Det kan være hårdt arbejde at holde øret til gaden – men der findes heldigvis folk der gladelig påtager sig opgaven og når de kanaliserer deres interesser ud i egentlige produkter sker et crossover fra idé og idealisme, til benhård business. Den overgang kan være svær.

Danske Doiall står bag et sådant projekt som har fået titlen ’Kingsbridge Music presents Independent & Underground HipHop compilation Vol. 1.’ Han fortæller selv om baggrunden for projektets tilblivelse:

”Ideen til min kompilation startede faktisk for ca. halvandet år siden. En af mine gode venner, som jeg plejer at brænde mix-cd’er til hver 4-5 måned, arbejdede i en tøjbutik og hørte skiverne der. Der var tit kunder der syntes det lød fedt, så vi snakkede om, at jeg skulle lave en cd han kunne sælge.
Jeg ville ikke lave et mixtape med kendte navne, som så mange andre gør, så derfor var det ikke noget jeg tænkte seriøst over, indtil for nylig. Der fik jeg den idé at hvis jeg skulle lave en cd, så skulle det være med navne ingen – eller meget få – kender i forvejen.

Jeg tog kontakt til gruppen Jazz Addixx, som medvirker på pladen, og spurgte om jeg måtte bruge deres musik? De sagde ja, og så var jeg i gang.
Alle tracks fra de medvirkende (bortset fra et enkelt som jeg har jeg købt på en hjemmeside: cdbaby.com), sælges udelukkende independent.
Det har faktisk været nemt at overtale kunstnerne til at medvirke. Jeg skrev til dem på MySpace og roste deres albums. Derefter spurgte jeg om de ville medvirke på mit projekt og alle sagde ja. Nogle har nævnt at de var glade for at få lidt promotion ud af det..
 
Min egen baggrund for at gøre det her udspringer af, at jeg gerne vil dele noget musik, som jeg selv synes er super fedt, med lidt flere personer end bare mine 2-3 nærmeste venner. Og forhåbentlig kommer nogle af de medvirkende kunstnerne til at sælge noget mere end de ellers ville have gjort, gennem at få kendskabet til deres musik bredt mere ud.”

Det er ikke svært at fornemme at Doiall har hjertet på rette sted og allerede inden man overhovedet har set cdén er det et projekt som mange, udenfor hiphops allermest kommercielle scene, vil ønske at støtte. Og det er så her det første ”men” dukker op. Allerede når man står med cdén i hånden opstår der en mislyd mellem det uskønne clipart-cover fra hjemmeprinteren og de 50 spir skiven koster. Selvom der er ofret klistermærke på selve cd’en, så man ved hvad vej der er op, så løsner det sig allerede efter 2 afspilninger.

Pladens vibe går fra melodisk og jazzet som på ’Gracious’ af Shadowfacts feat. Kendra Ayers (hvor flowet  er en smule forceret og slam-poetry agtigt), til mere kampklar battlerap af den gamle skole.
Kærligheden til hiphops rødder og guldalder glimter over hele linjen fra selve udvælgelsen, og ned til hver enkelt kunstner. Det her er unægtelig mere som at tage ud med hakke og skovl og selv lede efter en uopdaget guldåre, end at træde ind hos hovedgadens juveler og beundre de velpolerede smykker. Det eventyrlige element vil appellere til de mere nysgerrigt indstillede og mindre mageligt anlagte hiphop-heads. Det her er målrettet backpackers og retro-romantikere der har passeret midt-tyverne.
Pionérånden blusser godt op med så mange undergunds-kunstnere samlet på et sted, men bagsiden er at kvaliteten svinger så meget som den gør, ikke bare rapteknisk, men også i ydre rammer så som helt elendig indspilningskvalitet på ’Street Livin’ fra Lex, ’Introduction’ og ’Old School New School’ fra Skramble. Nogle numre er ikke blevet ordentligt mixet og kompilationen er ikke tilfredsstillende mastereret. Der er numre der lyder som om rapperen spytter under en gåsedunsdyne eller to. Flere gange må man skrue op og ned på volumeknappen for at tilpasse lyden til de foregående numre.

Lyrikken har førersædet, og mange tracks er godt tekst-tunge. Tracklisten alene siger det hele med navne som Shadowfacts, Jazz Addixx og Superstar Quamallah – sidstnævnte (som i øvrigt er en af de mere habile på udgivelsen) rapper om at være rapper OG college-lærer.

Flere numre showcaser adskillige emcees på samme track, og det er klart at kunstnere med så meget fælles respekt for hiphops baggrund kigger bagud med rigelig af fortids-referencer, og så virker det nogle gange sekundært hvad der sker på lydsiden, som i tilfældet med  Jahmeds ’Write On Time’. En jazzet produktion – hvis man forestiller sig jazzmusikeren var indlagt med Alzheimers på en institution hvor han har forvildet sig ud i køkkenet og nu hamrer løs på potter og pander med den ene rytme han stadig husker; indtil oversygeplejersken slæber af sted med ham.
Så er der mere udtryksfuld originalitet fra Warpath der leger med stemmeføring og flow over et galt klaverloop på ’The Killah’.

Intelligent rap er i fokus på kompilationen, men ind imellem bliver det lige lovligt nørdet nok når ordrimene stakkes så tæt som fx på  ’H.I.P.-H.O.P.’ fra Jazz Addixx.
Multirimene bliver dyrket ihærdigt, også på blærerøvstracksne, her er det f.eks Fab Nickel på ’I´m A Beast’: ”I’m on your strip man I’m pullin’ some broads, fuck you – I’m postin’ up like I’m bulletin board, talk shit – it´s nothing for me to fully assault, if you pull a blade out on me, ha ha I’ll pull out a sword, take you out your booth, your mic..  I put my foot in your jaw – my foot in your orse (rømmer sig) my foot in your ASS, you’re trash ..”

Er man til samples, klaverloops, stabs, dj-cuts med vokalsamples fra hiphoplegender og klassiske boombap-produktioner der vækker 90’erne til live i hørebøfferne, så kan en halvtredser muligvis være ok til denne kompilation som beriger køberen med hele 19 tracks i fuld længde. Kvantitativ valuta for pengene er populært, men når som helst man tager penge for et produkt bør, i min mening, de ydre aspekter være 100% i orden, og her er minimum 4 numre lydteknisk ad helvede til. Er lytteren kvalitativt altædende kan det, som sagt, godt være at dette køb ikke er den største skuffelse.

Konklusionen er, at hvis man ikke er så kræsen, eller afspiller al sin musik fra Aldis plastik boombox årgang broke as a motherfucker, så er den væsentligste kritik overflødig. Men kompilationen er mere retro end godt er når den både teknisk og visuelt minder om noget fra midthalvfemserne. Et projekt der ønsker at støtte undergrundskunstnere forpligter sig til at præsentere disse bedst muligt. Her er netop tale om artister der ikke kan slippe af sted med noget pga. et velprofileret navn. Det her er artister for hvem førstehåndsindtrykket hos lytteren er altafgørende og så skylder man dem en ordentlig lydteknisk præsentation, og et mere prof udseende visitkort. Det er desværre ikke tilfældet med denne kompilation, og det er synd for alle parter.

Ideen om at lægge en masse dygtige, ukendte kunstnere sammen og sælge pladen billigt er stadig super god, men ved at tage tracks med fra kunstnere der ikke har mixet og indspillet i ordentlig kvalitet, trækker man helhedsindtrykket ned på bekostning af de kunstnere der har gjort det godt.

 

2 ud af 6 spots

Skrevet af Ann Noyd 11.12.2007 arkiveret under Anmeldelser |