16.04.2008

Jay-Z til Roskilde Festival 2008

Fra Marcy projects til Roskilde Dyrskueplads! Festivalen offentliggør i dag over 100 navne og det skulle være ganske vist: Jay-Z, S. Carter, J-Hova, Jay-Hoffa, Jiggaman, Hov, El Presidenté, Hovito og den nyslåede halvdel af Jayoncé er er at finde på programmet. Vi skulle ellers et pinefuldt forår igennem, hvor den tidligere Def Jam-chef blev offentliggjort som del af først Glastonbury i England, så Hove i Norge, Splash i Tyskland, Rockwerchter i Belgien og nu endeligt til Roskilde Festival. Nu er de resterende navne også blevet frigivet, og der var da bestemt noget i posen til hiphopperne.

For det første er Static & DJ Noize sat til at DJ’e før Jiggaman indtager scenen. Specielt hvis det bliver på Orange, må det siges at være major både for dansk hiphop og turntablisme som sådan. Mon ikke mangen en gennemsnitsfestivalgæst, vil overraskes over hvordan en plade kan drejes? Fra den hjemlige rapscene er der besøg fra Strøm & AndyOp, der har slået pjalterne sammen til et fællesshow samt den forhåbentlig snart pladeaktuelle Deepee, der sammen med RBC faktisk stod for festivalens første rapkoncert i sin tid. Derudover er der også en del acts, der også smager lidt af hiphop linet op, bl.a. Albertslund Terrorkorps anført af Kid Kishore, der formentlig leverer go syg stil med 160 bpm i minuttet, og Boom Clap Bachelors, der godt nok har smidt lidt af lyden fra The D, men stadig leverer smukke kompositioner.

Fra det store udland er det lidt sløjere med tilføjelserne. Canadiske Swollen Members står klar til at splitte scenen i stykker med kampøksen og ellers skal vi helt over i ragga-genren for at finde jamaicanske Lady Saw, der så godt nok har ligeså beskidte tekster som Lil Kim.

Majors, LOC, Frednukes, Lucy Love, Gnarls Barkley og Isam B er allerede på plakaten, men der er ikke umiddelbart annonceret faste indslag som Nordic By Nature og hiphoplabel-showcase, så vi håber selvfølgelig at det endelige program bliver yo!’et lidt mere op.

Skrevet af ptas 16.04.2008 arkiveret under Nyhedsarkiv |