23.01.2008

Amore Infelice og sjælesugning – Interview med Michel Winckler-Krog

manface 200x150.jpgDen nyeste video fra Suspekts album ‘Prima Nocte’ har netop haft premiere og bag ‘Amore Infelice’, som den hedder, står Michel Winckler-Krog og Tore Rex Andersen fra Intense. RapSpot fik vristet et par ord ud af Michel omkring den nye video, som vi også linker til.

Fortæl lidt om jer, arbejdet med videoerne og samarbejdet med Suspekt?

Samarbejdet med Suspekt kom først og fremmest i stand pga. én fællesnævner: vi er alle beskidte mennesker. Vi har den samme inspiration fra dårligdom der spreder sig, fascination af tragedier og har vel alle, i en vis grad, haft de samme dæmoner at kæmpe med.
Vi har også alle lavet den samme mængde ballade gennem livet, og hvor Suspekt-drengene i deres unge dage har hærget Lunden og omegn, har jeg gjort mit til at hærge Midtsjælland og Tore, som jeg kører mit firma sammen med, har i sin tid bidraget til at hærge Nordsjælland. Samarbejdet er kommet godt rundt på Danmarks-kortet og med touren har vi haft mulighed for at hærge Jylland og Fyn for fuld hammer. Så hvis ikke djævelen græder blod af glæde, så har vi ikke gjort det godt nok!
Alt dette, kombineret med en lyst til at lave noget der rykker.. ja.. så er der basis for et interessant samarbejde. Danmark er et sted med masser af muligheder, men den største udfordring der er, er at der ikke er nogen udfordringer, andre end dem man stiller sig selv.

handondoorknob 300x224.jpgJeg kender drengene fra diverse steder hvor vores fælles omgangskreds og virke har krydset.
De havde faktisk besluttet sig for at hive mig ind i et samarbejde allerede halvandet år før jeg selv vidste det. På det tidspunkt kendte jeg dårligt nok til Suspekt, og var for den sags skyld ikke særligt velbevandret indenfor den danske rap scene.

I slutningen af 2006 begyndte jeg og Tore (som jeg har firmaet Intense sammen med) at have de første møder med Suspekt, og vi hørte brudstykker af ‘Prima Nocte’ albummet som på det tidspunkt langt fra var færdigt, men selv ud fra fragmenterne og idéerne var man ikke i tvivl om at de havde fat i noget der ville blive en tiltrængt fornyelse på den danske rap scene.

Det første led i samarbejdet var albumcoveret til ‘Prima Nocte’, og det var en ret interessant proces. Vi fik helt frie rammer til at lave hvad vi havde lyst til, så længe det passede til essensen af pladen – og der måtte gerne være noget med en mand med en maske.
Jeg kan huske de blev helt vilde da vi afleverede en skitse, som jeg havde smidt sammen på 10 minutter, inden vi skulle ud af døren og mødes med dem.

Senere blev samarbejdet så til en lille reklamefilm, som blev sparket ud på nettet for at lave lidt hype, til VJ showet som vi fyrede af på Roskilde Festival og touren, og nu til de to musikvideoer ‘Proletar’ og ‘Amore Infelice’.

Inden vi gik i gang med at lave musikvideoerne havde vi sat os rimelig meget ind i hele Suspekts dystre univers, stærkt inspireret af Carl T.H Drejer‘s ‘Vredens Dag’ og vi havde en masse idéer til de fleste af de tracks der var på ‘Prima Nocte’. Inden det afgørende møde kan jeg huske at Tore og jeg snakkede sammen og sagde: “Hvad fanden gør vi hvis det bliver ‘Proletar’ de vælger?” For det var det eneste nummer vi absolut ingen idéer havde til… og Tadaaaa!!!
‘Proletar’ blev det, og idéen kom heldigvis alligevel.

dudeinstreet 200x150.jpg‘Amore Infelice’ er et track af en helt anden støbning. Hvor ‘Proletar’ har en kirurgisk, reklame-mæssig klar æstetik, er ‘Amore Infelice’ meget anderledes. Det blev til en obskur og gådefuld historie om galskab og kærlighed.

Vi optog den ene halvdel her i Danmark på et slotshotel oppe ved Hornbæk og den anden del valgte vi at filme i Bucharest. Smukkeste by, som ligger i ruiner. Midtbyen er så fantastisk bombastisk og de fleste lejligheder
har spir, statuer, gargoyler osv. Alt bygget i barok-gotisk og neo-viktoriansk stil, med dertilhørende nedbrud efter 50 år under Sovjet, og en korrupt, kommunistisk diktator der undergravede landets økonomi.
Alt er smadret og dårligdommen spreder sig på smukkeste vis. Men shit! hvor har vi haft mange problemer med sigøjnere! Vores hovedrolleindehaver Hjalti fik et par på hovedet i metroen da vi var ude at fejre at være færdige med optagelser. Min fotograf, Adam, var ved at blive rullet af to 10-årige børn, og min indspilningsleder var ved at blive skubbet ud foran en bil, af en lille sigøjner-dreng som han ikke ville give penge.
Alt dét, kombineret med det største og mest vulgære juletræ man kan finde i hele Europa.. så er Bucharest sgu en beskidt og fantastisk by som jeg helt sikkert skal tilbage igen. Slet ikke så ren, pæn og pussenusset som lille DK.

Men tilbage til Suspekt. De er overraskende nede på jorden, af hiphoppere at være. De har en god, fornuftig moral, ingen status-bullshit, er intelligente, ærlige og frisk på ballade og skøre ting.

Emil (Orgi-E) og jeg fandt ud af at vi har en passion til fælles. Nemlig at samle på folks sjæle. Hvilket er lidt noget møg for han har allerede 2 og der er, af mystiske årsager, ingen der vil give deres til mig…
Da vi, kamp fucking stive, var på tour i Aalborg fandt vi ud af at vi skulle prøve at samle sjæle fra nogle af pigerne på det diskotek hvor vi var efter en koncert. Vi fandt en uskyldig tøs, som Emil fik overtalt.
Hun kiggede på ham og spurgte hvordan han ville tage hendes sjæl? og han sagde: “Den skal suges ud af dit øre, og min ven skal være med” hvorefter vi tog fat i hende og begyndte at suge ved hvert øre.
Hun forsvandt ret hurtigt og kom aldrig tilbage igen..
.

Se videoen til ‘Amore Infelice’ HER.

amoreinfelicefoto.jpg

Skrevet af Ann Noyd 23.01.2008 arkiveret under Interviews |