10.07.2007

Roskilde 2k7: Beastie Boys

beast4.jpgRoskilde Festival, Orange Scene, Beastie Boys – det lyder som et fantastisk scenarium! Sidst dette skete var i 1998, hvor de tre hvide drenge fra NYC gav en legendarisk koncert ifølge dem, der overværede den. Jeg var desværre ikke en af dem. Af samme grund, har jeg ventet længe og spændt på at opleve dette scenarium. Vil de primært optræde med numre fra deres nye instrumentale plade, eller er showet en blanding af deres over 20 år gamle bagkatalog? Hvis man kan være sikker på noget, så er det, at man aldrig ved, hvor man har Beastie Boys. De formår konstant at overraske.

Fredag aften var de tre aldrende herre MCA, Ad Rock og Mike D iklædt forskelligt farvet jakkesæt, troppet op på Orange scene på den gamle dyrskueplads, klar til at nedlægge mudderpøblen med deres fantastiske musik. Lækkert var det at se, at de udover at være iført jakkesæt, iførte sig instrumenter og startede således ballet med en live version af ”Gratitude”. Herefter fulgte en 3-4 numre, før det Jimmy Smith samplede nummer ”Root Down” kom på. Det virkede som et godt træk, at de valgte at spille dette live på instrumenter. Halvt inde i nummeret stillede drengene dog instrumenterne og deres DJ, Mix Master Mike (er vi ikke alle stadig glade for, at de kom af med DJ Hurricane ?!), sørgede for, at nummeret blev fuldført til tonerne af de klassiske breaks, ”Apache” og “Champ”. Faktisk fungerede det så smukt, at solen for første gang på festivalen, kiggede frem bag skyerne.

beast1.jpgAt Beasties havde overladt musikken til deres DJ, gav nye muligheder for koncerten og betød at mange af deres klassiske numre nu blev leveret delvist med deres original beat, og delvist med velkendte instrumentaler. Således fik vi blandt andet serveret et af deres største hits, ”Sure Shot” med underlægnings musik fra Punjabi MC og KRS-ONEs ”Step in to a World”. Dette fungerede som en fin overraskelse og satte blot endnu mere gange i folk.

Efter festen med ”Sure Shot”, havde Beastierne inkluderet et lille pusterum og gik tilbage til instrumenterne og spillede et par mellow instrumental numre fra den nye plade. Bedst som folk var ved at falde lidt til ro, startede Beasties med at spille et par af deres gamle punknumre der igen øgede stemning. Stemning blev endnu engang øget en tak, da introen til ”Rappers Delight” lød og klokken ringede ind til ”Triple Trouble”. Det blev efterfulgt af ”Flute Loop” og ”Brass Monkey”, der begge blev mikset sammen med forskellige instrumentaler og breaks, der fik folk til at danse ivrigt rundt – der skulle meget mere end mudder til at stoppe denne fest. At Beastie Boys ikke var de eneste habile musikere der stod på scenen, viste den pandekagespisende og appelsinjuicedrikkende Mix Master Mike, der gav den som funky drummer da der blev spillet ”3 MC’s and One DJ” i den fede version, heldigvis. Igen kom der er et afbræk i koncerten og mulighed for at få publikums puls ned under 180, det var tid til afslappende instrumental musik. Udover en klassiker som ”Sabrosa” fik vi også deres nye ting at høre. Faktisk fungerede de instrumentale passager der var i koncerten, fint til lige at give crowden tid til at få luft og sunde sig. Udover dette, var det også en god måde at introducere folk til numre fra deres netop udsendte plade.

beast5.jpgAt publikum bestod af en broget skare og det ikke kun var hiphoppere der var mødt op, blev meget godt illustreret, da folk dannede en cirkel og begyndte at breake i det ankelhøje mudder, ganske underholdende og opfindsomt. Det var som sagt ikke alle der var lige hiphop og kendte til konceptet med cirklen. Det resulterede i, at nogle af dem der steppede op til cirklen, udførte nogle lettere bizarre ting. Jeg kan blandt andet nævne et halvlunkent forsøg på mandestrip, samt damen, der midt i centrum af cirklen trak bukserne ned og gav sig til at pisse!

Sidste del af koncerten skulle vise sig at være den med mest knald på. Her blev publikum udsat for et kæmpe overflødighedshorn af nogle af Beasties største hits, der kom som perler på en snor. Der var smadderpunk for alle pengene ved ”Tough Guy”, rytmespor til dans i form af ”Body Movin’” (dog ikke Fat Boy Slim remixet), dynamit og slamdans til ”No Sleep ’till Brooklyn”. Den ordinære koncert blev på fornemmeste vis afsluttet med ”Ch-Check it Out” og ”So What’cha Want”. Selvfølgelig så publikum sig ikke tilfredse med at være snydt for numre som ”Fight For Your Right”, ”Intergalactic” og ”Sabotage” og skreg derfor på ekstranummer. Vores bønner blev hørt, i hvert fald delvist, for ud kom de og gav os de to sidstnævnte numre. ”Fight For Your Right” blev aldrig spillet.

beast2.jpgDen koncert Beastie Boys spillede på dette års Roskilde Festival, blev i min bog den bedste hiphop-relaterede koncert på festivalen. Selvfølgelig vil nogle nok spørge, ”Hvorfor spillede de ikke ”Fight For Your Right” ?”. Ingen tvivl om at nummeret ville have sat ekstra gang i publikum. Et spørgsmål der dog synes mere relevant og passende at stille er, ”Hvorfor spillede de ingen numre for ”Paul’s Boutique” ?”. Eneste minus udover et par manglende numre var, at lyden godt kunne have været bare liiiige lidt højere – en ting der gjaldt generelt for hele festivalen.

Godt nok udeblev de store overraskelser fra showet, men alt i alt var Beastie Boys koncerten en god og et skønt sammensurium af hiphop, punk og lækker instrumental funk, samt en vellykket blanding af over 20 års materiale – det er imponerende, at det lykkedes dem at få kogt alt dette ned, til kun at vare 90 minutter. På intet tidspunkt virkede det som om, at de tre new yorkere ikke gad være på scenen, men derimod havde lyst til at spille. Endvidere påviste de, med deres gåpåmod, at alder ikke er andet, end blot et tal.

5 ud af 6 Spots

Foto: Marie Zia

Skrevet af Johnny Lund 10.07.2007 arkiveret under LiveSpot |