09.07.2007

Roskilde 2k7: Suspekt

s1.jpgSå blev det langt om længe søndag på festivalen der i år har mindet mere om en kulisse brugt i Mordor-sekvenserne i ‘Ringenes Herre’ end om en livlig festivalplads. Klokken 14:00 gik Albertslund’erne fra Suspekt på scenen i Cosmopol-teltet og gav et show langt udover det sædvanlige.

Inden showet var der lige et par minutter til at stå og tjekke sceneudstyret ud. Der var storskærme med Suspekt-logoer der stod og flakkede som var vi i gang med at se en dødelig video i bedste ‘The Ring’-stil, samt Rune Rask’s onde flight-case, formet som en kiste. Alting var meget dystert!

Der var mange mennesker og nogen havde endda medbragt et Albertslund-flag som der blev blafret ivrigt med foran scenen. Så var man pludselig klar over at denne scene KUN kunne tilhøre én gruppe – nemlig Suspekt!

Pludselig gik røgkanonen og alle begyndte at råbe SUSPEKT, SUSPEKT! Den kvindelige konferencier havde en meddelelse til os alle, nemlig: ”Suspekt er kommet hele 30 km. fra, for at hade os!” – så var stilen ligesom lagt!

s2.jpg

Med ét blev lyset dæmpet og stemningsmusikken kom på. Ud af ingenting trådte der kutteklædte piger, ind på scenen, iført masker og fakler i hånden – som var vi midt i Kubrick’s mesterværk ‘Eyes Wide Shut’. De stillede sig i rækker på hver side af scenen og virkede en smule skræmmende med de udtryksløse maskeansigter.

Men inden man nåede at blive alt for skræmt, kunne man få lov at blive bange, da gruppen pludselig styrtede på scenen med sorte hættetrøjer og hvide masker og fyrede op for deres voldsomme intronummer. Efter introen blev der skudt med flammekanoner og udløst en kæmpeeksplosion, der nær havde futtet hele teltet af – det var virkelig action-packed det vi i teltet allerede var vidne til. Flammerne fik i hvert fald sat fut i publikum som gik helt amok til ‘Kinky fætter’. Maskerne var nu pillet af mændene på scenen og det viste sig, meget heldigt at være Orgi-E, Bai-D og Troo.L.S., med Rune Rask bag kiste-pulten og Ulf på trommer. Orgie-E spurgte derefter publikum om der var nogen der havde været fuck’d op de sidste par dage – og op røg en masse arme. Inden Bai-D fik sænket sin arm var gruppen nu i gang med nummeret ‘Fuck’d Op Og Misforstået’. Troo.L.S. havde nu sat sig bag pianoet i baggrunden ved siden af producermakkeren Rune Rask som styrede teknikken, imens rapperne gav den fuld æde ved scenekanten.

Efter et par kendte numre, med bl.a. ‘Klub 27’ med 70’er ”disko”agtigt strimmel på storskærmene, kom der et nyt nummer, som ingen havde hørt før. Mens det nye nummer spillede, kom der endnu en pige ud i hver side. Denne gang med en ordentlig stor boa-agtig fjerpragt på hovedet. Hun stillede sig foran de andre piger som endnu ikke havde rørt sig en centimeter og dansede nænsomt til musikken. Deres nye nummer var i perfekt stil med scenedekorationen og modellerne på scenen – nemlig mørkt, spøjst og dystert. Suspekt når de er allermest Suspekte.

