25.09.2007
50 Cent – ‘Curtis’ (album) VS. Kanye West – ‘Graduation’ (album)
Ud over at det er seks år siden at Osama sank tvillingetårnene i grus, er d. 11. september ’07 dagen hvor to velklædte rapperes tredje soloplade er udkommet.
Kanye West valgte ganske provokerende at slippe sit nye album ’Graduation’ løs på datoen der oprindelig var tiltænkt at 50 Cents ’Curtis’ skulle udkomme.
Til gengæld postulerede G-Unit bodybuilderen at hans solokarriere vil stoppe med omgående virkning, hvis ikke hans plade solgte flere eksemplarer end Kanyes den første uge efter udgivelsesdatoen.
Et par uger er gået, og det er nu sikkert at Kanye vandt salgskonkurrencen. Men for første gang, er 50 Cents nye album bedre end Kanye Wests.
50 Cent lider tydeligvis af storhedsvanvid, og med hans hykleriske citater i baghovedet, frygtede jeg at ’Curtis’, grundet dets titel, ville være et patetisk forsøg på at lave et ”personligt” album, hvorpå den musikalske kvalitet, endnu engang, tager sig et dyk. Dette er ikke tilfældet.
50 er en hykler ja, men først og fremmest en rapper der på sin nye plade har samlet en gruppe mere eller mindre ukendte producere. I deres selskab har rapperen begået en plade der, ikke bare er totalt ryddet for de forventelige skandale-tracks, men som også indeholder masser af super fede bangers af høj kvalitet.
”NIGGA MY GUN GO OFF” brøler gorillaen på første skæring over lavmælte strygere, en tung bass og et simpelt guitarspil. Energien stråler ud af Fiddy, hvis tekster ikke overraskende er et blend af guns, drugs, dollars og kvinder. Her på ’Man Down’:
“They say I’m an accident waiting to happen
I got one in the head, I’m just waiting to clap it
A pimp told me, I was made for this mack shit
So just get you a white girl, don’t fuck with no black bitch
I got two felonies, from selling that crack shit
And the third one, came from showing niggaz my mac spit”
Samme kugler kommer altså ud af den lyriske pistol. Rapperen forsøger ikke på at være noget, han ikke plejer at være – og det fungerer.
50 Cent mestrer sin fornemmeste opgave fornemt; at levere god ignorant iskold gangsta hiphop, frisat fra dybe eftertænksomme tekster, racismeprædikener, samfundsteorier og alt hvad der ellers bliver mere og mere af. Hans flow er mere i topform end nogensinde, og han gør det faktisk så godt, at man helt glemmer hans klodsede rolle i pladesalgsduellen, og i stedet koncentrerer sig helt og fuldendt om den nye plades hårde toner.
De fleste, og bedste numre er produktionsmæssigt fængende nakkebrækkere, kreeret af de mindre kendte navne som Detroit Red, Apex og Jake One, der sørger for en sammenhængende lyd.
Men uanset om det er Dr. Dres karakteristiske og livlige beats der stedfæster 50 i hiphoppens elitemiljø, om det er Timbalands glimrende pop-electro med Justin Timberlake på omkvæd, eller om det er Havocs streetalley lyd der bringer rapperen tilbage i QB-ghettoen, så fungerer pladen. Dog med få undtagelser der bekræfter ovenstående. Eminems ligegyldige beat, og latterlige vers på ‘Peep Show’ trækker ned, ligesom de få halvstøbte numre der lider af musikalsk anoreksi gør det. Selvom 50 Cent altid ligger på en vis kvalitetsstandard, og denne sjældent bliver brudt, er ’Curtis’ så holdbar, at man uden problemer kan lytte hele pladen igennem med en høj tilfredshed.
Kanye Wests seneste bedrift er derimod en skuffelse.
Det starter ganske godt med en behagelig vækning fra stilheden på ’Good Morning’. Vi har at gøre med et roligt og velproportioneret beat, tilsat et blødt sample af en nynnende kvinde, hvor Kanyes lyrisk-kreative rap hægter sig godt på, og indleder Wests (næsten) selvproducerede plade.
Men allerede herefter går det galt. ’Champion’ er godt eksempel på Kanye West når han er værst. Nummeret forsøger sig med den samme optimistmusikalske atmosfære som ’Touch The Sky’, men ramler sammen i kedelighed. Det monotone beat baserer sig på et drønende forstyrrende sample af et uforståeligt ord, der bliver gentaget hver andet sekund – til ren frustration for lytteren.
Værre er det heller ikke. ’Graduation’ er ikke en dårlig plade, men er kedelig på den ligegyldige måde. Der er dog få solide numre, som ikke bør overses.
Den elektriske ’Stronger’, hvor Timbaland har hjulpet til med beatprogrammeringen, er en slags hiphop version af Daft Punks ’Harder, Better, Faster, Stronger’, og er ufattelig gennemtrængende. Måske endda Kanyes mest vellykkede singlehit.
’Drunk And Hot Girls’ hvor Mos Def har en birolle er samtidig et brillant nummer. Det lyriske indhold er dog mere eller mindre meningsløst og blottet for substans, hvilket er synd, for nummerets gådefulde undertoner skulle ikke forstærkes meget før det kunne blive rigtig godt.
Der er dog ikke en finger at sætte på den storladne ’Can’t Tell Me Nothing’. Beatet er gennemarbejdet og har et fængende sample, der ligesom teksten er inspirerende:
“I had a dream I could buy my way to heaven
When I awoke I spent that on a necklace
I told God I’d be back in a second
Man, it’s so hard not to act reckless
To whom much is given, much is tested
Get arrested, guess until he get the message
I feel the pressure, under more scrutiny
And what’d I do? Act more stupidly”
Uden tvivl det bedste udsnit af pladens knap 55 minutter. Problemet er at mange af teksterne på ’Graduation’, vejer lige så lidt som dem på ’Curtis’.
Det er på langt de fleste numre svært at få øje på dybsindighed eller de sædvanlige power-fraser der førhen har givet lytteren sympati for Kanyes synspunkter, og samtidig har vejet op for hans, af og til, tvivlsomme rappin’. Kanye rapper på denne plade, for det meste, en bunke temmelig udtyndede linjer, som er stadig mere domineret af Prada-sko og Louis Vuitton-tasker. Dette kombineret med en stime ubegejstrende og vandede hiphop produktioner, gør Kanye Wests plade til årets hidtil største skuffelse.
Kanye West har kun lidt at byde på, på denne plade. På hans to foregående plader har han vist sig som en af de få mainstream rappere, der på et lyrisk stadie kunne konkurrere med undergrundshiphoppens mest spekulative væsener. Det er på det nye album totalt tabt på gulvet.
At han samtidig har skænket Common et væld af sin karrieres bedste musikalske præstationer, lige før ’Graduation’ ramte gaden, er komplet uforståeligt.
Hvis man leder efter intelligent rap går man med Kanyes Wests plade galt i byen. Hvis man derimod kan leve med at gangsta-rap er fattigt på intellektualitet, er 50 Cents glimrende.
50 Cent – ‘Curtis’
4 ud af 6 spots
Kanye West – ‘Graduation’
3 ud af 6 spots
Skrevet af Falco Lamb 25.09.2007 arkiveret under Anmeldelser |