængende pianoriff på Lauryn Hills gigant hit Everything Is Everything. Legend startede sin professionelle karriere som en talentfuld session musiker, der spillede med på andres udgivelser og i 2002 blev han signet på Kanye Wests producer team. Samme år medvirkede han på albums fra Talib Kweli, Common og Mary J Blige. Herfra gik det kun én vej: op, fremad og aldrig tilbage.

I 2004 droppede Legend det fremragende debut album Get Lifted ført an af singlerne Ordinary People og Used To Love U (produceret af Kanye West). Det indbragte ham 8 grammy nominationer, 4 statuetter og 3 mio+ solgte eksemplarer. A job well done!

I 2006 kom så opfølgeren Once Again med singlerne Save Room (produceret af will.i.am) og Heaven Only Knows.

Man kan i pressematerialet læse, at John ikke skriver sange fra et marketingmæssigt synspunkt, men fra hjertet, sjælen og udfra personlige oplevelser. Sådan lyder hans musik i hvert fald, der er intet generisk poppet eller nogen klassisk MTV/Voice formular over den. Det første album havde Kanyes hiphop appel over sig, hvor toeren bevægede sig mere i retning af den klassiske gospel/soul, Legend oprigtig lyder til at elske. En modig satsning i en tid med overdreven musikalsk ensretning og nedbarbering af originale satsninger.

John Legend har tidligere optrådt to gange for fulde huse i København, og eftersom jeg ikke før havde oplevet ham live, glædede jeg mig enormt til torsdagens headliner på Arena scenen.

Den klejne, men solidt pumpede star gik på scenen til tonerne af det fængende omkvæd fra Jay-Zs Do U Wanna Ride. Festen var blæst i gang og publikums enorme jubel synes ingen ende at tage. Bandet lød virkelig tight og sammenspillet og John skiftede løbende fra at spille og synge ved pianoet til at danse rundt på scenen med mikrofonen. Tydeligvis en rutineret live performer!

Legend har muligvis opfundet sin helt egen ”spark med ben” dans, der på spøjs vis gav os et indtryk af mandens glæde ved at optræde live. Oplagt var han og stemmen fejlede absolut intet. Få nutidige soul/R&B kunstnere rammer tonerne så rent og kraftfuldt.

Titelnummeret Let’s Get Lifted lød stort og pompøst! Røde skær tonede frem overalt fra scenbelysningen, altimens han spurgte om vi var klar til 2 timers festivitas med dans, sang og livsglæde. Mon ikke vi var! Han lod sig herefter hylde af det fyldte Arena telt + de våde svesker, der sugede den helt store vandbong udenfor.

Vi fik naturligvis de nyeste hits, Heaven Only Knows og Save Room, hvortil et par unge kærester snavede intenst midt i crowden. Sådan! Mere Roskilde agtigt bliver det ikke. Eller jo, måske lige, da der fyres op for et reggae remix af Used To Love U med alles hænder svajende fra side til side. Intet som lidt reggae flava til at få Roskilde Festivalens publikum op at ringe!

En gammel BDP klassiker blev støvet af med Legends fortolkning af Still No. 1 og han proklamerede efterfølgende I Can Change, så ingen kunne betvivle det udsagn. John formåede i høj grad at connecte med publikummet på trods af det var festivalens næststørste scene + crowd han rockede. Jeg tænker ved mig selv, hvordan koncerten her ville matche op mod et mere intimt sted som fx Lille Vega … Musikken var oplagt til et crowd af denne størrelse, da alle kunne synge med og rocke glade i takt. Der var umiskendeligt en stor portion kærlighed i teltet.

I et interlude moment hiver Legend en ekstatisk pige på scenen, der får lov at danse TEMMELIG tæt opad crooneren, altimens han synger Slow Dance for hende. Klassisk stunt, men husk hvad pressen for nylig skrev om Akon, da han under en lignende manøvre dryhumpede et pigebarn på scenen! Watch yo back son.

Herefter introducerer han sine sangere, der tog over på scenen i et Dance To The Music nummer, altimens han selv syngende, løb ned foran publikum og hilste på sine fans. Fed ide og gode vibes nok engang.

P.D.A. (We Just Don’t Care) – med hooklinien Let’s go to the park / I wanna kiss you underneath the stars – blev leveret over det klassiske b-boy nummer Rock Creek Park fra Blackbyrds. En meget apropos og cool idé i teorien, men Johns fyldige vokal fungerede ikke optimalt over de gamle toner som i forvejen dominerede lydbilledet. Dog en detalje man som feinschmecker kan sætte pris på, når kunstneren vælger at give albumversionerne et twist.

Legend smider pludselig jakken og sætter sig STORdampende ved klaveret. Han damper bogstavelig talt som om der var ved at gå ild i ham pga. den fugtige luft! Det ser sjovt ud og giver os lidt humor midt i musikkens romantiske alvor.

Ordinary People leveres intenst fra bag pianoet og folk synger med så godt de kan. Blandt publikum hører jeg off key stemmer, der kunne få engle til at dratte til jorden, men det gør ikke noget, for alle hygger sig og nyder det sprøde øjeblik!

Koncerten afsluttes med Stay With U, hvilket egentlig er meget sigende omkring Legends forhold til publikum, for mon ikke vi bliver ved med at følge hans musikalske udskejelser efter denne storslåede performance? Dette er en mand, der forstår at skrive tekster og melodier, som rammer alle uanset alder og overbevisning. En ægte musiker i ordets bogstaveligste forstand. For at få topkarakter burde de ydre omstændigheder også have været i orden siden det nu ER Roskilde Festival, men når det er sagt, så formåede John Legend i den grad at løfte stemningen endnu en gang, og en corny afsluttende sætning kunne være… Legende let… men bliver det ikke. Fortsat go’ festival!

5 ud af 6 spots

Fotos af: Marie Zia

Skrevet af K-V 06.07.2007 arkiveret under LiveSpot |