Det har altid været tydeligt, at pladeselskabet Stones Throw er drevet af en DJ. Peanut Butter Wolf er en sjældent dygtig klub-DJ med en meget bred orientering i hip hop og de genrer, den kommer af, såvel som et ofte fremsynet blik for talent. Men han tænker som en DJ og har en forbløffende konservativ smag i MCs, med en forkærlighed for dem, der kan rocke mikrofonen live på baggrund af DJens selections. Stones Throw var et af de mest fremsynede labels sidst i 90erne, men har ikke ændret deres register synderligt siden og fremstår derfor i dag noget konservativt. Solidt, men konservativt. Alt dette var klart ved koncerten fredag eftermiddag, en art fortsættelse af sidste års 10-års jubilæumsturné.

J-Rocc fra Beat Junkies åbnede ballet og fyrede op under soul og funk-kiks fra før verden gik af lave. Hovedtemaet i hans set var James Brown, hvis 70er-klassikere virtuost blev brækket ned. Særligt en cutbacksekvens på ”Give It Up or Turn It Loose,” var sindssyg. Det var ærketraditionelt, men J-Rocc forstår så absolut at rocke en fest, så man skulle være en skidt knægt hvis man var utilfreds.

Dernæst steppede Aloe Blacc op. Han er en interessant, freestyle-agtig soulsanger der applikerer old school-rappens improvisatoriske, løst flydende MC-logik til sine sange, og det giver dem en energi man savner i tidens ellers så polerede soulmusik. Desværre var det blevet besluttet, at han skulle bruge det meste af sit set på at rappe, hvilket han ikke gør tilnærmelsesvist ligeså overbevisende. Bortset fra en fin sangrutine brudt af trompetstykker, fik vi derfor en gang slatne, klichéprægede party-rutiner i stedet for numre fra hans fremragende album Shine Through fra sidste år. Man fornemmede et DJ-drevent påbud om fest som årsagen til denne eklatante fejlprioritering.

Så var det tid til Detroit-MCen Guilty Simpson, der nok er den mest samtidigt lydende MC i Stones Throws stald pt. Han gik på til det sindssyge J-Dilla-track ”Take Notice” (’det med kravlebassen’), men tabte hurtigt højde. Han manglede kontakt til publikum og det virkede i det hele taget som om han ikke rigtigt var indkørt i showet, der jo var lagt an til fest, hvilket betød at især hans mere koncepttunge numre, ikke mindst det fremragende ”Man’s World”, fungerede mindre end optimalt. Han afsluttede abrupt og annoncerede halvstenet at nu ville Percee P gå på.

Guilty havde øjensynligt ikke orienteret sig i programmet, for det var PBWolf selv, der nu indtog spotlyset. Han havde medbragt et ikke helt optimalt fungerende veejay-setup og scratchede og beatjugglede sig gennem en række klassiske hip hop-videoer fra slut-80erne og start-90erne. Alt fra Nas’ ”It Ain’t Hard to Tell” til Eazy-Es ”Eazier Said than Dunn” blev udsat for hans partyorienterede mix, som kulminerede i et forløb, der gik fra Gang Starrs ”Who’s Gonna Take the Weight” over ”Take it Personal” til Stezos ”It’s My Turn” (der jo begge bruger ”It’s a New Day”-breaket)

Gennem hele showet, før PBWolfs set, havde der på storskærmene kørt redigerede versioner af vidoer fra sen-80ernes ’new fresh’-bølge: Young MC, Kid n’ Play, Bel Biv Devoe, etc., i hvad der lignede en art rehabiliteringsforsøg på en af hip hop-historiens mere kiksede diller. Det lignede en tanke, at PBWolf afsluttede sit show med Kriss Kross’ ”Jump,” der på sin vis kan betragtes som denne nu hedengagne stils sidste krampetrækning. Det lyder altsammen negativt, men var faktisk cool nok. Der var mange der hoppede.

Efter denne eminente crowdpleaser blev det tid til Percee P, der gik på scenen til en alt for lille håndfuld bars af det klassiske battlenummer ”Let the Homicides Begin,” (æh, vi kunne altså godt have brugt hele nummeret, stodder), hvorefter han kastede sig ud i det (næsten) ligeså klassiske ”Now They Wanna See Me.” 80er-veteranen Percee P er en MC helt efter PBWolfs hjerte – karisma og energi på scenen og et smældflow, der gør sig bedst når ordene afleveres med afterburner. En fantastisk party-MC, der imidlertid ikke har det store register og ikke kan skrive sange, hvilket muligvis har været medvirkende til at han trods en karriere på op mod tyve år endnu ikke har udsendt et album. Han spillede et par numre fra sin kommende longplayer fra Stones Throw, produceret af selveste Madlib, og det tyder heldgivis på at han ikke har prøvet at gøre andet end det han er bedst til: frit associerende punchlinerap.

Om det kommer til at fungere på plade er tvivlsomt, men live var det både underholdende og imponerende. Showstopperen var en en tight afleveret a cappella, der bare blev ved, men også afslutningen med årgangsbangeren ”Lung Collapsing Lyrics” var go stil. Hip hop for nørder med nostalgien på plads, men på et tilstrækkeligt højt niveau til at sætte gang i det mere brede publikum.

Stones Throw forekommer mig som sagt at have lagt deres bedste dage som label bag sig, og den konservatisme Roskildekoncerten var udtryk for, ligger i grel kontrast til dagene, hvor LootPack, Quasimoto og Peanut Butter Wolf selv greb dagen. Dertil kom, at to ud af fem acts, sandsynligvis på grund af konceptet, fungerede mindre godt end de åbenlyst burde. Men ikke desto mindre leverede PBWolf of hans hold en forrygende, traditionel hip hop-fest.

4 ud af 6 spots

Fotos: Marie Zia. Vi beklager vi ikke har billeder af resten af crewet, men det er Roskildes reglers skyld. Man må kun filme de første to-tre numre. Billedet af Guilty Simpson og J-Rocc er taget af Bo Phluids, der heldigvis havde sit kamera handy.

Skrevet af Mat 07.07.2007 arkiveret under LiveSpot |