Dansk hiphop er gennem årene blevet befolket med mange forskellige typer, men få egentlige personligheder. En af dem, der ubetinget er en personlighed, må siges at være Niels Spohr. Han har måske ikke taget et kvantespring ind i verdensberømmelse som sin navnerbror, men han har holdt gryden i kog med en stribe undergrundsudgivelser. Nu er han ude med ’Klinkmatic’, hans mest personlige album til dato.

Første gang jeg mødte Niels Spohr var i midten af 90’erne. Han stod freestylede udenfor et jam i Århus. Jeg kan stadig huske linien ”Jeg battler rappere fra alle cities, og viser ingen pities”, fordi jeg syntes, det var vildt opfindsomt at bruge ’pity’ i plural. Dengang kaldte han sig Soul D, repræsenterede det navnkundige Holstebrooklyn, og var blandt andet skribent på hiphopbladet Lederen (jojo, den slags fandtes før Action$peax.) Siden er det som sagt blevet til navneskift, og en stribe album, der alle er præget af en eksperimenterende tone, samfundskritiske tekster, og en helt speciel levering. På ’Klinkmatic’ har Niels Spohr udvidet sit univers og taget flere gæster med som både rappere, DJ’s og producere. Samtidig kigger han ind i sig selv, og fortæller mere selvbiografisk om sit liv. Snakken med Niels Spohr kom både til at handle om albummet, hans syn på hiphoppen herhjemme, et stressanfald og et hiphopjam til Tarm Visefestival i 1992. Let’s go.

Beskriv Niels Spohr…

Jeg er en 30-årig rapper og producer. Hørt hiphop siden 1988 og knoklet med det siden 1999. Jeg er født og opvokset i Holstebro og bor nu i Hovedstadsområdet. Jeg er næsten selvlært og opfatter mig ikke som den ene eller anden type rapper. Jeg opfatter ikke mig selv som bedre end andre, jeg er en musiker og jeg har valgt hiphop, for det er der mit hjerte er.

Hvorfor valgte du navnet ‘Klinkmatic’ til albummet?

Jeg er i mange år af de nærmeste venner blevet kaldet Klinken og da jeg lavede ’‘Klinkmatic’’ ville jeg have at det navn blev en del af titlen på albummet. Jeg havde nogle andre titler op at vende. Det var min gamle ven Kragen der kom med forslaget om at det skulle hedde ’‘Klinkmatic’’. I starten jokede jeg lidt rundt med Kragens ide men det endte med at blive titlen.

Hvilken slags hiphop kan man forvente på ‘Klinkmatic’?

På mine tidligere cd er var indfaldsvinklen tit at eksperimentere og søge grænser både i musikken men også i lyrikken, om det så lykkedes, det er jo lige det? Da jeg skulle til at starte på ‘Klinkmatic’ var målet at lave en helt almindelig hiphop cd, da jeg tænkte at det på en eller anden måde var et forsømt område for mig. Yderligere udpenslet så kan du forvente et album med almindelig hiphop indenfor østkystlyd.

Tidligere har dine udgivelser indeholdt en del samfundskritik og socialrealisme, denne gang er historierne mere personlige, hvor kom den udvikling fra?

Det er rigtigt at det hele er mere personligt. Jeg har lavet hiphop med politiske undertoner siden 99 og for det meste i konceptrapform. Det har betydet at mange gange har jeg rappet om ting uden putte mig ind i sammenhængen og at det sprogligt endte op med mange svære ord og begreber, der sat sammen var svære at styre på dansk i rap rytmik og fonetik. På ’‘Klinkmatic’’ er der også samfundskritik men jeg havde simpelthen brug for at komme væk fra koncepter. Med den udvikling Danmark er i, må enhver rapper fortælle sin egen historie råt for usødet og ikke være bange for at sige noget andet end druk. Tvangsnormalisering er ikke godt for hiphop.

Lapper a papir er det tætteste jeg har hørt fra dig komme på et anthem, er sangene lavet til at høre i walkman’en eller blive spillet live?

