07.12.2007

Ali Kazim – ‘Gadedrøm’ (album)

alikazim_cover_2007.jpgAli Kazim, han er kendt som skuespiller fra blandt andet blockbusteren ’Adams Æbler’ og klassikeren ’Pizza King’. Men Ali Kazim var også rapperen på landeplagen ’Spørgsmål’, der ramte Danmark i 2005.
Nu forsøger multi-kunstneren sig som fuldblodsrapper med albummet ’Gadedrøm’. Det er han ikke sluppet særligt heldigt fra, til trods for beats fra flere af landets dygtigste producerteams.

Ali Kazim vil favne bredt på sin første udgivelse. Han breder sig over familielivet, religion, kærligheden, vreden, og den del af ham, der føler sig forkert behandlet af det samfund, han bor i. Med så store emner, er der masser at tage fat på og ’Gadedrøm’ indeholder skæringer der er virkeligt vellykkede, men desværre også en del, som savner både fokus, styrke og musikalsk vellyd.

Intronummeret ’Lysets kriger’ har en særdeles prominent ghostwriter, da teksten er skrevet i samarbejde med Per Vers. Musikken er produceret af Copenhaniacs, der støber et fundament af aggressiv synthesizer og dyster el-guitar. Beatet er en smule 80’er inspireret, men dog stadig ganske holdbart. Det fungerer fint på et intronummer. Der bliver rappet et par linjer, så snakket og rappet igen – rigtigt nice lavet, da det giver en følelse af, at Ali Kazim samler sig selv og gør klar til albummets næste numre.

Et af mine absolutte favoritnumre er den melodiske ’Det var kærlighed’. Lounge Lizzards er sluppet rigtigt godt fra produktionen – et smukt beat, med et dejligt klaver som underlægning, giver en rigtig mellow følelse i hele kroppen. Omkvædet flower godt og understøtter den gennemgående stemning på nummeret.

“På trods af afstand føler jeg dit nærvær/ famler i blinde med den byrde jeg burde lære at bære/ på tværs af tid og rum drukner mit råb/ svinder mit håb om at finde tilbage til det der var godt”

Skivens sidste nummer ’Kalder på dig’ er en Lounge Lizzards og Rune Rask opfindelse. Man kan tydeligt høre, at Rune Rask har haft en finger med i spillet. Beatet er rigtigt dystert og klaveret lyder som noget man ofte har hørt fra Suspekt. Skæringen handler om Ali Kazims forhold til Gud. Det er en stærk skildring af både afmagt, drømme, kærlighed og frygt. ’Kalder på dig’ er et af de få numre, hvor tekstskriveriet til fulde er lykkedes for Ali Kazim.

For hvis ’Kalder på dig’ er et højdepunkt på ’Gadedrøm’, så er ’Jeg fik stress’ det absolut modsatte! Nummeret er produceret af Al Azif og det er bestemt ikke nogen vellykket combo. Beatet er voldsomt og meget aggressivt, og det er ikke noget kvalitetsstempel i dette tilfælde. Nummeret handler om Ali Kazims fortid som skuespiller og hans liv som gadekriger: “Kongen af gaden, ja du ve’ det/ du ka’ se det, det ham Khalid fra TV”
Men hvor gade er det egentligt at være på TV?!? Nummeret er en pinagtig oplevelse, som jeg helst ville være foruden. Det er et suverænt lavpunkt, ikke kun på ’Gadedrøm’, men i dansk rap generelt. Rappen er kedelig, forudsigelig og præget af børnerim. Nej tak!

Numrene ’Min far’ og ’Drømme’ er i samme kategori. Begge numre beviser med al tydelighed, at Ali Kazim mangler en del for at kalde sig for en kvalificeret MC og tekstskriver. Niveauet er generelt for svingende, hvilket ødelægger helhedsoplevelsen. ’Min far’ handler om Ali Kazims kærlighed til sin far og selvom intentionen er god, så mislykkedes det. Beatet er rocket og falder meget udenfor de fleste af pladens øvrige musikalske indslag.
’Drømme’ bringer ikke meget nyt under solen. Her bliver Ali Kazim både materialistisk og drømmende. Han drømmer om fred, fin bil, familie, kærlighed og et godt liv. En super listic ide, men igen mangler Ali Kazim at kunne levere det med pondus. Der er for meget fyld og for lidt konkret, for mange af linjerne siger for lidt: “Jeg drømmer om at nå dine ører imens jeg kører/ i en A6’er som den min fætter skubber i Sjælør”
Sangeren på omkvædet er også med til at trække nummeret ned. Han synger nemlig ikke særligt godt!

Generelt er Ali Kazim en i orden MC, han flower ok og hans stemme egner sig som sådan udmærket til rap. Det rækker dog bare ikke langt, når de fleste af teksterne er så mangelfulde og uvedkommende. En af Ali Kazims helt store fejl er klart, at ingen af hans numre indeholder linjer, som får lytteren til at tænke “DAMN!”. Det er en stor mangel, men Ali Kazim ikke er noget lyrisk vidunder – snarere tværtimod, der er for mange tomme linjer på denne udgivelse.

’Gadedrøm’ er et sløjt album, der dog for det meste er ganske godt produceret. Det indeholder enkelte opløftende elementer, men der er for langt mellem de fede numre. For fremtiden foretrækker jeg at se Ali Kazim som skuespiller – der har han sin egentlige styrke!

2 af 6 Spots

Ord: Oscar Gomez

Skrevet af Gæsteskribent 07.12.2007 arkiveret under Anmeldelser |