På dette års festval har jeg indtil videre stort set ikke været at finde andre steder end ved Cosmopol scenen, som dagligt disker op med alt der for en hiphop fan er værd at se. Denne eftermiddag var det Camille Jones tur til at gøre festivalen mere festlig.

Ud kom hun, på den scene hvor hendes band i forvejen sad. Frisk, smilende og veloplagt startede Camille med at erklære, at hun var glad for at se hvor mange der havde valgt at trodse gråt vejr og mudrede veje, for at komme for at se hende.
Som tak for at dukke op, fik Cosmopol-teltets gæster hurtigt hamret elektroniske toner ind i hovedet, med trommer der var så hårde, at de garanteret kunne høres i Trekroner og Hedehusene.

”SHOTGUN” skreg den smøde dansk-amerikaner, samtidig med at teksten på de enorme skærme bag hende stavede samme ord. Med de store krøller, den glimtende trøje, og de stramtsiddende sølvfarvede bukser, lignede Camille Jones mest en funky discosangerinde, med medbragt musik fra fremtiden. Det store røde sigtekorn der flakkede frem og tilbage på skærmene bag hende, og hendes klare, lyse, og bestemte røst, gjorde atmosfæren i teltet til en blanding af unådig musikalsk hårdhed, og mild smukhed på vokalsiden. Flertallet af folket i det store publikum, stod beundrende og kiggede fascineret op på den dansende sangfugl uden at gøre de helt store armbevægelser. Dog var hvert minut en fest for enkelte af små fanskarer, der dansede på livet løs til den hårde elektronik, som var det livets sidste koncert. Camille Jones gav da også alt hvad hun havde, og sang så kraftigt igennem at hun i slutningen af hver sungen linje, stønnende måtte ånde ud.

Synthesizeren gik amok, ligesom den visuelle baggrund gjorde det, og Camille forklarede i sit omkvæd meningen, da hun råbte ”Fantasy”, ud i det flot opfyldte telt.
Gennemgående for showet, var at sangenes rytmer var så farverige og sparkede så meget liv ud, at det for publikum var svært at holde de mudrede gummistøvler i ro. Det lykkedes da også den funky sangerinde at få teltets mange tusinder af hænder til at klappe i takt med den hurtige bassline, som bare kørte derudaf.
Tempoet var glimrende, og røg aldrig ud af propertioner, med mindre Camille Jones og hendes band ønskede det. Det gjorde de tilgengæld en tand for ofte, og publikum måtte i temmelig lange stunder lytte til strømfyldte lydbølger der absolut ingen hæmninger havde. Det var desværre noget malplaceret i en ellers farverig og original koncert, og da stuntet blev gentaget søgte mindre menneskehorder væk fra publikum, og ud i mudderhelvedet.

Det var dog langt fra noget der kunne ødelægge den gode stemning, der med garanti fik en masse til at glemme alt om de sorte skyer der truede udenfor.
Den veloplagte Camille Jones skabte i godt humør et gennemført og vellykket show.

4 ud af 6 spots

Foto: Marie Zia

Skrevet af Falco Lamb 07.07.2007 arkiveret under LiveSpot |