Sidst den vrede, magre knægt fra Bow gæstede Roskilde Festival var i 2004, men dette år var han tilbage for fuld udblæsning med stikflammer ud af sit knitrende nye album ’Maths & English’. Dizzee Rascal indtog Cosmopol fredag aften, mere rutineret og sicker end nogensinde.

Der var pakket så mange svenskere og nordmænd ind i Cosmopol teltet at jeg forestiller mig deres respektive hjemlande har været praktisk talt affolket. Hvor jeg stod virkede det som om hele festivalen havde søgt ind foran netop denne scene, med de højeste forrest naturligvis.
Allerede da røgmaskinerne sendte den første ladning ud over os steg jublen til orkanstyrke mens vi alle 3,5 millioner publikummer glanede forventningsfuldt op mod de store skærme som flimrede med coveret til Dizzees 3. plade ’Maths & English’.

Med et storladent opera kor som musikalsk kulisse, entrerede den lille englænder og publikums begejstring fejde ind over scenen som en trykbølge der udløste ’Paranoid’ hvis messende omkvæd: ”They want to rinse me out/ use me up/ cast me down/ fuck me up” kan skrue sig lige så nådesløst fast i hjernen som den faretruende, filmiske produktion.

Dizzee gav de 30 – 40 skærme rund om i teltet nok at pulsere til med ’Temptations’ og de mange monitorer knitrede i røde farver som visuelle fortolkninger af sprængte højttalere, selv om det energiske track har blødt den hårdeste kant af grimen op med den arktiske abe Alex Turners sungne popflavour på det originale omkvæd. I det hele taget var Dizzees show ikke så ”hårdt” som man ville forvente efter ’Boy In Da Corner’ debutpladen, men præcist dét mere varieret som han fremstår med sit nyeste album (uden dog at være så sirupsentimental som på ’Dreams’ fra ’Showtime’). Hans beskidte dialekt og grimens hårde trommer fandt sit rette element i det møgbelortede publikum der lod diskanten vibrere deres lyserøde flæsk så mudderet løsnede i flager.

Efter at være beordret til at ”Make some fuckin noize!” – et ønske der i dén grad blev efterkommet af det lutrede publikum – fik vi nye rene sko på med ’Bubbles’ før ’Sirens’ bragede op og sendte tusindvis af fans i luften og stemningen op i det guddommelige felt, men desværre er der langt ned fra toppen og oplevelsen tog et heftigt dyk da Dizzee tørrede en gevaldig banalitet af på os: hele den der fortærskede ”This side say yeaaah!” rutine, som er lige til at lukke op og skide i. Det var dog ikke tilfældet for de 1 million jomfruelige skandinaivere der hujede løs oppe foran, hvor jeg ikke længere befandt mig efter at have fået et albuedrop i skallen af en 2 meter høj skrå-gnaskende ork. Til gengæld gik jeg nøjagtig ligeså meget i epileptisk ekstase da ’Fix Up, Look Sharp’ tog over og sendte os tilbage til debutpladens suveræne hit og temperaturen til kogepunktet. Dizzee lod publikum få ”IIII’ve got the big beat” stykket til en omgang masse-karaoke.

Oven på det høje tempo dæmpede Dizze os med den nedtonede ’Excuse me, please’ men det er en vedvarende forhindring for publikum at hans vanskeligt forståelige dialekt grumser teksterne og meningen bag dem, og den vil jo gerne veje til på netop tracks som dette. Så gik det bedre da vi alle blev badet i et eksplosivt hvidt lys og en kærlighedserklæring til Drum n’ Bass som satte hoftesvingningerne i gang med Shy FX nummeret ’Da Feelin’. Og det er fint nok at tempoet er oppe og puste trance i nakken, men jeg genfandt først for alvor de begejstrede hop da disstracket ‘Oldskool/Pussyole’ skruede maximalt op for hiphopfaktoren med Rob Base & DJ Easy Rock breaket fra ’It Takes Two’.

Dizzee Rascal er bedst når han er vred, eller i hvert fald når han lader adrenalinen pumpe i sine hårde trommeprogrammeringer og aggressive leveringer.  Især i dette forum af halvfrysende, vejrbidte teltgæster var efterspørgslen høj på den friktionsvarme grime kan skabe, og det var hvad vi håbede at Dizzee Rascal ville levere. Et håb der blev indfriet helt ind til showets sidste nummer som var ’Stand Up Tall’ fra ’Showtime’ albummet. Men det var den nye plade der naturligt nok fyldte mest i programmet og den sultne energi og karisma var tydelig hos den lille, vævre sanger der iført sin labelpromoverende Dirtee Stank T-shirt beviste at det ikke er størrelsen det kommer an på (det skulle da lige være på ens beat, og hos Dizzee er den BIG).

Fotos: Marie Zia

5 ud af 6 spots

 

Skrevet af Ann Noyd 11.07.2007 arkiveret under LiveSpot |