Det må du fortælle mig. Nej, da jeg startede på ‘Klinkmatic’ håbede jeg stærkt på at komme ud og optræde live. Men da var live-livet ikke en realitet i mit liv og det primære fokus på ’‘Klinkmatic’’ var få numrene til hænge sammen med et albumfeeling. Da jeg skulle få produktioner fra mig selv, Arek, Duno Uno, Kolde Volle, Xfarm, Talkback og Domingo til at hænge sammen var det den første udfordring. Nu er det lykkedes mig at komme lidt ud og optræde og jeg har lært en masse ting, som jeg vil tage med mig ind i fremtiden, både når det gælder at optræde men også når det gælder at lave sange.

Albummet har 11 numre, hvilket er væsentligt færre end dine tidligere udgivelser, hvad skyldes det?

Jeg vil helst ikke hænge mig i formler, heller ikke når det gælder længden på et album. Jeg tror det handler om følelsen eller fornemmelsen i slutfasen af et projekt. Vil man lave 4 numre mere så laver man dem, er det kun de to af de fire man kan lide, så bruger man dem. Mens jeg skrev lyrik hørte jeg stort set ikke hiphop. Jeg hørte meget Lou Reed, The Cure, Johnny Cash, Cv Jørgensen, Tredje tilstand, Under Byen, Isaac Hayes osv. Jeg blev betaget af den gamle lp længde på ca. 40-45 minutters musik. Jeg syntes at oplevelsen af at høre sådan et album var bedre end et album på en time eller mere, så derfor blev det 11 numre.

Havde du lyst til at skære et fra, så du havde 10 ligesom ’Illmatic’?

Nej egentligt ikke.. Der er kun en ’Illmatic’.

Du har mange referencer til gammelt hiphop, både titlen på albummet og ”rus, dræb, destruktion, stress” samt det at du kalder dig boombapper, er din musik mest for oldschoolere?

Jeg var barn i 80’erne ung i 90’erne og er voksen i dag. Jeg prøver at give jer lidt af det hele og prale så lidt det er muligt, vise jer min vej. Det jeg er stoltest af er næsten at rappe om det første jam jeg så, som varede i 2 timer til Tarm Visefestival med Typhoon og Phase 5 på stålhjulene, No Name Requested på miken og Outta Control på gulvet. Sikkert en ligegyldig hiphop-sludder for mange men et par store timer for mig. Jeg opfatter ikke boombap som et decideret oldschool begreb, mere som essensen af hårde trommer og tung bas med rap. Der er ingen tvivl om at det er lyden af de gamle boombox dage men mange moderne hybridgenrer til rap har også denne boombap energi eller råhed f.eks. i grime er nogle numre tung bas trommer, rap og ikke andet. I midt halvfemserne var lyden af boombap jo KRS One og Dj Premier med flere, men de sad på det. I årene 2003 til 2005 købte jeg en del hiphop fra butikker i USA. Meget af dette musik var i bund og grund boombap fra 2001-2005. Meget af det jeg købte som også nåede til danske butikker blev anmeldt i Danmark som alternativ hiphop og nogle steder i elektronica sammenhænge. Ironisk nok kan jeg ikke definere boombap helt skarpt, for boombap kan være helt simpel og pinlig primitiv eller foruroligende futuristisk og fremme i skoene.
Om min musik mest er for old schoolere eller ej tør jeg ikke sige ja eller nej. De mennesker der giver mig positiv feedback er vidt forskellige mennesker af alder, køn og musikalsk temperament.

De fleste du arbejder sammen med denne gang er andre vestjyder, der nu bor i KBH. Nogen speciel årsag?

Well det er først og fremmest folk jeg har kendt i mange år, godt kan lide at chille med og altid har haft lyst til at samarbejde med i det løse. Der er mange grunde til at det først er nu at det sker men i tidligere tider har jeg arrangeret jams med Talkback og lavet hiphop magasin med Duno Uno, Xfarm og Tomace(der ikke har lavet noget til ‘Klinkmatic’). Pd og jeg har været i posse siden 92-93. Arek har hjulpet mig med beats før.
Jeg vidste ikke at Kolde Volle fra Odense lavede beats og jeg syntes de lød nice. Mesta T og jeg har efterhånden materiale til et album, der nok aldrig kommer. Har talt med P-dahl og MD, hver for sig, om at lave en sang siden midthalvfemserne. Jeg har mødt Direct og Guller i alle mulige sammenhænge siden 90erne og er glad for at de ville hjælpe.

