04.08.2007

Run For Cover-shop åbner i Århus N !

IMGP4059.JPGSå skete det sgu! Run For Cover-shoppen åbnede en butik af den ægte slags man kan gå ind i, og det blev i Århus. Der var indbudt til velkomstdrinks og hyggesnak fra 10-17.30 i dag da PoulDC og Torben Portland slog dørene op på Trøjborg i Århus N, nærmere bestemt Tordenskjoldsgade 60 i kælderen. Et yderst spændende nyhedsindslag i dagligdagen for en lokal hiphopper som undertegede, så det skulle selvfølgelig tjekkes ud.

IMGP4061-1.JPGVejrguderne kunne ikke have gjort det meget bedre, og da jeg troppede op stod der en hel flok drenge og piger på gaden foran shoppen og nød solen. De herrer indehavere bød velkommen i kælderen, og en stolt PedN (runforcover.dk webmaster) viste de hylder han havde hjulpet med at skrue i. Stemningen var rigtig god, og der kørte forskelligt dansk rap samt enkelte amerikanske hits ud af højtalerne.

IMGP4060-1.JPGForfrisket med en velkomstdrink og lidt snacks gik jeg på opdagelse i den lille kældershop, der kunne fremvise et ganske imponerende udvalg af danske rap-albums både på cd og vinyl. Derudover var der også en garderobe med alle slags danske rapfan t-shirts og et lille udvalg af caps og sko. Slutteligt et stort skab med tusser i alle regnbuens farver (til yderst favorable priser, så vidt jeg kunne høre på nogle skrivere der kom ind i butikken).

IMGP4071-1.JPGOg ja, så var der faktisk også lidt til pigerne i form af et lille udvalg smykker (!) ved betalingsskranken, hvilket PoulDC stolt forklarede var for at “så har damerne også noget at kigge på når fyrene slæber dem med herind – ikke lissom omvendt hvor vi drenge bare skal gå og glo i jeres tøsebutikker!”.

IMGP4067-1.JPGEfter en times hangout forlod jeg butikken en vinyl og en cd rigere, indkøbt med 15% rabat i anledningen af åbningen. Det havde været ganske hyggeligt, og Run For Cover-shop tegner til at blive en butik der har noget for enhver hiphop og rap-interesseret. I starten bliver åbningstiderne vist lidt skæve, men interesserede kan følge med og læse mere om butikken på følgende adresse: http://runforcover.dk/pages.asp?id=27
 

Åbningstider
Tirsdag 09.30 – 17.30
Torsdagshygge 17.30 – 20.00
Fredag 09.30 – 17.30
Lørdag 09.30 – 13.00

Bus nr. 1 kører til døren.

Ellers er kun tilbage at sige supergod stil, og masser af held og lykke fremover til gutterne med projektet!

Skrevet af Julaw 04.08.2007 arkiveret under Nyhedsarkiv |