Niko har sendt RapSpot en super god artikel omkring de modsætningsfyldte aspekter der indgår i samarbejdet mellem politisk korrekte rappere og homofobiske kunstnere. Læs hvordan man kan forklare sig ud af et enormt paradoks.

Niko er 27 år og bor på Nørrebro. Han læser p.t. videre på informationsvidenskab og har arbejdet med hiphop og ungdomskultur via sin uddannelse. Hans egen indgang til kulturen har afsæt i hiphop som politisk udtryk, og han færdes selv blandt hiphoppere og har en udøvende lillebror.

.

HOMOFOBI, QUEER JIHAD OG BATTY LYRICS

For nogle år tilbage sad jeg sammen med min bror og lyttede til en masse fed hiphop, deriblandt Looptroop og Promoe. Sidstnævnte var netop kommet med sit andet solo-udspil ’The Long Distance Runner’ (2004). Vi studsede over navnet Sizzla, der dukkede op blandt de mange politiske og samfundskritiske tekster, så det måtte vi jo undersøge nærmere. Der gik ikke lang tid, før vi sad og lyttede til den super cool musik fra Sizzla, der med vanvittig energi spyttede sine ord ud. For at sige det lige ud fattede vi jo ikke rigtig så meget af mandens lyrik, men forstod helt tydeligt, hvor Promoe og Looptroop havde hentet noget af deres inspiration herfra. Der skulle til gengæld ikke gå særlig lang tid, før vi opdagede, at Sizzlas tekster havde en temmelig mørk side. Et eksempel kunne være fra tracket ’Pump Up’:

”Step up inna front line / Fire fi di man dem weh go ride man behind / Shot battybwoy, my big gun boom”

Ordene, såkaldte ’batty lyrics’, lyder på danske læber således: ”Træd frem i forreste række / Brænd mændene, der rider mænd bagfra / Skyd bøsser, min store pistol siger bang”. Ord, der med god grund, havde givet ham et forbud mod at optræde flere steder og deriblandt nægtet ham indrejse til England i november 2004. Ok, det kommer nok ikke bag på så mange længere, at der er masser af eksempler som dette og blandt mange flere end bare Sizzlas tekster. Musikere som Buju Banton, Beenie Man, Capleton og Elephant Man, ja, man fristes næsten til at sige hele dancehall/reggae crew’et fra The Rock, har også deres personlige arkiver med lignende usympatiske opfordringer. Og netop The Rock fik tingene lidt frem i lyset, da de gentagende gange har afholdt koncerter med kunstnere, som dem der er nævnt, hvorefter der er fulgt massive demonstrationer, debatoplæg og diskussioner med mere fra mediernes og befolkningens side.

Queer-gruppen Queer Jihad har blandet sig kraftigt i diskussionen og har udgivet et D.I.Y. magazine, som de passende har kaldt ’Reggae-krigen’. Krigsretorikken og diskussionen har været godt i gang længe nu, så der er ikke den store grund til at ridse det alt sammen op her, men det er helt klart værd at sætte tingene lidt i perspektiv, hvad jeg selv havde behov for den gang, det gik op for mig, at et band som Looptroop gav props til en mand som Sizzla, hvilket jeg senere har spurgt Promoe om. Han svarede: Jeg er imod alle former for undertrykkelse, og undertrykkelse på grund af seksuel orientering er ingen undtagelse. Hvad andre kunstnere synes og udtrykker i deres tekster er jo deres sag, som de antageligvis kommer til at stå til regnskab for. Præcis som jeg kommer til at stå til regnskab for, hvad jeg siger og har sagt.”

Og netop når regnskabet skal gøre op, så kunne man jo på fristende vis undre sig lidt over, hvordan en kunstner som Promoe, med sin modstand overfor undertrykkelse, eksempelvis forholder sig til det at stå på scenen i Ungdomshuset (R.I.P.), der helt eksplicit er imod al homofobi og heterosexisme, når han samtidig har udgivet en plade i 2006 (’White Man’s Burden’), hvor han arbejder sammen med stærkt kritiserede Capleton. Promoe forklarer:

”Det er vel det, der gør det hele interessant, og måske også lidt modsætningsfyldt, og som gør, at jeg på retfærdigvis bør stå til ansvar for, hvad disse kunstnere siger. Jeg har længe været inspireret af den jamaicanske musik, specielt roots og dancehall og har valgt at skrive sange med kunstnere, som har inspireret mig. Det, der har fanget mig, har været energien, rytmerne, flow, melodierne og den del af budskabet, som trods alt har været imod undertrykkelse. Det er de stykker, jeg har ønsket at tage med i min musik på de numre, hvor jeg har samarbejdet med jamaicanske musikere. Ikke homofobien.”

