Før torsdagens koncert var mit kendskab til den lille nougatbrune svensk-amerikanske pige ret begrænset. Det jeg havde set og hørt fra hende havde dog imponeret – om det så havde været hendes gæstevers på Booty Colognes plade, back up for Timbuktu eller musikken på hendes myspace-profil – så mine forventninger var høje, da jeg stod i et fyldt Cosmopoltelt omkring spisetid torsdag aften. At mange omkring mig har omtalt hende ekstremt rosende og draget paralleller til Lauryn Hill, havde bestemt ikke fået mig til at sænke forventningerne.

Booty Cologne havde knap nok afsluttet deres koncert, som Mapei gæstede, før en stemme lyder i Metropolteltet. Det er Mapeis. Hun gør det klart over for alle, at hun ikke laver hiphop efter bogen og ikke er bange for, at hiphop politiet skal komme efter hende. Hendes DJ smidder et electrohiphop beat på og ind kommer hun hoppende mens hun rapper af sine lungers fulde kraft, præcis magen til hendes gæsteoptræden hos Booty Cologne. Til trods for den enorme energi og de lidt anderledes beats, virker det som om, da ”93 Till Infinity” instrumentalen bliver spillet, at denne koncert bliver som mange almindleige hiphop koncerter, bare med mere energi og skæve beats. Det skal det dog vise sig, at dette ikke er tilfældet, langt fra.

Mapei er en tøs med ben i næsen, en pige der tør prøve at være andeledes. Dette oplever man tydeligt, efter at have overværet dagens koncert, der må siges at kunne betegnes med et ord, freakshow. Dette vil man hurtigt få indtrykket af, efter at have læst en kort gennemgang af showet: Kort efter Mapei har fået rappet sig igennem de to første numre, begynder hendes to sangere at hive hula hup ringe frem og lave gymnastik med dem. Efter dette, ændrer showet karakter, Mapei ifører sig en hat, står for første og eneste gang i showet helt stille, og begynder at synge noget Björk-inspireret sang. Dernæst skifter musikken tempo, og ind kommer to frodige hoochie mamas iklædt farvestrålende træningstøj og minmal kjole og shaker deres røv, går i split og spagat, sammen med Mapei, som havde de aldrig bestilt andet. Ud går de to store kvinder, ind kommer nu en tynd og spinkel mand og kvinde. Disse bryder også ud i dans. Denne gang skal der ikke rystes røv, med derimod danses Vouge i bedste Madonna stil. Pludselig dukker Naeem Juwan fra Spank Rock op, og gæster et nummer. Bedst som man troede der ikke kunne kommer flere overraskelser, og showet ville gå hen og blive ”normalt” igen, går Mapei og fire andre i gang med at lave et improviseret danseshow. Dette er ikke de sidste danseshow man oplever til denne koncert, for kort før den sluttes, kommer alle der har været på scenen under hendes optræden ud og danser. Mens dette står på, freestyler Mapei på livet løs om publikum og de andre på scenen, samt når at disse lydmanden – ganske velfortjent, da han ved flere lejligheder har fucked up, bl.a. ved ikke at skrue op for de forskellige mikrofoner. Alt dette sker på godt og vel tre kvarter!

Det er svært at vide hvad man skal synes om en sådan oplevelse. Ganske vist var det da meget underholdende, men desværre var det store show med til at fjerne en masse opmærksomhed fra Mapei. Hvilket er trist, da hun klart er en spændende MC, der ud fra hvad jeg oplevede, indholder et kæmpe potentiale og kan nok bedst karaktiseres som hun selv rapper det, ”Nasty as Lil’ Kim, nice as Lauryn Hill”, men uheldigvis, blev der brugt tid og energi på en masse gøgl, der fjernede fokus fra hende. Det var dog ikke fordi, at der ikke blev plads til at vise skills imellem al gøglen. Ifølge Mapei selv, har hun kun tre egentlig numre. Derfor blev hun nødt til at freestyle sig igennem store dele af showet, en ting hun gjorde ganske fremragende.

Mapei er bestemt en rapper der er værd at holde øje med, især fordi, at hun har skills og ikke er bange for at eksperimentere med tingene – at karktisere hendes stil, må siges at være en blanding af Baile-funk, Miami Bass, electrohiphop plus meget andet. Til hendes optræden på Roskilde, skulle hun måske have skruet lidt ned for al dansen, da hendes performance kom til at drukne og stå i skyggen af denne. Der hvor showet virkede allermest vedkommende og stærkest, var da hun spillede et af sine numre, opråbet til de dovne mænd, ”Video Vixen”, med det fængende omkvæd:

”I do nothin’ in the day like just be scratchin’ my nuts, watchin’ vixens in them videos while shakin’ their butts”

“I ain’t given him no lovin’ I’ll be feedin’ my gut, eatin’ chicken in the kitchen he ain’t be bustin’ no nut”

Derfor en skam, at hun ikke har mere en tre studienumre. Alt i alt var det en koncert der var underholdende i perioder, men desværre kom til at lide under, at der var for let fokus på selve rapperen og for meget på meget andet, der virkede irrelevant.

3 ud af 6

Fotos: Maria Zia.

Skrevet af Johnny Lund 07.07.2007 arkiveret under LiveSpot |