Efter nummeret fik vi endnu en banger, med ‘Hvem Er En…. Kælling?’ Og hvad der så skete på scenen vil mange nok sent glemme. Pigerne blev af sidst ankomne boa-pige, beordret til at smide kutterne – og hvad der derindunder gemte sig var intet mindre end flotte piger, kun iført sort undertøj. Desværre, efter en kæmpe eksplosion (som nær havde kostet mig livet) gik alle fra scenen – som nu var tømt for piger…. ja, og rappere!

s3.jpg

Heldigvis kom der ny grafik på storskærmene i baggrunden og vi var nu efterladt, alene inde i en mørk og dyster skov. Man begyndte at kunne genkende stemningsmusikken, som fadede over i ‘Tabu Kompaner’ – som smed rapperne tilbage på scenen i nyt tøj, i færd med at råbe ting fra deres første album, såsom: ”…MED DIN MORFARS PIK I MUNDEEEEN!” – intet mindre end fantastisk!

En stor overraskelse for os alle, var da der blev blæst en ny albumtitel, samt en release-dato op på storskærmene. Det nye album kommer til at hedde ‘Prima Nocte’ og rammer butikkerne den 1/10-2007. Vi fik endda lov at høre et par skæringer fra pladen i teltet. Der var et par dybsindige og dystre numre med tunge trommer som vi kan se frem til at nærlytte i oktober måned. Desuden fik vi også lidt porno-crunk, der også vil være på albummet, nemlig nummeret med min yndlingstitel ‘Sut Den Op Fra Slap’ – som er virkelig god underholdning! Thumbs op fra slap!

Det var ikke kun Suspekt med Troo.L.S vi skulle have lov til at se på scenen denne søndag eftermiddag. Andre prominente navne som Tue Track og Jooks kiggede da også lige forbi til en omgang ‘Rolig – Rolig’ fra Troo.L.S. og Orgi-E’s ‘Forklædt Som Voksen’ album – hvilket udløste kolossal jubel og piften fra crowden. Marwan fik også lige smækket sit albumcover op storskærmene og publikum fik lige ‘Hva’så Hvad’ fra hans fornyeligt udgivne ‘P.E.R.K.E.R.’ album. Desværre var Marwan ikke selv på scenen, vi fik at vide han var en tur i Ikast (!).

Da man troede det ikke kunne blive vildere kom pigerne tilbage på scenen – stående og liggende i en seng. I selv samme sekund kom L.O.C. og U$O også på scenen og bakkede kumpanerne op. Som bonus, fik vi lige et par numre fra L.O.C.’s katalog, samt fra U$O’s nye album. De var begge superskarpe – L.O.C. med sit nye garn der kunne bære hovedrollen i ‘Goodfellas’-filmen, og U-Dollar, selvfølgelig, iført stunna-shades og gul bandana. Hva’så Hva’så Homie!

s4.jpg

Det har været svært at få alt ned på skrift, for der er så mange ting man kunne tage fat på fra koncerten og skrive om. Man kunne næsten lave en større parlør omkring denne koncert som blueprint til alle andre kunstnere der skal spille på Roskilde Festival – hér er opskriften! Nu ved jeg godt at holdet var på ”hjemmebane”, men på trods af det må de virkelig have været opsat på at spille på festivalen og engagerede i forberedelserne. Scenetemaet var virkelig gennemført – med storskærmenes skiftende billeder som kørte fejlfrit med musikkens konstante vendinger. De mange udvidede versioner af numrene som kørte som intro-temaer, klappede perfekt. Twistet med pigerne på scenen, perfekt timet! En ting som jeg også bed mærke i, var trommesættets magt i lydbilledet – det gjorde den, i forvejen perfekte lyd, mere perfekt og levende.

Man kunne have håbet på at Suspekt havde haft Rune Rask bag pulten, rapperne på scenekanten med en masse af de kendte numre og måske lidt nyt, hvis vi var heldige. Men dét vi fik, var så meget mere end det. Gør dig selv en tjeneste at tjek dem ud på deres Danmarks-tourné når de starter om et par måneder. For hvis det bare er halvt så gennemført som Roskilde-koncerten, så er det virkelig kræs for kendere.

Fantastisk koncert!

6 ud af 6 spots

6 RapSpot Spots

Fotos: Marie Zia

Skrevet af Peter Colada 09.07.2007 arkiveret under LiveSpot |