Det er nu et par måneder siden Natasjas posthumt udsendte danske debutalbum ‘I Danmark er jeg født’ udkom, og det står på ingen måde svagere, nu tragedien er kommet lidt mere på afstand. Tværtimod. Man aner konturerne af en klassiker. Et album, der med fintindstillet fornemmelse fanger sin tid og samtidig anbringer sig i dens forlængelse.

Således er åbningstracket ‘Ildebrand i byen’ et veritabelt anthem for den danske reggaescene før og især nu, leveret med pondus af en af dens mest vitale veteraner gennem tiden, båret frem af en hårdtpumpet Pharphar-produktion garneret med gashorn. Før havde vi Bikstok Røgsystems fornemme ‘3 stks tøj’, men det her brænder igennem på et mere grundlæggende niveau. Natasja sender skud til scenens vigtigste spillere og bekræfter sine egne ord om, at det efterhånden skulle være sat på plads, at dansk reggae giver den gas. Pharphar selv giver sangen en bevægende subtekst i hvad der lyder som et posthumt indspillet vers, hvor han opregner hvad der sker i den danske dansehal og forsikrer, at Natasja vil han aldrig glemme.

‘Gully Slang’, der bygges op om en parallel oversættelse af den samme tekst på patwa og dansk over en uptempo dancehall riddim af Bulby & Fatta, cementerer på een og samme tid musikkens jamaicanske ophav og åbner den for det bredere danske publikum, for hvilket øens dialekt i første omgang ofte forekommer som en af musikkens mest påfaldende karaktertræk. Et ambassadørnummer. ‘Fi er min’ er den socialt engagerede Natasja i form og on point med et budskab til ”alle de lidt for unge piger, der giver den lidt for meget op”, serveret med både varme og frækhed uden at det bliver docerende.

Disse numre viser hvor meget Natasja var vokset siden hun for nogle år siden vendte tilbage til musikken på fuld tid. Hun har altid haft energi og ofte nerve, men havde tilbage i dagene sjældent evnen til at skrive en virkelig mindeværdig sang –- koncepterne var ofte banale og leveringen samtidig en kende for kæk. Der manglede bund. I Danmark er jeg født viser med numre som de ovenfor nævnte, hvor langt hun var kommet på disse områder, samtidig med at det demonstrerer i hvor høj grad hun havde realiseret af sit altid åbenlyse talent. Fra den smukt sungne bro på ‘Ildebrand i byen,’ over den bundcharmerende snak om menneskets skabelsesmyter på det i øvrigt lidt sentimentalt overstyrede ‘Timerne går’, til det stensikre dobbelttemposkift på radiohittet ‘Op med ho’det’, viser hun en stemmekontrol og alsidighed, der er få danske vokalister forundt.

Bevares, det er ikke en perfekt plade. Duetten med MC’en Yepha, ‘Gør det’, vil give os nattefræk pingpong-flirt, men kemien er lunken og især Yephas indsats fremstår halvhjertet. Og en coverversion af Anne Linnets ‘Du er så smuk og dejlig’ virker, trods klare og fine intentioner om tilbagekobling til den folkelige danske sangskat, uoplagt. Dette er imidlertid alt sammen helt underordnet, for når Natasja shiner, er det med sjælden glans. Særligt på to numre tager hun sin gerning til et helt andet niveau –- et hvor selv det bedste af resten af pladen fortrænges.

Det ene er ‘Gi’ mig Danmark tilbage’, som en anfægtet og vred Natasja indspillede over den energiske, surferrock-afledte ‘Wipe-Out’-riddim omkring den tid, hvor Ungdomshuset blev ryddet og jævnet med jorden. Indignationen er klar og ærlig. Vi sværger i dag til friværdien og glemmer fristederne, og de allestedsnærværende fladskærme lukker af for solidariteten. Natasja lader selvsikkert sin stemme overstyre og tempererer samtidig sin indignation med glimt i øjet:

”Jeg kan se det ske/ det er ak, det er ve/ det er Satan/ og han lægger kræfterne i/ det er nat over dag/ det er bæ over ble/ det er død over liv/ det er træl over fri/ det er kød på kniv/ det er råb, det er skrig/ det ligner en krig/ og det er spild af politi/ det er dødelig gift/ i min urtete/ og det er noget de kan li’/ i det Danske parti/ helt fucked op på sne! – whoaaa, sagde jeg det?”/ meget skal man høre/ Gud bevare mit humør.”

Der er ild i det lort. Som Selector Hydepark sagde i DR2s nyligt udsendte, og udmærkede, dokumentar om Natasja, går det helt ind i knoglerne. Vi vil have Danmark tilbage – vores farverige gamle ven!

Men albummets titelnummer må være kronen på Natasjas livsværk. Med udgangspunkt i HC Andersens smukke fædrelandssang, synger hun så de små hår rejser sig, om den usikkerhed enhver med blandet baggrund til tider føler, og den yderligere splittelse international ambition uundgåeligt tilføjer ens liv. Fødestedet Danmark i det kolde Nord, hvorfra hendes verden går, Sudan og den røde jord med hendes far, søster og bror, og Jamaica hvor musikken bor i hvert et ord, er pejlemærkerne for hendes triangulering. Det er et levet liv i både rådvilde og klarhed, fremført rørende intenst.

Der kan næppe have været nogen tvivl, da det blev besluttet at dette var sangen der skulle spilles til hendes alt for tidlige begravelse; ”der er en melodi/ så simpel og så fri/ jeg synger med/ for den har sat sig indeni,” er de ord der husker os på, at Natasja formåede at gøre netop dét – hun er væk, men har sat sig indeni.

6 ud af 6 spots

Skrevet af Mat 26.11.2007 arkiveret under Anmeldelser |