09.07.2007
Roskilde 2k7: Clipse
Så blev det langt om længe lørdag aften! Der var fyldt godt op med forventningsfulde og fulde folk i Cosmopol-teltet. Godt med hiphoppere og andet godtfolk var mødt op for at se de to Virginia brødre Malice og Pusha-T, til deres bidrag i dette års Roskilde Festival.
Første mand på scenen var den engelske DJ/producer Harry Love, som bød alle i teltet velkommen med et par pladetrommer og et par fanfare-lyde – nu var vi alle klar!
Pludseligt startede harmonika-beatet og de to Clipse brødre stormede ud til scenekanten, hvor de gav den godt op med ‘Momma I’m So Sorry’. Bag dem var én kæmpe storskærm, som kørte lidt forskellig grafik, bl.a fungerede den som en mega stor equalizer-måler, som de stod foran og fik til at rocke op og ned. Desværre var der faktisk et problem med netop deres lydjustering – der manglede en god del mellemtone. Næsten kun en meget dyb bass og en skinger diskant var i højttalerne. Det var lidt svært at høre selve melodierne i numrene – men hva’ pokker, som kender af gruppen, har man jo hørt sangene over hundrede gange før, så den overlevede vi nok. Men var man fra en anden planet og ikke kendte noget til deres arbejde, så var man måske lidt i vildrede, produktionsmæssigt. Bad luck!
Næste nummer var ‘We Got It For Cheap‘, som har været deres theme song igennem et meget langt stykke tid efterhånden, med deres mixtapes og udgivelse af det fantastiske ‘Hell Hath No Fury‘ album. De to gutter på scenen kæmpede en smule med beatet i starten, men hold da helt op hvor var de flabede at se på! De to brødre var så cool og cocky at se på at havde man givet dem hver et sæt vandrestave, havde de alligevel fået det til at se cool ud!
Efter et par numre fra det nye album var det blevet tid til at skrue tiden lidt tilbage og det skete med min egen alltime-favorite ‘What Happened To That Boy’, oprindeligt fra Birdman’s ‘# 1 Stunna album’ – det var virkelig noget mange kunne lide og en masse rundformede hænder kom op foran munden til mægtige ladninger af birdcalls. Nogle i teltet var så seje at have medbragt et mega Clipse flag, som kunne blafre og minde os alle om at hiphop bestemt ikke er død på Roskilde Festivalen. Det skal også siges at det er utroligt stort af Roskilde Festival at smide et navn som Clipse på plakaten, for det er en gruppe man ikke før har set i DK og ikke rigtig har et live-forhold til herhjemme. Men det fik vi i den grad lørdag aften i Cosmopol, hvor stemningen var mægtig god og teltet fyldt med glade mennesker. Netop det med fyldt telt var lidt et problem. Fordi folk der ikke rigtig vidste hvad de ville derind efter, de skulle SELVFØLGELIG helt ind i midten og stå i to minutter, for derefter at skulle hele vejen ud igen. Det gav en god mængde folkevandring og gjorde at man hvert andet minut skulle beskytte sin hiphop-fadøl fra folk der skulle ind og ud – lidt irriterende! Men på trods af det var alting fryd og gammen og da ‘Cot Damn’ kom på (i en remix udgave) var det lidt uvirkeligt – det var på dette (oprindelige) nummer man første gang mødte Malice og Pusha-T. Med på scenen havde de den tårn-høje AB-Liva som fungerede rigtig godt med sin dybe røst contra Clipse’s ret lyse vokaler.
Derefter fik den endu et par ‘Hell Hath No Fury’ numre, som var deres primære spilleplatform denne aften. Der var bl.a. ‘Keys Open Doors’, ‘Ride Around Shining’, ‘Chinese New Year’ og ‘Wamp Wamp (What It Do)’. Clipse proklamerede at: ”This is the hypest crowd yet on our Europe tour” – og den slags kan et hvert publikum lide at få smidt i ansigtet. Så da ‘Grindin’’ kom på anlægget, gik teltet helt amok og dette øjeblik var koncertens kogepunkt. Der blev hoppet, skreget, dasket til svævende kondomer og slået på kinderne til beatet – som desværre stadig var for lavt til al den larm der var i crowden.
Desværre så går tiden stærkt når man er i godt selskab og det var præcis hvad der skete her. Inden man fik set sig om var der gået en time. En time med straight-up-hiphop og næsten ingen tom snak. Så det var lidt sørgmodigt da de gav det sidste nummer ‘Mr. Me Too’, som foruden en sindssyg dyb bass også fostrede to dansepiger på scenen, iklædt ‘I Hjerte CPH’ trøjer, som gav den godt op i El-boogie-style! Derefter gik herrerne af scenen og nu var det slut! Jamen, hvor blev f.eks. ‘When The Last Time’ af?! – var der mange der sagde. Showet kunne godt have varet lidt længere, med bare ét ekstranummer havde koncerten været oppe på nøjagtigt en time. Men uanset hvor længe de havde spillet, så ville man jo rigtig gerne have haft mere, så de stoppede måske bare lige før legen den blev rigtig rigtig god. Men god det var den i hvert fald der hvor jeg stod.
Clipse får 5 ud af 6 spots for en rigtig fed hiphop koncert på Roskilde Festival, hvor hiphop-tilhængerne i år, måske var en smule overset. På trods af manglende mellemtone og et par ”manglende” numre, så skal de have ros for at have fremført næsten alle numre fra et af årets allerbedste hiphop-albums ‘Hell Hath No Fury’, samt at fyre et enkelt mixtape-nummer af til nørderne. Tak!
Roskilde – We Got It 4 Cheap!
5 ud af 6 spots
Fotos: Marie Zia
Skrevet af Peter Colada 09.07.2007 arkiveret under LiveSpot |