15.04.2008

L.O.C. – ‘Melankolia/XxxCouture’ (album)

loc_anm_08.jpgDet fjerde album fra Danmarks bedst sælgende rapper er et ambitiøst projekt. Han har denne gang udtænkt et mere detaljeret koncept, end der har været på hans tidligere udgivelser. De syv dødssynder er omdrejningspunktet på en dobbelt-EP, der indeholder to gange syv tracks – og en L.O.C. tilbage med et udvidet og udforskende repertoire.

For dem som ikke kan huske de katolske forseelser, kan jeg oplyse, at de er: hovmod, begær, jalousi, vrede, grådighed, frådseri og dovenskab. På ´Melankolia´ beskriver han, hvordan de er til stede hos ham selv, og hvordan de påvirker ham. ´XxxCouture´ er derimod mere objektiv, her skildrer han, hvordan dødssynderne er blevet til dyder i det moderne samfund. De er blevet til noget positivt, som man stræber efter. Det er et stort og velovervejet projekt, der enten kan briste eller bære.

Men allerede efter første gennemlytning af ´Melankolia´ sidder jeg forbløffet tilbage, for fuck hvor er det fedt. L.O.C. har udviklet sig til et niveau, som jeg næsten ikke har turde håbe på. Hans flow er blevet skarpere og teksterne dybere. Åbenthjertigt beskriver han sine fejl og mangler, så skrapsindigt og nærværende som man aldrig før har hørt ham.
De to første tracks ´Blod i min hud´ og ´Tortur´ er enestående og medrivende, både på grund af L.O.C.´s ærlighed og poetiske linjer og Rune Rasks ildevarslende produktioner, der graver sig ind i bevidstheden. Især ´Tortur´ er så livagtig, at man fuldstændig bliver grebet af stemmen og stemningen:

”Du er inde i sindet på en mand der gennem et årti/har danset på grænsen i håb om en fucking O.D./ men jeg er her stadig, lidt mere end en smule beskadiget/ fra de substanser jeg valgte at drukne mit selvhad i/ for at være ærlig, jeg er ikk noget særligt/ jeg er blot en nymoderne version af melankoliens bærme”

Der er ikke mange danske rappere på hans niveau. Selvom en linje ikke lige rimer, redder han den fornemt i kraft af sin stærke stemme. L.O.C.´s force er ikke flerstavelsesrim, men til gengæld har han en stemme og et flow, der hver eneste gang er gennemført og fængende. Man kan mærke smerten og livsnerven, når han krænger sin sjæl ud, og fører os endnu længere ind i sit snørklede jeg, på `Tortur´:

”Det er så svært at kontrollere og en byrde at vide/at man skal lide for at komme igennem på den anden side/så jeg er selvdestruktiv/ på vej gennem 28. liv/ jeg synder ubeskyttet, falder i, jagter lykken/ i håb om at fjerne mit sinds trykken når væggen presser ryggen”

´Hvorfor vil du ikk´ får Rune Rask hjælp af Lounge Lizzards, og det bliver det bestemt ikke dårligere af. Et vellykket track, hvor L.O.C. viser flotte nye sider af sit flow, der bliver bedre og bedre. Endnu en gang er tekst og musik leveret i en symbiose, der nærmest virker hypnotiserende:

”Nu er jeg overladt til mig selv af dit falske smil/de kolde øjne jeg engang smukt spejlede mig i/det brænder under huden hvem kysser dig nu/jeg tegner billeder bag mine øjenlåg og visker dig ud”

På samme måde har jeg det med ´#%@ Mig nu´. Det er melodiøs hiphop, der går godt i spænd med den melankolske tekst. Der er poesi i musikken og musik i poesien.

Michel ”Seven” Summers leverer det hårdtpumpede beat til ´Flere midler´, som er en god banger, men ikke rigtig når helt op ved siden af resten af pladen. Den unge og meget lovende Tabu-producer Jo:El står sammen med Rune Rask på den gribende ´Fordi jeg kan´. En skriftende L.O.C. med en sang til sin mor, der er flot produceret og godt rappet:

”Ville ha alt jeg ku få uden at drømme/du gav mig havblå øjne, min trang gjorde dem grønne/koste hvad det vil, jeg skulle ha mit skud/hvorfor gå helt til kanten, hvis jeg ikk kan springe ud”