Hvad er du selv inspireret af når du skriver?

Alt muligt. Indtryk skaber udtryk, jo mere jeg sidder hjemme og kigger ind i væggen jo mindre godt kommer der på papiret. Jo mindre jeg ser tv og jo mere jeg lever som menneske jo bedre sange.

Du har denne gang arbejdet sammen med en del andre producere, prøv at beskriv processen i at lægge et nummer ned fra idé til afslutning…

Jeg tror ikke der har været ens processer på ‘Klinkmatic’. Nogle sange har jeg skrevet teksten først og valgt beatet derefter. Men ved ‘Rus Dræb Destruktion Stress’ produceret af Xfarm valgte jeg beatet først. Det er et lækkert lækkert beat og musikken taler til alle følelser. Jeg havde så meget æresfrygt for beatet at jeg måtte have et stresskollaps før jeg turde rappe over det.
En måned efter stresskollapset opdagede jeg at jeg måtte skrive om det. Jeg tænkte at jeg ikke ville lave en tydelig tekst om emnet og at jeg gerne ville have forskellige perspektiver på. Jeg ville ikke beskrive min mystiske tur gennem sygehusvæsnet eller dødsangsten dagene efter. Jeg ville hellere beskrive hvor stresset alting er og hvad det har af konsekvenser for mig som menneske. Under denne skrive proces opstod problemerne omkring kvædet. Alt hvad jeg kom op med var protestsangs omkvæd på den u-fede måde. Så kom jeg i tanke om ’Stress’ af Organized Konfusion. Til at starte med skulle jeg bare høre sangen og komme op med mit helt eget men da jeg hørte deres omkvæd tænkte jeg at deres ord oversat til dansk lød så stærke og rigtige i forhold til det der startede min sang, så jeg fortolkede deres kvæd ind i mit. Da jeg indspillede gav jeg mig selv lidt mere lov end jeg plejer og legede meget med det retoriske især på vers 3. omkvædet valgte jeg ikke at råbe ind.

Synes du, at det er mest interessant at rappe eller producere?

Det er svært at sige. Jeg startede med beats for selv at have nogen at rappe over. I dag er der områder af producer verdenen der virker mere spændende på mig end rap, Der er en liste af rappere her i dk jeg gerne vil høre rappe over et af mine beats, Jeg har bare ikke besluttet mig for mine krav til en sådan udvikling og har derfor ikke gjort noget for det. Omvendt kan jeg mærke inspirationen til at skrive igen lusker rundt i underbevidstheden. Det der allover er spændende er, hvordan man undgår den kreative kælder, hvor det hele virker som samlebåndsarbejde. Det er meget fedt for mig at der to verdener at udforske. Da jeg forleden rappede til Gotjamn oplevede jeg at min lyrik virkelig betød noget for enkelte publikummer, den slags forpligter en.

Hvem føler du har hjulpet dig som kunstner?

Det er lidt svært at svare på. De første år i mit hiphopliv, kendte jeg ikke nogen hiphoppere, og jeg måtte søge hiphop på egen hånd. Den første superhiphopper jeg nogensinde talte med var Rasmus Poulsen i cirka 1991 og var meget betaget af Aalborgs hiphophistorie dengang. Da jeg connectede med min lokale posse, vidste vi circa lige meget om hiphop men forskellige ting.
Som rapper tør jeg ikke sige om jeg har en mentor men i 1995 var jeg i en cipher, hvor der var en raggamuffin rapper fra Skive kaldet Shakki. Shakki gav mig nogle råd om at træde i karakter med stemmen. Planet Ingolf, Mesta T , The Huzz og P-dahl i en eller anden grad lært mig ting om mit rap, som jeg ikke kan sætte ord på. Ellers har jeg vel lært et eller andet af alle jeg har arbejdet sammen med. Det var en sang fra Murs der lærte mig om 3:16 reglen.
Som producer er det simpelt; I 1998 mente Talkback, at jeg skulle begynde med at producere beats. I 1999 gjorde jeg noget ved det og fik lidt grundkurser af Talkback. Fra 2001 har jeg stået på egne ben med beatmageriet.

