06.08.2007

Mad Mail 4 – Dj CarsTiger

carstigerthumb.jpgSom nogle læsere vil erindre, kørte der i sin tid en kort føljeton her på RapSpot med titlen ‘Mad Mails’. Den genopstår her i et kapitel mere, mest som endnu en undskyldning for at bringe et af Kaos‘ grineren illustrationer, men også for at drille Dj Cars10 lidt. Pranken daterer sig tilbage til tiden før Ungdomshusets rydning og huset havde en passioneret supporter i Dj Carsten. Det blev selvfølgelig udnyttet på det groveste..

Kære læser, hvor meget ville DU tilsidesætte din egen forfængelighed, dit streetcred eller din “coolness” til fordel for en sag du virkelig tror på og støtter? Selv hvis din (lettere komiske) indsats ikke med nogen garanti ville have nogen effekt; ville forsøget alene så ikke stadig være det hele værd? For hvad nu HVIS det alligevel blev den lille udslagsgivende faktor der fangede pressen, skabte lidt mere fokus, ruskede samfundet vågent eller pressede pamperne? Man kan aldrig vide, men man kan kæmpe. Nogen bruger rifler og granater, andre molotow coctails og brosten, og så er der dem der bruger vinyl.

Under aliaset Torben Vesthøj Rasmussen sendte vi denne mail til Dj Cars10:

Hej Dj Carsten
Mit navn er Torben Rasmussen og jeg repræsenterer en performance/kunstnergruppe der hedder ‘Tigerne’ som er en fraktion af kunstnersammenslutningen N55 som du kan se et link til her:
http://www.n55.dk/

Tigerne er ret nystartet og i højere grad politiske end N55. Det er ikke helt tilfældigt at navnet associerer til f.eks. de Tamilske Tigre – eller til at ”tirre” det etablerede, borgerlige samfund.
I anledning af en støtte-happening vi er ved at planlægge, til fordel for Ungdomshuset, vil vi gerne have dig til at deltage som DJ og performanceaktivist.
Vores koncept er at skabe så meget opmærksomhed som muligt omkring den uacceptable situation politikerne har skabt for Jagtvejen 69.
Helt konkret drejer det sig om et arrangement/totaloplevelse der kommer til at foregå fredag d. 23. fra kl. 20 til 23 i vores nyistandsatte lokaler på Østerbro. Det er med kort varsel, men situationen er ret akut og Ungdomsuset har brug for støtten her og nu. Det håber vi du er klar på at hjælpe med.
Vi har ingen direkte kontakt til talsmænd eller medlemmer af Ungdomshuset, og føler at det er med til at underbygge den oprigtige støtte til den politiske sag. Vi kan nemlig ikke beskyldes for at blande det sammen med personlige alliancer der ikke er der. Vi føler alligevel at det er vigtigt at folk der er en del af kulturen og miljøet omkring huset er med os på scenen for at repræsentere sammenhæng. Det er alt afgørende for om budskabet vil blive taget seriøst. Det er her du kommer ind i billedet.
Vi skal bruge en DJ der kan spille plader der har været en del af Ungdomshusets historie i kraft af at være blevet spillet til fester og koncerter på stedet. Jeg ved at du flere gange har DJét der, og mener at du er den helt rette at gå til.

Vi er en non-profit organisation, men vi har indtjeninger på salg af kunst og økonomisk støtte fra sympatisører, supportere og sponsorer. Vi kan ikke betale store beløb, men da vi er meget opsatte på at få dig med, har vi besluttet at give dig hovedparten af budgettet og tilbyde dig 6.000 kr. for de 2 timer. Men det kræver at du indgår i set-uppet for vores performance hvor alle på scenen skal være afklædt, på nær et lændeklæde, og være malet med tigerstriber og bære knurhår.
Selve lokalet og al interiør i lokalet vil også være farvet med tigerstriber og lysspots vil kun være i gule og brune nuancer.
Andre indslag vil være dans, videoinstallation og interaktive skulpturer.

Af hensyn til flyeren som allerede går i trykken d. 12. ser jeg frem til et hurtigt svar fra dig. Vores gruppe håber meget på din støtte, til trods for at det kræver at du stiller op som en del af det krævende, visuelle udtryk. PS: Hvis du accepterer, vil vi meget gerne skrive dig på som ‘DJ CarsTiger’. Ville det være i orden?

Med venlig hilsen Torben V. Rasmussen

Carsten viste sig at være på ferie i det afrikanske, men tjekkede stadig sine mails. Dette var det positive svar der kom tilbage: 

Hej Torben.

Tak for din mail. Jeg er paa ferie i Ghana lige nu. Jeg er frisk paa at
vaere med i arrangementet. Jeg skal bare lige tjeke min kallender…saa
jeg skriver tilbage til dig imorgen.

Ang. udstyr skal jeg bruge 2 1210’ere og en mixer…men det kan vi jo lige
snakke om.

Venlig hilsen

DJ Cars10

Ja hvad er bedre end at kunne støtte en god sag OG tjene 6000 kr samtidig? Så pyt om man ligner en fastelavnsdeltager. Alle ved at kunstnere er skøre, men Carsten er ikke den fordomsfulde type. Der er god grund til at sprænge champagneflasken i Ghana, med de ekstra 6 kilo på vej til kontoen, så vi skynder os at sende en hurtig “rettelse”, og den gælder altså ikke kun honoraret: 

 

Hej Carsten,

Tak for positiv tilbagemelding.
Jeg har lige tjekket tallene efter og det viser sig at der sneg sig et nul for meget ind i budgettet. Vi tilbyder desværre kun 600 kr. men du skal jo også kun spille i et par timer så det er vel ok?

Vi i Tigrene har ikke midlerne til at skaffe det udstyr du snakker om, men vi har en Akai cd afspiller og mener at det må være nok? Faktisk er vi af den overbevisning at det er en forældet og fascistisk tankegang at kunst og musik skal formidles på dyrt udstyr, det skal jo ikke kun være de velhavende der skal kunne spille musik!
Min ven har en nevø der beatbokser i sin fritid, hvis det kan hjælpe på situationen? Han vil meget gerne komme og bakke dig op hvis du har lyst, for højttalerne i cd afspilleren er ikke så gode.

Ps: husk at vi skal bruge dit b-skattekort til afregningen.

Med venlig hilsen Torben V. Rasmussen.

Nu er det altså kun 600 kr for 2 timers tigerstribet arbejde og halvnøgen posering for alskens pressefotografer. Og ikke nok med dét, men der er kun en ussel cd-afspiller og ingen pladespillere. Og hvem er den beatboxende nevø der erstatter bassen i højtalerne som åbenbart ikke virker? Er der overhovedet noget i den her gøgler-parade der fungerer? Tilsyneladende ikke!

CarsTiger opdager pludseligt at han faktisk ER afsat til anden side på den pågældende dato. Vi modtager en beklagende svarmail om at det viser sig han faktisk har en anden aftale lige den dag happeningen foregår. Desværre!

Man kan konkludere at Dj CarsGrrrr vil gå langt for en god sag, men han går ikke på kompromis med sit udstyr eller med dét han leverer som DJ. Det er velsagtens derfor han er beundret og respekteret som en af de bedste i gamet. Med eller uden knurhår.

djcars10.jpg

Illustration: Kaos

(PS: Det skal lige siges at N55 var aldeles uindblandet i spøgen. Det gav bare lidt mere troværdighed til set-uppet at have et “real” link og det blev opstøvet, helt tilfældigt, på nettet.)

Skrevet af Ann Noyd 06.08.2007 arkiveret under CrackSpot |