Spørgsmålet er så bare, hvorvidt det kan lade sig gøre at skille de ting fra hinanden. Gaffa bragte i august 2005 et 2-siders opslag om netop de homofobiske og sexistiske sider af genren. En af de interviewede dengang var Eaggerman a.k.a. Dwayne McFarlane, der for så vidt er enig med Promoe, når han siger: ”Hvis man vil stå og spille Asward og Jimmy Cliff og pop-reggae, så er det fint med mig. Men jeg vil gerne åbne bogen for folk og vise, hvad der foregår. Og selvfølgelig kunne man spille en sød sang med Capleton, men hvorfor gøre det, når 70 procent af hans sange er hardcore? Jeg synes, det er hyklerisk.” Men kunne man ikke sige, at det var lige så hyklerisk bare at stå og spille cool, energisk, hardcore og samtidig homofobisk musik som DJ bare for at fyre op under festen og dermed acceptere/ignorere lyrikkens indhold? Kunne det ikke være federe, hvis kompetente og cool kunstnere som Promoe og Eaggerman gik lidt mere frem på de lyriske barrikader og inddrog diskussionen mere eksplicit i deres egen kunst? Promoe gjorde det faktisk mere eller mindre i forhold til sexisme og chauvinisme, da han medvirkede på tracket ’F.E.M.I.N.I.S.T.’ af norske Gatas Parlament. Her var det dog iklædt komediens klæder, så det virkede mere som et sjovt indslag end et egentlig seriøst oplæg.

Jeg kunne godt savne, at flere kunstnere havde lidt mere nerve til at tage det homofobiske og sexistiske tema op og ikke bare pryde sig med lånte fjer fra en romantiseret musikkultur og så ignorere alle skyggesiderne. Selvfølgelig er der nogle kunstnere iblandt, der har mod på at angribe de homofobiske tendenser så som eksemplet med Common, der vendte 180 grader og, måske lidt frelst og populistisk, gav plads til et anderledes udtryk mod nogle af mainstream-hiphoppens stærke konventioner med ordene:

“How could I judge him? Had to accept him if I truly loved him / No longer, he said, had he hated himself / Through sexuality he liberated himself.”

Album: Electric Circus Song: ‘Between Me, You & Liberation’.

Det er stadig interessant, at så mange kunstnere forsvarer de førnævnte skyggesider som eksempelvis den jamaicanske kultur, når det gælder reggae og dancehall. Det er rigtigt, at det på Jamaica er ulovligt at være homoseksuel, og at det kan give op til 10 års fængsel, hvis det bliver opdaget. Det er helt forankret i landets kultur som Promoe uddyber:

”Jeg synes måske ikke, at det er rimeligt at undskylde det med det, men jeg synes helt klart, at man skal tage det i betragtning, når man forsøger at forstå fænomenet – hvis man nu vil det. Hvis man vokser op i et samfund, hvor homoseksualitet ikke bare er ulovligt, men også i mange tilfælde forbindes med ting, der er onde og forkerte, så kan det være vanskeligt at forestille sig en uafhængig opfattelse om det. Man hører, hvordan homoseksualiteten ofte i tekster forbindes med den syge, hvide undertrykkelseskultur, først og fremmest repræsenteret af paven, og i den kontekst kan man forstå, hvor dybe rødder det kan have, tror jeg.”

Jeg synes ikke, at det bør være en undskyldning, at fordi loven eller en kultur dikterer det, så skal en lang række kunstnere stille sig frem og mene det samme. I de fleste lande er graffiti også ulovligt og straffen kan gå hen og blive temmelig høj, men jeg mindes ikke ligefrem at have hørt en rapper stille sig frem og disse alle graffitimalere og true med at brænde dem. Man skal selvfølgelig se tingene ud fra deres kontekst, og det kan somme tider forklare, hvordan tingene hænger sammen, men når man adopterer så store dele af en musikkultur, så bør man have overskud til at tage ansvaret for at rydde ordentlig ud i de dele, der ikke skal accepteres på nogen måde. Der findes selvfølgelig kunstnere indenfor dancehall, reggae og hiphop, der er meget bevidste om deres tekster og den musikkultur, som de befinder sig i.

Jeg håber på, at flere vil tage mod til sig og være med til at udtrykke vanskelige temaer; det kunne eksempelvis være homofobi, chauvinisme og sexisme for at nævne nogle af dem. Det er fedt, at folk laver demoer og går på gaden, når eksempelvis Buju Banton spiller på The Rock, for det er virkelig nødvendigt, men noget der er mindst lige så vigtigt er, at flere kunstnere kan være med til at italesætte en generel modstand af de diskriminerende opfattelser. Den amerikanske rapper P.O.S. har sin egen mening om emnet:

“I raise a black fist, but won’t say nigga in the things I write / And I don’t say faggot ’cause I don’t think it’s right.”

Album: Audition Song: De La Souls

.

 

Ord: Niko

Skrevet af Gæsteskribent 18.10.2007 arkiveret under Artikler |