Hvad synes du om hiphoppen lige nu, både i udlandet og herhjemme?

Det kan man jo skrive en hel bog om. Hiphop er blevet voksen den er ikke længer uskyldig og jomfruelig, den har prøvet alt fra det smukke til det grimme. Den er ikke længere et kulturelt barn, hiphop er en verdenskultur og den er stor nu. Jeg har ikke styr på alt hvad der foregår. I 2004 vidste jeg det meste om amerikansk independent hiphop. Lige for tiden hører jeg mest Blackmilk, Guilty Simpson, Phat Kat, Percee P, Frank N Dank, Talib Kweli og The Roots.
Well, jeg synes hiphop har udviklet sine udtryk ud i mange skoler, stile, hybridgenrer og sounds. Der set fra oven virker splittede men heller ikke udelukker hinanden. Der sker en masse gode ting og dårlige ting i hiphop all over.
Jeg er lige nu henrykt over meget dansk undergrundshiphop. Beatsne lyder lækre, rapperne er mere på deres egen stil og flere rappere tør også rappe reflekteret om sig selv og deres omverden. Druk fylder stadig meget i dansk raplyrik, det lyder bare bedre. Jeg er ikke en hader men jeg er meget skeptisk over hvorfor cokerap altid får hypen. Jeg synes da Necro, Cage og Tame one er vilde men positive sange om stoffer fanger mig sjældent. Tekster om vold og undertrykkelse af forherligende karakter er også sjældent, noget jeg gider bruge tid på, det lyder for mig som rap bygget på had men jeg har en svaghed for Mobb Deeps musik. Folk der kun kan sige afstumpede ting er ofte sådan i virkeligheden, jeg vil gerne høre et menneske bag micen uanset genre og om vedkommende er fra middelklasse Danmark eller fra verdens farligste storby. Jeg opfatter også at dansk rap er blevet mere samfundskritisk og hermed tror jeg at man vil se mere konstruktivt hiphop fra Danmark i fremtiden. Det bliver nok endda et overlevelseskrav at rappere kan se ud over sig selv men også være ærlige om hvem de selv er. Jeg forventer også at det nye Strøm album får betydning for denne udvikling. Men når alt det er sagt er jeg bare selv en musiker og vil hellere bekymre mig om min egen musikalske udvikling end at diktere hvordan tingene skal være. Folk skal lave det de har lyst til og hva de nu mener de selv kan stå inde for, det er jo det jeg selv gør, jeg er independent der er sgu ingen bodyguards eller nogen der tager skraldet for mig.

Hvad vil du helst have folk skal have ud af ‘Klinkmatic’ ?

En klassisk lp længdes god chiller, noget god lyrik, lækre beats…. Det kan jeg ikke svare på. Nogen mennesker står af på min stil andre roser den. Man kan ikke gøre alle tilfredse og jeg var ved at miste livet 2 gange mens jeg lavede ‘Klinkmatic’, så jeg er bare glad for den er blevet færdig. Målet blev nået trods alt og jeg er stolt over det.

Hvor ser du dig selv på vej hen?

Mod kærligheden. Af min fortid har jeg lært at min fremtid er nu og lige nu sker der en masse. Og en masse ting af dem har ikke noget med musik at gøre men meget afgørende for min fremtid. Jeg regner med på et tidspunkt at lave nye album projekter og jeg håber på at optræde til flere jams fra starten af 2008..

’Klinkmatic’ er ude nu og kan købes i bl.a. Urban Zip Code, Blackout og Run For Cover Shop. Besøg Niels Spohr på Myspace.com/NielsSpohr.

Skrevet af ptas 03.12.2007 arkiveret under Interviews |