07.07.2007

Roskilde 2k7: Booty Cologne

booty3.jpgHvis du spørger mig, er dette en af de danske koncerter jeg har set mest frem til at høre på Roskilde, ikke mindst fordi, at deres plade var mere end fresh og havde en energi og nerve man ofte savner at høre på danske udgivelser. Endvidere spiller de så helvedes tight live, at det altid er en fornøjelse at høre dem.

Booty Cologne var første band der skulle spiller torsdag og vel egentlig dem der åbnede festivalen reelt set. Metropolteltet var godt og vel halvfyldt kl. 17.30, da Stunn Gun, Abdullah S og Tue Track gik på scenen, satte sig bag deres instrumenter og gik i gang med ”Crank it Up”. Dette var ADLs stik-ord og ind kom han valsende med en paraply, og proklarmerede, at trods det, at det regner og de fleste står og småfryser, vil Booty Cologne sprede kærlighed og varme, der vil gøre os alle tørre…

Booty.jpgSelvom ”Crank it Up” er et nummer der pumper godt, var publikum ikke helt med fra starten og man frygtede lidt, at nogle af publikum kun var dukket op i teltet for at søge ly for de massive vandmasser der kom fra himlen. Først efter et par numre begyndte den dybe bas, de funky trommer og ADLs sprudlende energi at smitte af på crowden, der fik det svært med at stå stille, om de ville det eller ej. Endnu sværre blev det midt i showet, da Tue Track startede et Old School beat. Beatet fik lov til at køre lidt før Stunn Gun og Abdullah S jammede med, hvilket for alvor satte gang i folk. Publikums begejstring blev bestemt ikke mindre af, at ADL kort tid efter begyndte at freestyle over beatet – faktisk freestylede han det meste af showet igennem, primært om ”peace, love, unity and having fun” og selvsagt var der tid til at blive politisk og lige give politiet og Bush en finger med på vejen.

Omtrent midt i showet, hoppende den svensk-amerikanske rapper, Mapei, ind på scenen og Booty Cologne slog over i det tempofyldte ”Fat Americans”. Det i forvejen temmelig energiske sceneshow kom blot op i endnu et højere gear, da Mapei på intet tidspunkt stod stille, men styrtede rundt og dansede oppe på scenen. Desværre virkede det ikke altid som om, at hendes stemme kunne holde til det, og til tider lød den lidt medtaget. Efter ”Fat Americans” kom ”Shake What Ya Moma Gave Ya”. I tilfælde af, at man skulle være i tvivl om hvad det var man skulle ryste, viste Mapei flere gange, hvad det var – den svenske pige nåede med garanti at gøre god reklame for sig selv og sit efterfølgende show – på dette tidspunkt fulgte flere fra publikum Booty Colognes anvisning og dansede livligt rundt.booty2.jpg

Efter Mapei forlod scenen fortsatte Booty Cologne med at gøre sit til at festen blev holdt igang. Dog nåede den ikke helt samme niveau, som da Mapei gæstede. Sidste del af koncerten kom mere til at virke som en stor jamsession, der til tider gik hen og blev en anelse ensformigt og det virkede derfor passende da koncerten, efter en times varighed, blev afsluttet med en hilsen til Natasja.

booty4.jpgDer er ingen tvivl om, at bandet sagtens kunne have fortsat med at spille i længere tid og at de tre spillede ualmindeligt tight, men hvis koncerten skulle have været længere, skulle der nok have været mere faste rammer, kombineret med lidt flere skrevne rim og numre fra deres mere end fremragende plade, samt lidt mindre jamsession.
Med sig på scenen havde Booty-drengene taget to dansende skønne møer, der stod for at forkæle vores øjne, mens de samtidig tog sig af ørerne. Dog var dette ikke helt nok til at varme og tørre vores tøj fuldstændigt, men alligevel et hæderligt forsøg på at få den beskidte funk til at regne ned over os. Bandets, ADL og Mapeis energi var med til at gøre, at man for et øjeblik glemte, at regnen stod ned i lår-tykke stråler og mudderet flere steder på festivalen stod en til knæene.

4 ud af 6 Spots

Fotos: Maria Zia + Bo Pee

Skrevet af Johnny Lund 07.07.2007 arkiveret under LiveSpot |