I min verden er L.O.C. en stor poet. Så kan Jokeren udgive nok så mange bøger, han finder aldrig samme nærvær og gnist i sine tekster som L.O.C. præsterer her. Der ligger flere betydninger og lag gemt bag facaden på alle numrene. L.O.C. psykoanalyserer sig selv elegant ned til mindste detalje, som ellers kun Bai-D kan fremføre det, og netop han er da også med på ´Melankolia´s sidste track; ´CFX (Chris Farley Experience)´.
Chris Farley er den amerikanske skuespiller, der bl.a. har medvirket i klassikkerne ´Wayne´s World´ og ´Berverly Hills Ninja´, men som døde i 1997 af en overdosis efter lang tids misbrug. L.O.C. og Bai-D tager os ud på kanten, hvor de lufter klapperslangen. Det er en rå og dyster afslutning med to af Danmarks bedste tekstskrivere, som sætter et flot punktum.
Udspekuleret afslutter L.O.C. nummeret, og dermed ´Melankolia´-delen, med de samme to linier, som han startede den med på `Blod i min hud`: ”Så jeg træder ud i min limited edition denim/så cocky at jeg ikk er til at skyde igennem” men denne gang supplerer han med: ”Ja det er en god start, ja det lyder godt/ og anrettet så flot at de spiser lort råt”

Anden del ´XxxCouture´ er en smule anderledes både i lyd og tekst. Pladen er eksperimenterne og legende, og jeg vil vove at påstå, at den er en smule Timbaland inspireret, og nogen vil måske kalde den lidt poppet. Bassen er ikke så tung og beatsne mere elektroniske.
Den starter med den overlegne ´Superbia´, der er det latinske ord for hovmod, og med Simon Kvamm på omkvæd, er den næsten dømt til at blive et radiohit. L.O.C.´s tekst er imidlertid lidt vag, men han formår alligevel at styre nummeret sikkert i land med et flow, der er interessevækkende over Rune Rasks fortrinlige produktion.

Man kan godt mærke, at L.O.C. er blevet ældre, ædru og mere raffineret i sit sprog. På ´Fellatio´, den lidt mere sofistikerede latinske betegnelse for blow job, bliver Rune Rask ved med at overraske med en eksplosiv produktion, der henleder tankerne på Suspekts ´Kinky Fætter´. Orgi-E medvirker da også på ´Slik´, som er et ok nummer, men som minder om noget, de to har lavet sammen før.

Om det er for at provokere, at Nik & Jay bliver samplet på ´Uptivupti´, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald holder det. Ifølge mine smagsløg er det sublimt, når makkerparret Rune Rask og L.O.C. virkelig beviser, hvem der bestemmer.
Som det selvfølgelig også er meningen, er ´XxxCouture´-delen mindre dyster og mere lyttervenlig, men jeg er dog mest til den mørke side. Numrene ´Så bizart´ og ´Bare en pige´ er for letbenede og kedsommelige i længden. Der er for langt op til det flotte tekstunivers på ´Melankolia´.

Det er ikke nødvendigt at have en speciel viden om de syv dødssynder, før man sætter pladen i afspilleren, men det giver alligevel en ekstra dimension at have det i baghovedet under lytningen. Selvom det er lidt irriterende at skulle skifte cd, så synes jeg, at konceptet og hele ideen bag er velovervejet og original. Man kunne måske godt savne en Troo.L.S., som underligt nok overhovedet ikke er repræsenteret. Jeg kunne sagtens forestille mig, at han kunne være med til at pifte ´XxxCouture´ lidt op både med hans beats og gadepoesi, der som bekendt supplerer L.O.C. godt.

Min respekt for L.O.C. er steget yderligere et par grader, og jeg er dybt imponeret over, hvordan han har udviklet sig og formået at trække sig selv op på et endnu højere stadie. Hans stemme er unik, og kraften og nerven i hans flow underbygger troværdigheden. Desuden gør den store variation, at man ikke bliver træt af at høre på ham. Han er én af de få rappere, som kan lyde cool over de fleste beats, men med DK´s pt. bedste hiphop-producer Rune Rask bag sig, og Lounge Lizzards og den spændende upcommer Jo:El på sidelinjen, gør det bare hele oplevelsen endnu bedre. Albummet skal høres højt og længe, så alle detaljer og nuancer kommer med. Hele lydsiden har internationalt snit.
Selvom der lige er et par halvtriste udskejelser, så er ´Melankolia/XxxCouture´ et rigtig godt album, der vil rotere længe på mit anlæg. Drengerøven er blevet voksen og det klæder ham godt. Det er tæt på en top karakter, men der mangler lige det sidste for at blive en topscorer.

5 ud af 6 spots

Skrevet af Jaycob 15.04.2008 arkiveret under Anmeldelser |