05.11.2007

Suspekt i Mental Radio

mentalthumb.jpgJaycob var med da Mental Radio i sidste måned inviterede højaktuelle Suspekt i studiet. Tjek linket til gruppens interview på hjemmebane i Albertslund og læs om baggrunden for den populære radiostation.

Mental Radio er kun et af mange programmer på Albertslund Nærradio, men til gengæld et af de mest hørte. Showet har kørt i mange år og blev i sin tid startet af Lasse Siegismund, som en mulighed for ham til at dele sin store passion for hiphop med lytterne. Det var helt tilbage i 96/97, at han langsomt fik stablet sit program på benene. I starten fik Lasse hjælp af Suspekt-produceren Rune Rask, der også var manden bag navnet “Mental”. Rune spillede fortrinsvis musik, uden snak, mellem pladerne så derfor var makkerskabet med speed-snakkeren Siegismund ideelt. Rune faldt senere fra efterhånden som der var andre projekter der trak, og imens kørte Lasse showet videre. I 2001 udmøntede arbejdet sig i Dogmelistic pladen, som jeg personligt betragter som en klassiker. Det var udgivelsen der samlet præsenterede senere hen så succesfulde rappere som Niarn, Jøden, Troo.L.S. og Jooks.

mental01.jpgI dag bliver Mental Radio ført videre af en anden Albertslund-dreng: HR, eller “Din ynglings radioværts ynglings radiovært” som han også kalder sig. HR overtog programmet i april 2004 og har lige siden påtaget sig det svære job at løfte arven. Med hjælp fra sin homie Benjamin bliver hiphoppen trofast pumpet ud hver tirsdag kl. 17 på 94,5 FM.
HR er selv rapper og har bl.a. lavet nogle numre med et andet Tabu medlem og ene halvdel af den opløst gruppe Sidste Niveau; JO:EL. Derudover er han også back-up for Næstved-rapperen Nemo hvis pladedebut inkluderer en interlude fra netop Mental radio.
Radioshowet bliver i dag promoveret som “Danmarks bedste hiphop radio” og der bliver fortrinsvis spillet alt det nye fra USA. Der bliver pumpet både Jay-Z og Ludacris, men det kunne stort set være hvad som helst “Bare det ikke er for mærkeligt“, som HR udtrykker det, og tilføjer at han i øvrigt ikke giver en fuck for ”Jedi Eye Minds Tricks”. Selvfølgelig er der også plads til dansk rap, men det er ikke meget der slipper forbi værtens kræsne smagsløg. Alligevel opfordrer han folk til at sende sig demoer, for muligheden er der hele tiden for at de bliver smidt i æteren.
mental02.jpgAlbertslund Nærradio ligger godt gemt bag Albertslund Station, og man skal være mere end almindelig kendt i området, for at finde det uden at spørge om vej. Heldigvis har aftens gæster et godt kendskab til lokalområdet, da de alle er vokset op i byen. Suspekt er i studiet i anledning af at deres tredje regulære album er på gaden og deres landsdækkende tourné skal sparkes i gang. Et næsten fuldtalligt Suspekt bestående af Bai-D, Orgi-E og Troo.L.S. dukker op, men Rune Rask må desværre undværes pga. travlhed. Stemningen er høj og man kan mærke at de mange gode anmeldelser af ´Prima Nocte´pladen har gavnet humøret.
Hjemmevant entreer de tre hiphoppere og svarer afslappet på spørgsmålene fra HR. Friske og hele tiden klar med en hurtig bemærkning sørger gæsterne for at aftenen forløber med lige dele drengerøvshumor og seriøsitet. Det hele virker mest som en hyggesnak med gutterne, bortset fra at tændte mikrofoner giver alle muligheden for at lytte med på alt fra gruppens nominering til MTV´s European Music Award, til længden på deres tissemænd. Den forestående tourné bringer dem endda udover landets grænser, da de skal helt til Færøerne, Grønland og til DM i Snowboard i Frankrig, for at optræde. 
Hør hele det underholdende interview på HR´s MySpace side:

HER.

God fornøjelse!

 

Ord og fotos: Jaycob

Skrevet af Gæsteskribent 05.11.2007 arkiveret under Artikler |