16.03.2008

Boom Clap Bachelors – ‘Kort før dine læber’ (album)

bcb_cover_08.jpgBeatnørderne i producerkollektivet Boom Clap Bachelors er blevet voksne. Så voksne, at alle, lige fra den velrenommerede engelske DJ og pladeselskabsejer Gilles Peterson til Gaffa og P3 har bidt mærke i væksten. Den nye plade ‘Kort Før Dine Læber’ er en fuldvoksen hiphop-soul-pop-electronica-jazz hybrid og en ambitiøs udgivelse der indeholder både radiohits og musikalsk nytænkning.

De tidligere så Detroit-glade ungkarle har på denne udgivelse forladt de skitselydende, ukvantiserede kick-clap beats, der udgjorde debuten og retter i stedet fokus mod mere traditionel sangskrivning, dog fremført på et fundament af knitrende electronicafigurer og synthtunge harmonier. Der udvises i langt højere grad blik for helheden, samtidigt med at detaljerigdommen bevares til fulde. Den musikalske referenceramme favner bredt og der trækkes på kapaciteter som Boards of Canada, Prince, Flying Lotus og overraskende nok en lang række danske 80’er ikoner.

Netop vokal og tekstindhold afslører sig da også hurtigt som ‘Kort Før Dine Læber’s akilleshæl. De skrøbelige tøsedrengeleveringer fungerer upåklageligt over de mere svulstige produktioner, hvor de fremstår som subtile musikalske akkompagnementer, men falder til jorden når udtrykket bliver mere legende og kitchet. Sangerinden Liv Lykke medvirker på flere af pladens numre og gør det for så vidt udmærket. Hun er tydeligvis en mere øvet vokalist end pladens øvrige sangstemmer, men det faktum fratager også disse numre den skrøbelighed og spontanitet der ellers holder vokalarbejdet oppe. Teksterne, når disse får plads i lydbilledet, hæver sig aldrig over det finurlige og formår ikke at bære numrene. Så længe de kun fungerer som vokalt krydderi, kan banaliteterne ikke for alvor klandres, men at stå alene, evner de ikke.

Det er synth-elementerne der udgør hjørnestenen i det drømmende lydbillede, på de selvudnævnte kagedrenges sophomore udspil. De fyldige men atmosfæriske lag-på-lag kompositioner, blandet med neo-soulet funkyness,
driver samtlige sange og er i sidste ende, hvad der gør pladen både spilletiden og bekendtskabet værd. Det er samtidig her gruppens kant og originalitet kommer til udtryk. Melodierne stykkes behændigt sammen og kulminerer lejlighedsvist i wall-of-sound agtige lydkollager, selv Phil Spector ville være stolt af. Skal der rettes kritik i forhold til produktionen, må det være, at denne over en hel plade let bliver for pæn og pastelfarvet. Man savner lidt af den råhed en musikalsk ligesindet som J*Davey eksempelvis besidder. Derudover er pladen også en lettere ujævn affære, hvor der er langt fra den ret ligegyldige ‘Kommer Aldrig’ til fx det hypnotiserende afslutningsnummer ‘Magi’, som dog aldrig helt byder på den forløsning der arbejdes hen imod.

Firserfascinationen skinner igennem på op til flere numre, men fælles for hovedparten er en vis mangel på både kraft og kant. Det er muligt at denne anmelders manglende flair for retropuritanske fortidsfornemmelser her ligger til last, men i mine øjne klæder Boom Clappernes varme lyd og hviskevokaler bare ikke altid de småkitchede numre. Og når tekstindholdet samtidigt forbliver ved det banale, ender man altså med et par kønsløse og uinteressante popeksperimenter. Albummet viser sig som en balancegang mellem det visionært stilsikre udtryk på fx ‘Vuggevise’ eller ‘Foraar til Dec’ og knap så vellykket leg med cheesy radiopop på ‘Lide Dig’ og ‘La Glace’. Dog lykkedes det kvintetten at slippe aldeles fornuftigt afsted med neo-soul/80’er-throwback fusion på hittet ‘Ring til Mig’. Dette nummer rummer både de kvaliteter, der burde holde radiostationerne på tåspidserne og når, i kraft af den eksplosive finale og det gennemgående kantede touch, helt derop, hvor der er tale om mere end bare godt håndværk.

Man fornemmer at der er taget chancer på denne plade og som flosklen underforstået fortæller, er fejltrin dermed en del af risikoen. Denne plade er altså ikke en gennemført helstøbt oplevelse, men man aner, at evnerne til endnu mere er tilstede. Men selv når de gode takter ikke for alvor forløses, er resultatet som minimum særdeles interessant. Og under alle omstændigheder er udgivelsen et overordentligt friskt pust. Genrefornyende i sine fineste momenter og alt i alt noget af det mest interessante landets elektroniske scene har at byde på lige nu.

4 af 6 spots

Ord: Daniel Heydorn

Læs også K-V‘s interview med BCB.

Skrevet af Gæsteskribent 16.03.2008 arkiveret under Anmeldelser |