De lyse, blide klavertoner fortsætter præcis hvor de slap på Jahi’s ’Last Words’.
En oplæser forklarer idéen bag pladen som kører i anlægget. Han fortæller, at FredNukes i sin vennekreds blev kendt som fyren der altid taler om sig selv. Derfor tænkte Fred, at måske hvis han udgav en plade, ville der være nogen andre mennesker der ville være interesseret i at høre på hans fortællinger. Fortællinger om ham selv.

Fair nok Fred. Nå nu dine venner ikke gider bruge al deres qualitytime på at høre om dit store ego, så er det da klart at vi andre gerne vil betale for det. På den måde tjener du jo også penge på at være selvfed! En win-win!

Nej, real talk: FredNukes har, som han også selv nævner på et nummer, ventet med at udgive sin plade til han kunne være det bekendt. Det kan han nu. Sagtens.
Han mestrer rollen som engelsksproget rapper fornemt, og kan kun sjældent klandres for at mumle eller smøre for tykt på med nordiske accent. Han har endda selv stået for en god portion af pladens skarpe produktioner. ’Deconstructing Fred’ består næsten kun af gennemførte og holdbare skæringer, og kunne have været et virkelig godt album. Der er ikke noget dårligt at finde her. Men der er desværre et par problemer. Lad os starte med det positive.

Pladens bedste nummer ’Keeping Up Appearances’, er produceret af svenske Soul Supreme, som også står bag de fleste andre beats. Usædvanlig mange lydspor sætter fart bag den fantastisk kreative produktion, som Fred bruger til at rappe og synge et af årets mest catchy omkvæd, ind mellem versene hvor han fortæller om sit liv.

”I’m going nowhere, I’m a doll filled with beanie bags
Feel like ruining my career and then do the phoenix act
I wanna, move to New York and get a new start
And ya’ll could read about my cool life in ‘FredNukes Blog’
Acting all busy, when not really, but what difference does it make
I’m just keeping up appearances like Mrs. Bucket”

Et tilfældigt uddrag af pladens indholdsfyldte tekster, som gennemgående baserer sig på Freds nutidige og tidligere hverdag, og hvad der her følger med af overvejelser og tanker.

Forfriskende flabet, håbløst høj på sig selv og med et skarpt skud overlegenhed i blodet, drøner rapperen elegant igennem skivens altid lyse og instrumentrige produktioner. Mens den musikalsk optimistiske sol skinner kraftigt på pladens beats bag de joviale kor i omkvædene, spreder FredNukes budskaber for lytteren, og fortæller hvordan pigerne spredte ben for ham – i 1995. Han erklærer sig selv som en ”motherfuckin’ artist”, der har for stort et potentiale til at rappe på et sprog som ”kun” fem millioner mennesker kan forstå.

Han er en rapper der ikke finder de eftertænksomme tøsepiger interessante, hvis ikke han også kan vise dem frem i byen som ”real ladies” med perler og smykker. Derfor duer den gamle kæreste ikke længere, for som den 27-årige selvudnævnte ”material guy” ærlig og selverkendende forklarer over håndfaste trompeter: “she looks like a dopefiend, she’s supposed to be my trophy”
(’Girls Vs. The Lady’)

Ærligheden er i højsædet, og en grundigt gennemlytning af pladen vil give modtageren en stor og interessant indsigt i FredNukes dybeste tanker. ’Carry Yourself’ er fortællingen om tidligere venner der har stukket Fred i ryggen for mange år siden, men som stadig ikke får hans tilgivelse.
’We Would if We Could’ er nummeret hvor Fred med hånden på hjertet rapper om det tabuiserede tema, at rigtig mange af os rige vesterlændinge, inklusiv Fred selv, har lyst til at bidrage til u-lande og katastrofer, men ofte ender med at bruge pengene på egne luksusbehov. Især kivsmålet mellem nummerets tragiske, men sande lyrik og produktionens blide toner gør nummeret interessant.

MEN! Netop dette nummer er godt at tage udgangspunkt i hvis pladens hovedproblem skal udpeges. Der er som nævnt ikke noget dårligt at sige om den musikalske kvalitet, men desværre er pladen så tætpakket med numre der har en så optimistisk og skinnende lys lyd, at den næsten er umulig at sluge i fuld længde. Det bliver for happy, for Mickey Mouse agtigt. Det ville gøre underværker, hvis et mere moderat lydlag blev spredt ud over skiven, for lytter man til ’Deconstructing Fred’ en hel dag, føles det som at have spist en flødeskumskage for meget.

Det er synd, for der er lagt rigtig meget arbejde i denne ellers ganske udmærkede plade.
Hvis en pose sukker og en flaske sirup blev fjernet fra albummets ingrediensliste, kunne ’Deconstructing Fred’ nemt være blevet en livret.

4 ud af 6 spots

Skrevet af Falco Lamb 18.12.2007 arkiveret under Anmeldelser |